30+0 og en tur omkring svangreafdelingen

Undskyld fraværet - jeg er lige hjemvendt fra et ophold på hospitalet efter nogle voldsomme opkastninger og begyndende veer... Efter vehæmmende drop og en antibiotikakur er alt igen under kontrol. Nu klemmer jeg lige ballerne sammen og beholder ungerne derinde 7 uger mere.

26+5 og en gammel kælling....

I går var det min fødselsdag - 34 år gammel.... pyyyh! For første gang i 4 år tog jeg min fødselsdag helt og aldeles afslappet- det var ligesom ikke nogen big deal i forhold til de forrige år, hvor det bare har været så vigtigt for mig at alt forløb perfekt.

I år sad jeg bare der og holdt hof med min store mave og det var fint, præcis som det var. Ingen kunne ødelægge min fødselsdag med pludselige graviditetsbekendgørelser (ligesom sidste år) og jeg kunne hele tiden mærke de små tumle rundt inde bag maveskindet (sikkert pga. af en meget kalorierig fødseldagskage)....

Men nøj, hvor er man dog blevet en gammel kælling - heldigvis ikke tandløs endnu - men dog en gammel kælling!

Ellers flyver dagene afsted, når man ingenting laver. Tiden forsvinder simpelhen mellem fingrene på mig, som jeg går her og piller navle herhjemme. Maven er enorm og jeg begynder at mærke belastningen rigtig meget. Især er nætterne hårde, for jeg kan ikke ligge ordentlig og det gør ondt i min benede lille bagdel (yeah right), når jeg kun kan ligge på siden. Jeg roder også lidt med nogle krops issues - for jeg er altså nok bare ikke en af dem, der føler mig harmonisk og smuk som gravid. Ærlig talt føler jeg mig fed, grim og det er lige før jeg ville sige ildelugtende, men det ville nok være at tage det et skridt for vidt. Seriøst synes jeg at der er appelsinhud, hvor der aldrig før har været appelsinhud. Der hvor jeg tidligere havde undselige udstående blodårer på benene (arveligt betinget) er der nu grimme blå åreknuder. Heldigvis ingen strækmærker endnu, men lur mig om de ikke nok skal vise deres grimme ansigt før eller siden. Og jo, selvfølgelig er det det hele værd i sidste ende og udseendet er ikke alt und so weiter. Meeeen, Jeg har nu altså alligevel lidt svært ved at forene mig med dette blegfede legeme, som jeg engang følte mig attraktiv i. Jeg frygter, at min mand ser på mig og tænker bvadr! Han gør sit bedste for at overbevise mig om det modsatte og jeg er ganske klar over den hormonelle faktor i alt dette.... Men det er lidt sværere end jeg troede - jeg havde faktisk forsvoret, at jeg nogensinde ville brokke mig over bagateller som disse. Det skal da også siges, at jeg ELSKER det faktum, at min krop kan finde ud af at bære disse to unger i sig og yde dem næring. Jeg føler mig som et omvandrende mirakel. Tag ikke fejl af det.

Jeg har nok, ligesom med så meget andet graviditetsrelateret, haft en urealistisk forestilling om, hvor smuk man ville være i al sin frodighed. Og så er der nok lidt tabu i at sige, at man føler sig som en stor fed grimrian. Man skal jo helst stråle og være lykkelig og alt det der.

Anyway - nu har jeg i hvert fald lukket op for den pose. Og alle jer, der bare føler jeg dejlige og smukke og som ikke har spor på kroppen efter jeres graviditet. Jeg er glad på jeres vegne, men det er bare ikke lige jer jeg har lyst til at høre fra lige nu:-)

Kompliment?

Hr. Lystig (mens han henført ser på mig):"Du er så smuk"

Mig (med yderst tvivlende, homonbetinget blik): Jeg ligner en hval!!

Hr. Lystig: "Ja, ja da - men en fantastisk smuk hval!