Intet nyt under solen - eller regnskyen er det vidst i dag. Første skanning i morgen håber på at få lagt en lille ispind eller to op i løbet af weekenden.
Inspiration er der ikke meget af i disse dage. Er dog lige blevet bekræftet i min beslutning om at forlade mit gamle job - de er nu begyndt at fyre mine kolleger, fordi det går ad r..... til derude. Så. Yay. Min dømmekraft er åbenbart endnu intakt.
Det var alt fra denne heltinde i dag - håber superkræfterne har det bedre i morgen. slut.
Tuesday, May 31, 2005
Friday, May 27, 2005
Det løser sig!
Jeg har ikke skrevet så meget om mit nye job og vil heller ikke gøre det. Risikoen for, at de finder min side er for stor. Jeg vil bare sige, at jeg troede startdatoen faldt sammen med, at jeg skulle starte i behandling, men det har løst sig nu.
Og det er sommer, jeg har røget en stråhat og jeg slængrer ned af Vestergade....
Jeg ELSKER!!! solskin. I går var vi på cafe, vi spiste lækker mad, købte en dejlig is, gik tur rundt om søerne mens det summede af liv og glæde omkring os. Det var dejligt. I dag skal vi besøge gode venner og grille i haven, i morgen skal vi på skovtur med madkurv med min søster & co. Kan man overhovedet bede om mere!
Min eneste bekymring i verden, lige nu, er; Hvordan helvede skal man nå at blive klar til en bikini, når man ikke bliver advaret på forhånd...? Jeg føler mig som en marcipangris, hver gang jeg forsøger at tage bare lidt af tøjet af... Og hvorfor ligner alt sommertøj i mit skab noget fra firserne? Når jeg kigger ned på gaden ser jeg smækre, brune piger i smarte halternecks og lette knashvide gevandter. Håret ser perfekt solbleget ud og fødderne kunne lige så godt sidde på en australsk surfersild... Hvordan pokker gør de. Har de specielle kontakter hos DMI, der advarer flere måneder i forvejen? Sommeren kommer sgu' altid bag på mig...... og min blegfede bagdel!
Og det er sommer, jeg har røget en stråhat og jeg slængrer ned af Vestergade....
Jeg ELSKER!!! solskin. I går var vi på cafe, vi spiste lækker mad, købte en dejlig is, gik tur rundt om søerne mens det summede af liv og glæde omkring os. Det var dejligt. I dag skal vi besøge gode venner og grille i haven, i morgen skal vi på skovtur med madkurv med min søster & co. Kan man overhovedet bede om mere!
Min eneste bekymring i verden, lige nu, er; Hvordan helvede skal man nå at blive klar til en bikini, når man ikke bliver advaret på forhånd...? Jeg føler mig som en marcipangris, hver gang jeg forsøger at tage bare lidt af tøjet af... Og hvorfor ligner alt sommertøj i mit skab noget fra firserne? Når jeg kigger ned på gaden ser jeg smækre, brune piger i smarte halternecks og lette knashvide gevandter. Håret ser perfekt solbleget ud og fødderne kunne lige så godt sidde på en australsk surfersild... Hvordan pokker gør de. Har de specielle kontakter hos DMI, der advarer flere måneder i forvejen? Sommeren kommer sgu' altid bag på mig...... og min blegfede bagdel!
Thursday, May 26, 2005
Det andet liv...
Lige i øjeblikket er mit liv ikke overdrevet spændende. De fleste dage står jeg op, tænder pc'en, laver espresso, spiser havregryn, læser blogs, reder seng, ordner vasketøj, spiser knækbrød, læser blogs, skriver lidt, finder nye blogs... etc. etc.
Der er ingen tvivl om, at mit liv de sidste fire år har ændret sig radikalt. Både til det gode og til det mindre gode. Før var jeg studerende, jeg havde altid travlt. Når jeg ikke var på universitetet eller til projektgruppemøde, var jeg på et af mine to jobs. Det ene var et seriøst job i en offentlig styrelse, det andet var som tjener og bartender. Der var altid fart over feltet. Jeg så mange mennesker. Hele tiden. Jeg gik til koncert, udstillinger, på club og spiste brunch næsten hver weekend med mine lige så travle veninder. Mit liv var ikke sorgløst på nogen måde. Men det var sorgløst på en anden måde end det er nu. Jeg datede de mest forfærdelige drengerøve, som jeg syntes var så fantastisk cool'e - i virkeligheden så de ikke andet end deres egen navle. Det gjorde jeg måske heller ikke. I hvert fald havde jeg nok nogenlunde den samme forestilling om, hvordan mit liv ville blive, som de havde om deres. Forestillingen var lidt mudret, men det handlede om "the fast track", bohemeliv i et loft i NY, kunstnerdrømme, hurtige jobs i hurtige brancher, hurtig op af rangstigen og en del af jet settet. Sådan var drømmene på overfladen, indeni var de mere jævne og handlede om den store kærlighed og familielykke - tror jeg. For indeni var det heller ikke så konkret.
Jeg gennemgik en udvikling, som nok startede med min depression, men som for alvor tog fat da en af disse drengerøve virkelig sårede mig. Nu var det slut med røvbananer og fester og jeg vendte mig indad, prøvede at finde andre værdier. Der gik to uger og så mødte jeg hr. Lystig. Han var absolut ikke min type. Der var ikke antydningen af drengerøv over ham. Han var moden, havde et liv, et rigtigt arbejde og det der hører til. Jeg ville ikke have ham. Det var ikke rigtigt. Det var for anderledes, han var for reel. Det var ikke normen i mit liv, det var ikke spændende nok. Men han hang alligevel fast, deromme bag i min bevidsthed og jeg kunne ikke ryste ham ud af mit hoved. Noget helt nyt var, at han holdt ved. Han turde vise mig sin kærlighed. Han gav ikke op. Til sidst kunne jeg ikke løbe fra det mere - mit livs kærlighed havde afsløret sig i en form, jeg ikke i forvejen kendte. Der stod jeg; blottet og overrasket med store øjne og åbne arme og med et helt andet liv på nethinden end det jeg havde gjort mig forestillinger om. Det var varmt og blødt, men samtidig realistisk på en måde, som fik mig til at føle, at nogen brat havde rykket mig ud af en coocoon. Det var som om lyset blev skarpere, kanterne mere virkelige, livet mere håndterbart. Det var ikke med vaseline på linsen og spændingsmavepine.
Han vækkede mig, men blidt og omsorgsfuldt.
I går sagde en klog pige til mig, at hun ofte havde ønsket sig tilbage til de dage, hvor børn ikke var noget for hende - for det ville gøre livet meget lettere. Jeg tænker ofte over, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg havde valgt anderledes. Nogle gange længes jeg efter det liv så det gør ondt i min krop og min sjæl pines. Jeg tænker på, hvilket menneske jeg ville have været på det der loft i NY. Jeg maler billeder på indersiden af min pande af, hvor simpelt og fanatstisk dette liv ville have været. Mit liv i hurtigbanen er en tilbagevendende fantasi, som jeg bruger til at slå mig selv oven i hovedet med, når livet ikke kører på skinner. For når alt kommer til alt, vil jeg ikke bytte. Måske ville det andet liv have været ligeså godt, som det jeg har nu. Men jeg føler, at jeg lever i den virkelige verden nu. Mit liv skal leves præcis som det leves.
Og hvem siger, at hr. Lystig og jeg ikke til enhver tid kan drage til det store æble og slå os ned som bohemer? Er det ikke altid godt med en plan b?
Der er ingen tvivl om, at mit liv de sidste fire år har ændret sig radikalt. Både til det gode og til det mindre gode. Før var jeg studerende, jeg havde altid travlt. Når jeg ikke var på universitetet eller til projektgruppemøde, var jeg på et af mine to jobs. Det ene var et seriøst job i en offentlig styrelse, det andet var som tjener og bartender. Der var altid fart over feltet. Jeg så mange mennesker. Hele tiden. Jeg gik til koncert, udstillinger, på club og spiste brunch næsten hver weekend med mine lige så travle veninder. Mit liv var ikke sorgløst på nogen måde. Men det var sorgløst på en anden måde end det er nu. Jeg datede de mest forfærdelige drengerøve, som jeg syntes var så fantastisk cool'e - i virkeligheden så de ikke andet end deres egen navle. Det gjorde jeg måske heller ikke. I hvert fald havde jeg nok nogenlunde den samme forestilling om, hvordan mit liv ville blive, som de havde om deres. Forestillingen var lidt mudret, men det handlede om "the fast track", bohemeliv i et loft i NY, kunstnerdrømme, hurtige jobs i hurtige brancher, hurtig op af rangstigen og en del af jet settet. Sådan var drømmene på overfladen, indeni var de mere jævne og handlede om den store kærlighed og familielykke - tror jeg. For indeni var det heller ikke så konkret.
Jeg gennemgik en udvikling, som nok startede med min depression, men som for alvor tog fat da en af disse drengerøve virkelig sårede mig. Nu var det slut med røvbananer og fester og jeg vendte mig indad, prøvede at finde andre værdier. Der gik to uger og så mødte jeg hr. Lystig. Han var absolut ikke min type. Der var ikke antydningen af drengerøv over ham. Han var moden, havde et liv, et rigtigt arbejde og det der hører til. Jeg ville ikke have ham. Det var ikke rigtigt. Det var for anderledes, han var for reel. Det var ikke normen i mit liv, det var ikke spændende nok. Men han hang alligevel fast, deromme bag i min bevidsthed og jeg kunne ikke ryste ham ud af mit hoved. Noget helt nyt var, at han holdt ved. Han turde vise mig sin kærlighed. Han gav ikke op. Til sidst kunne jeg ikke løbe fra det mere - mit livs kærlighed havde afsløret sig i en form, jeg ikke i forvejen kendte. Der stod jeg; blottet og overrasket med store øjne og åbne arme og med et helt andet liv på nethinden end det jeg havde gjort mig forestillinger om. Det var varmt og blødt, men samtidig realistisk på en måde, som fik mig til at føle, at nogen brat havde rykket mig ud af en coocoon. Det var som om lyset blev skarpere, kanterne mere virkelige, livet mere håndterbart. Det var ikke med vaseline på linsen og spændingsmavepine.
Han vækkede mig, men blidt og omsorgsfuldt.
I går sagde en klog pige til mig, at hun ofte havde ønsket sig tilbage til de dage, hvor børn ikke var noget for hende - for det ville gøre livet meget lettere. Jeg tænker ofte over, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg havde valgt anderledes. Nogle gange længes jeg efter det liv så det gør ondt i min krop og min sjæl pines. Jeg tænker på, hvilket menneske jeg ville have været på det der loft i NY. Jeg maler billeder på indersiden af min pande af, hvor simpelt og fanatstisk dette liv ville have været. Mit liv i hurtigbanen er en tilbagevendende fantasi, som jeg bruger til at slå mig selv oven i hovedet med, når livet ikke kører på skinner. For når alt kommer til alt, vil jeg ikke bytte. Måske ville det andet liv have været ligeså godt, som det jeg har nu. Men jeg føler, at jeg lever i den virkelige verden nu. Mit liv skal leves præcis som det leves.
Og hvem siger, at hr. Lystig og jeg ikke til enhver tid kan drage til det store æble og slå os ned som bohemer? Er det ikke altid godt med en plan b?
Tuesday, May 24, 2005
Tankeløs tristhed
Ikke tankeløs på den måde, men tankeløs som i; Jeg aner ikke hvorfor jeg tuder lige nu? Jeg har haft en udemærket dag. Jeg har ikke været ked af det. Jeg har ikke oplevet noget trist. Og alligevel blev der lige pludseligt vådt på mine kinder og små pytter på mit skrivebord.
Måske er det fordi, at pigerne på min terminsgruppe så småt er begyndt at føde. Måske er det alle maverne i pastelfarver, der tusser rundt i gadebilledet. Måske er det fordi, at de fleste af dem jeg har fulgt længe (IRL og virtuelt) har en lille en i maven eller på armen nu, men min mave er tom (bortset fra kaffe og knækbrød). Måske fordi jeg kom til at kigge på skanningsbilledet af min lille bønne og tænkte: hvorfor blev du ikke her hos mig?
Er det muligt at savne noget som bare var en lille blop med et hjerte og som man kun har set i sort hvid, som en lille skygge? For det gør jeg. Jeg savner den med hver en lille celle i min krop. Måske er det fordi min fødselsdag nærmer sig og jeg skulle jo være blevet til to lige omkring min fødselsdag. Måske troede jeg, at jeg først ville blive trist på terminsdagen... måske derfor denne overvældende følelse. Lige nu. Tirsdag d. 24. maj 2005 kl. 16.19. Sørger jeg over det der kunne have været.
Secret Love
(P. F. Webster / S. Fail)
Once I had a secret love
That lived within the heart of me
All too soon
my secret love
Became impatient
to be free
So I told a friendly star
The way that dreamers
often do
Just how wonderful
you are
And why I'm so
in love with you
Now I shout it
from the highest hill
Even told
the golden daffodils
At last my heart's
an open door
And my secret love's
no secret anymore
Now I shout it
from the highest hill
I Even told
the golden daffodils
And lost my heart's
an open door
And my secret love's
no secret
Måske er det fordi, at pigerne på min terminsgruppe så småt er begyndt at føde. Måske er det alle maverne i pastelfarver, der tusser rundt i gadebilledet. Måske er det fordi, at de fleste af dem jeg har fulgt længe (IRL og virtuelt) har en lille en i maven eller på armen nu, men min mave er tom (bortset fra kaffe og knækbrød). Måske fordi jeg kom til at kigge på skanningsbilledet af min lille bønne og tænkte: hvorfor blev du ikke her hos mig?
Er det muligt at savne noget som bare var en lille blop med et hjerte og som man kun har set i sort hvid, som en lille skygge? For det gør jeg. Jeg savner den med hver en lille celle i min krop. Måske er det fordi min fødselsdag nærmer sig og jeg skulle jo være blevet til to lige omkring min fødselsdag. Måske troede jeg, at jeg først ville blive trist på terminsdagen... måske derfor denne overvældende følelse. Lige nu. Tirsdag d. 24. maj 2005 kl. 16.19. Sørger jeg over det der kunne have været.
Secret Love
(P. F. Webster / S. Fail)
Once I had a secret love
That lived within the heart of me
All too soon
my secret love
Became impatient
to be free
So I told a friendly star
The way that dreamers
often do
Just how wonderful
you are
And why I'm so
in love with you
Now I shout it
from the highest hill
Even told
the golden daffodils
At last my heart's
an open door
And my secret love's
no secret anymore
Now I shout it
from the highest hill
I Even told
the golden daffodils
And lost my heart's
an open door
And my secret love's
no secret
Monday, May 23, 2005
Mosekonen brygger
Ja, jeg går og brygger på et svar til hr. NJL. Jeg ved, at jeg har meget mere at sige, men jeg er ikke helt færdig med at koge det sammen. Så - altså - fortsættelse følger!
I mellemtiden har jeg lige meldt mig til næste fryseforsøg, uden den store entusiasme. Jo længere jeg kommer ind i det her shit, jo mindre håb har jeg... desværre. Og så lige et tip - tag aldrig til møbelmesse i Bella Centret, hvis der er lidt lavvande på håb-kontoen. Maverne fylder det hele.... til sidst var jeg så træt af det, at min mand (min MAND... he) foreslog mig, at jeg begyndte at tænke på dem som tykke istedet for gravide. Hvis de provokerede mig med deres maver skulle jeg fx. spørge: Tror du ikke du skulle skære ned på fedtet? Eller: Har du hørt om vægtvogterne?
Til jer der ikke forstår ironien - det var selvfølgelig for sjov og bare for at muntre mig op - den slags kunne vi aldrig finde på i virkeligheden... det kunne vi ikke... virkelig! Men i øjeblikket er det altså; Whatever gets me trough the day!
Heldigvis er der også dejlige mennesker, der er gravide - for nu må vi nemlig gerne sige det - ikke Rikke? Og der er ikke noget der gør mig gladere. Faktisk skal jeg se to dejlige gravide kvinder på onsdag og jeg GLÆDER mig. Selvfølgelig håber jeg også, at det smitter - bare en lille smule!
Var til to jobsamtaler i fredags - de synes jeg var overkvalificeret og ville have for meget i løn... så... heller ikke meget håb der. Desuden er der tale om meget ufleksible stillinger og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal parre det med behandlingen. Især fordi de var meget OBS! på om jeg snart ville have børn. Så. Øv.
En positiv ting har jeg dog at skrive i dag. Lindenberg skrev til en på sin side; at så længe man har gode æg skal man ikke give op... så jeg giver ikke op... endnu!
ps: I går var der præcis to uger til min fødselsdag - jeg går MEGET op i min fødselsdag. Så jeg tænker, man kan ikke være for tidligt ude, hvis man gerne vil have mange tillykker på dagen. Så nu ved i det! pps: Min fødselsdag varer som regel i omegnen af tre- fire dage... ppps: Til jer der ikke normalt kommenterer - i må gerne sige tillykke på min fødselsdag. Altså d. 5. juni. Om ca to uger. Min fødselsdag! ppps: Hvis nogen skulle have lyst er det da sådan, helt rimeligt og fair og i orden, hvis i gerne vil være tidligt ude og sige tillykke allerede nu..... nej? Sikker? Nå, nej men ok så venter vi bare. 5. Juni så!?
I mellemtiden har jeg lige meldt mig til næste fryseforsøg, uden den store entusiasme. Jo længere jeg kommer ind i det her shit, jo mindre håb har jeg... desværre. Og så lige et tip - tag aldrig til møbelmesse i Bella Centret, hvis der er lidt lavvande på håb-kontoen. Maverne fylder det hele.... til sidst var jeg så træt af det, at min mand (min MAND... he) foreslog mig, at jeg begyndte at tænke på dem som tykke istedet for gravide. Hvis de provokerede mig med deres maver skulle jeg fx. spørge: Tror du ikke du skulle skære ned på fedtet? Eller: Har du hørt om vægtvogterne?
Til jer der ikke forstår ironien - det var selvfølgelig for sjov og bare for at muntre mig op - den slags kunne vi aldrig finde på i virkeligheden... det kunne vi ikke... virkelig! Men i øjeblikket er det altså; Whatever gets me trough the day!
Heldigvis er der også dejlige mennesker, der er gravide - for nu må vi nemlig gerne sige det - ikke Rikke? Og der er ikke noget der gør mig gladere. Faktisk skal jeg se to dejlige gravide kvinder på onsdag og jeg GLÆDER mig. Selvfølgelig håber jeg også, at det smitter - bare en lille smule!
Var til to jobsamtaler i fredags - de synes jeg var overkvalificeret og ville have for meget i løn... så... heller ikke meget håb der. Desuden er der tale om meget ufleksible stillinger og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal parre det med behandlingen. Især fordi de var meget OBS! på om jeg snart ville have børn. Så. Øv.
En positiv ting har jeg dog at skrive i dag. Lindenberg skrev til en på sin side; at så længe man har gode æg skal man ikke give op... så jeg giver ikke op... endnu!
ps: I går var der præcis to uger til min fødselsdag - jeg går MEGET op i min fødselsdag. Så jeg tænker, man kan ikke være for tidligt ude, hvis man gerne vil have mange tillykker på dagen. Så nu ved i det! pps: Min fødselsdag varer som regel i omegnen af tre- fire dage... ppps: Til jer der ikke normalt kommenterer - i må gerne sige tillykke på min fødselsdag. Altså d. 5. juni. Om ca to uger. Min fødselsdag! ppps: Hvis nogen skulle have lyst er det da sådan, helt rimeligt og fair og i orden, hvis i gerne vil være tidligt ude og sige tillykke allerede nu..... nej? Sikker? Nå, nej men ok så venter vi bare. 5. Juni så!?
Saturday, May 21, 2005
Skal vi hjælpe ham til at blive klogere piger?
Kære Soesterlystig,
Ja, jeg har selv to piger og mistet et barn. Ja, jeg har fire børnebørn og to bonusbørn. Men også to af mine nærmeste, som har brugt stort set alle deres penge gennem en lang årrække for at søge at få de børn, som de ønsker sig så brændende.
Børn er dejlige - ingen tvivl om det, og det er naturligt og selvfølgeligt, at mange ønsker sig børn. Det kan jeg forstå, at du også gør, og jeg kan ikke se andet end at jeg argumenterer for at mænd og kvinder som har sygdom/ikke fungerende organer må have en berettiget forventning om at disse må kunne afhjælpes i det offentlige sygehussystem, så de kan få børn.
Jeg anbefaler at man passer godt på sin krop og værner den med omtanke så man ikke får skæbnetunge sygdomme og jeg anbefaler man får børn i en ung alder, da mulighederne så er langt bedre, men jeg en en forståelse for at det ikke al tid er muligt.
Jeg er ikke helt klar over, hvordan du kan udlede, at jeg skulle synes, at netop du selv er skyld i din situation, så det må du gerne uddybe. Jeg er ked af at have såret dig - det er ikke bevidst. Jeg vil gerne blive klogere, og det håber jeg, du vil hjælpe mig med.
Med venlig hilsen
Niels Jørgen Langkilde
Ja, jeg har selv to piger og mistet et barn. Ja, jeg har fire børnebørn og to bonusbørn. Men også to af mine nærmeste, som har brugt stort set alle deres penge gennem en lang årrække for at søge at få de børn, som de ønsker sig så brændende.
Børn er dejlige - ingen tvivl om det, og det er naturligt og selvfølgeligt, at mange ønsker sig børn. Det kan jeg forstå, at du også gør, og jeg kan ikke se andet end at jeg argumenterer for at mænd og kvinder som har sygdom/ikke fungerende organer må have en berettiget forventning om at disse må kunne afhjælpes i det offentlige sygehussystem, så de kan få børn.
Jeg anbefaler at man passer godt på sin krop og værner den med omtanke så man ikke får skæbnetunge sygdomme og jeg anbefaler man får børn i en ung alder, da mulighederne så er langt bedre, men jeg en en forståelse for at det ikke al tid er muligt.
Jeg er ikke helt klar over, hvordan du kan udlede, at jeg skulle synes, at netop du selv er skyld i din situation, så det må du gerne uddybe. Jeg er ked af at have såret dig - det er ikke bevidst. Jeg vil gerne blive klogere, og det håber jeg, du vil hjælpe mig med.
Med venlig hilsen
Niels Jørgen Langkilde
Friday, May 20, 2005
Kære Niels Jørgen Langkilde
Jer er en af de mange, mange kvinder som kæmper for at få et barn. Jeg ønsker ikke noget mere, end at få lov at sætte et barn i verden. Jeg er målløs over, at en mand i din position kan finde på at fortælle mig, at det er min egen skyld, at dette ønske ikke umiddelbart kan opfyldes. Jeg henviser her til den artikel i Berlingske Tidende fra d.9.4.2005 hvor du giver udtryk for dine holdninger til fertilitetsbehandling.
Min mand og jeg har forsøgt at få børn i årevis. Desværre har jeg en sygdom, der hedder Endometriose. Sygdommen er skyld i at mine æggeledere har lukket sig sammen og derfor kan jeg ikke blive gravid på naturlig vis. Denne sygdom er der rigtig mange kvinder der har. Der bliver ikke gjort noget særligt for at finde en årsag eller en behandling der kan løse problemet. For det er jo "kun" en kvindesygsom. Kan du fortælle mig, hvordan det er min egen skyld, at denne sygdom har ramt mig? Eller hvad med min bekendte, hvis blindtarm sprang da hun var 16 år? Hvornår skulle hun være startet med at prøve at få børn? Eller min anden bekendte, hvis mand havde kræft da han var dreng og hvis sædkvalitet derfor er dårlig? Hvordan kan du få dig selv til at kalde det vores egen skyld? Hvis du endelig skal placere skyld ligger den så ikke lige så meget hos mændene, som hos kvinderne. Så vidt jeg ved kan vi ikke på nuværende tidspunkt, på trods af den fremskredne teknologi, klare ærterne selv!
Det er en frygtelig stor sorg, og sorg må du da via dit embede have forstand på, ikke at kunne få børn! Det er en endnu større sorg, konstant at møde manglende forståelse og fordømmelse fra omverdenen. Det er tragisk, at vi ligefrem bliver modarbejdet, fordi vi ønsker os noget så banalt, som at få børn.
Og - ja, jeg har en lang uddannelse og det har min mand også - for da jeg var ung var det det jeg fik besked på - også af politikerne - tag en uddannelse, vent med børnene! Nu får jeg skæld ud for at have gjort præcist, hvad samfundet dikterede jeg skulle gøre! Jeg får skæld ud fordi jeg som kvinde ikke kan det en kvinde skal kunne - få børn - jeg får at vide, at det er min egen skyld!
Jeg gætter på, at de mennesker der har disse holdninger(inklusive dig selv) har jeres på det tørre. I har sikkert alle børn, måske også børnebørn - og så er det jo så nemt at sidde der med en strittende pegefinger og fordømme, og gøre livet svært for dem, der ikke kan. Jeg tænker det må være uvidenhed, der får dig til at udtrykke disse ting. Jeg håber det. For en mand i dit embede - burde han ikke have empati, forståelse og evne til at sætte sig i andres sted? Til at forstå andre menneskers smerte. Min smerte er stor - jeg bærer den i mit hjerte, men det føles som et åbent sår. Jeg har det med hvorend jeg går. Det samme har min mand og rigtig mange af vores medmennesker. Du skal vide, at du gnider salt i vore sår, med dine udtalelser, du gør vores smerte værre!
Med venlig hilsen
Soesterlystig
infertil
Min mand og jeg har forsøgt at få børn i årevis. Desværre har jeg en sygdom, der hedder Endometriose. Sygdommen er skyld i at mine æggeledere har lukket sig sammen og derfor kan jeg ikke blive gravid på naturlig vis. Denne sygdom er der rigtig mange kvinder der har. Der bliver ikke gjort noget særligt for at finde en årsag eller en behandling der kan løse problemet. For det er jo "kun" en kvindesygsom. Kan du fortælle mig, hvordan det er min egen skyld, at denne sygdom har ramt mig? Eller hvad med min bekendte, hvis blindtarm sprang da hun var 16 år? Hvornår skulle hun være startet med at prøve at få børn? Eller min anden bekendte, hvis mand havde kræft da han var dreng og hvis sædkvalitet derfor er dårlig? Hvordan kan du få dig selv til at kalde det vores egen skyld? Hvis du endelig skal placere skyld ligger den så ikke lige så meget hos mændene, som hos kvinderne. Så vidt jeg ved kan vi ikke på nuværende tidspunkt, på trods af den fremskredne teknologi, klare ærterne selv!
Det er en frygtelig stor sorg, og sorg må du da via dit embede have forstand på, ikke at kunne få børn! Det er en endnu større sorg, konstant at møde manglende forståelse og fordømmelse fra omverdenen. Det er tragisk, at vi ligefrem bliver modarbejdet, fordi vi ønsker os noget så banalt, som at få børn.
Og - ja, jeg har en lang uddannelse og det har min mand også - for da jeg var ung var det det jeg fik besked på - også af politikerne - tag en uddannelse, vent med børnene! Nu får jeg skæld ud for at have gjort præcist, hvad samfundet dikterede jeg skulle gøre! Jeg får skæld ud fordi jeg som kvinde ikke kan det en kvinde skal kunne - få børn - jeg får at vide, at det er min egen skyld!
Jeg gætter på, at de mennesker der har disse holdninger(inklusive dig selv) har jeres på det tørre. I har sikkert alle børn, måske også børnebørn - og så er det jo så nemt at sidde der med en strittende pegefinger og fordømme, og gøre livet svært for dem, der ikke kan. Jeg tænker det må være uvidenhed, der får dig til at udtrykke disse ting. Jeg håber det. For en mand i dit embede - burde han ikke have empati, forståelse og evne til at sætte sig i andres sted? Til at forstå andre menneskers smerte. Min smerte er stor - jeg bærer den i mit hjerte, men det føles som et åbent sår. Jeg har det med hvorend jeg går. Det samme har min mand og rigtig mange af vores medmennesker. Du skal vide, at du gnider salt i vore sår, med dine udtalelser, du gør vores smerte værre!
Med venlig hilsen
Soesterlystig
infertil
Wednesday, May 18, 2005
Tilbage til fremtiden...
Faldskærmen er langsomt ved at folde sig sammen og mine fødder nærmer sig blidt jorden. Hverdagen vender tilbage, selvom om den nu spenderes med tituleringen "frue".
Deltager i øjeblikket på et jobsøgningsworkshop. Min sidekammerat har arbejdet som rengøringskone i 22 år, hun kan ikke selv tænde, ej heller bruge PC'en. Hun er bange for at få et job og siger nej til alle de stillinger hun bliver foreslået at søge. Jeg føler mig på ingen måde bedre end hende jeg forstår bare ikke, hvorfor vi bliver sendt til det samme kursus? Jeg har skrevet mere end 200 opfordrede og uopfordrede ansøgninger - jeg er uddannet i kommunikation - jeg kan godt finde ud af at skrive.
Hvad får jeg ud af at sparre med en person der griner højt, hver gang hun bliver stillet et spørgsmål, fordi hun er så usikker på sig selv og fordi hun hellere ville være i fred? Det må da være muligt at sætte mennesker sammen i et lokale, som kan tilbyde hinanden noget - på denne her måde spilder alle deres tid. Jeg forstår ikke systemet...
På fredag skal jeg til samtale hos endnu et firma, som vil udnytte den desperate arbejdsløshedssituation og have gratis arbejdskraft. Jeg føler mig håbløs, taberagtig, ubrugelig og alt mulig andet, som jeg ikke kan definere. Jeg bliver sat i bås med en livsstil, som jeg forsøgte at bevæge mig væk fra med 6 år på universitetet, hårdt arbejde, gode karakterer, godt studiejob.... Og nu sidder jeg her og spørger mig selv; for hvad?
Oveni i det trænger børnesituationen sig på igen. Jeg forventer min menstruation i weekenden og skal igang med frysebasserne - på det område føler jeg også, at jeg spilder min tid. For kommer der overhovedet noget ud af det?
Det var dejligt at blive gift, men det er surt at vende tilbage til hverdagen - jeg håber mit bryllup viser sig at være det vendepunkt i mit liv, som jeg har brug for!
Deltager i øjeblikket på et jobsøgningsworkshop. Min sidekammerat har arbejdet som rengøringskone i 22 år, hun kan ikke selv tænde, ej heller bruge PC'en. Hun er bange for at få et job og siger nej til alle de stillinger hun bliver foreslået at søge. Jeg føler mig på ingen måde bedre end hende jeg forstår bare ikke, hvorfor vi bliver sendt til det samme kursus? Jeg har skrevet mere end 200 opfordrede og uopfordrede ansøgninger - jeg er uddannet i kommunikation - jeg kan godt finde ud af at skrive.
Hvad får jeg ud af at sparre med en person der griner højt, hver gang hun bliver stillet et spørgsmål, fordi hun er så usikker på sig selv og fordi hun hellere ville være i fred? Det må da være muligt at sætte mennesker sammen i et lokale, som kan tilbyde hinanden noget - på denne her måde spilder alle deres tid. Jeg forstår ikke systemet...
På fredag skal jeg til samtale hos endnu et firma, som vil udnytte den desperate arbejdsløshedssituation og have gratis arbejdskraft. Jeg føler mig håbløs, taberagtig, ubrugelig og alt mulig andet, som jeg ikke kan definere. Jeg bliver sat i bås med en livsstil, som jeg forsøgte at bevæge mig væk fra med 6 år på universitetet, hårdt arbejde, gode karakterer, godt studiejob.... Og nu sidder jeg her og spørger mig selv; for hvad?
Oveni i det trænger børnesituationen sig på igen. Jeg forventer min menstruation i weekenden og skal igang med frysebasserne - på det område føler jeg også, at jeg spilder min tid. For kommer der overhovedet noget ud af det?
Det var dejligt at blive gift, men det er surt at vende tilbage til hverdagen - jeg håber mit bryllup viser sig at være det vendepunkt i mit liv, som jeg har brug for!
Monday, May 16, 2005
De perfekte sko til det perfekte bryllup!
ALT var perfekt - en af de, hvis ikke DEN skønneste dag i hele mit liv....
Jeg er nu et "vi" og kunne ikke være lykkeligere.
"All I ever wanted all I ever needed is here in my arms"!!
Skriver mere når jeg har fået armene ned...
Jeg fandt dem!
Jeg er nu et "vi" og kunne ikke være lykkeligere.
"All I ever wanted all I ever needed is here in my arms"!!
Skriver mere når jeg har fået armene ned...
Jeg fandt dem!
Thursday, May 12, 2005
Dagen før dagen...
Og der er 1000 ting der skal nås og gøres og købes...
Jeg vil ønsker jer alle en fortræffelig weekend, jeg forventer at komme tilbage til gode nyheder!! (Lød det som en ordre? Det var det også!)
Når jeg returnerer er jeg blevet kone..........sgu'!
PS: Selvom datoen viser, at dette indlæg er skrevet torsdag - så er det altså skrevet fredag (amerikanertider)!
Jeg vil ønsker jer alle en fortræffelig weekend, jeg forventer at komme tilbage til gode nyheder!! (Lød det som en ordre? Det var det også!)
Når jeg returnerer er jeg blevet kone..........sgu'!
PS: Selvom datoen viser, at dette indlæg er skrevet torsdag - så er det altså skrevet fredag (amerikanertider)!
Tuesday, May 10, 2005
Nok om mine bryster... og farvel til de røde strømper?
Jeg mener - jeg er glad for dem og alt det der... men sååå spændende er de heller ikke:-) I min selvoptagede, mælkekirtelfikserede, skosultne rus havde jeg helt glemt, at min store dag også er en stor dag (eller tæt på en stor dag) for mange af i andre. Der er en hel del af jer, som skal teste i weekenden... uuuuh! I skal vide, at alle mine penge er sat på jer, bookmakerne sagde, at der var gode chancer - så nu er resten op til den enkelte. jeg regner stærkt med, at jeg kan finansiere mit bryllup på den måde. Så jeg stoler på jer - nu er i gravide... m'kay?
Jeg tænkte på om jeg ikke kunne lokke jer til at smugteste? på den måde ved jeg, hvor meget champagne jeg får råd til at bælle på lørdag???
I går fik vi vores ringe og jeg siger jer, at for første gang mærkede jeg det der DYBE sug i maven... jeg skal fan'mer giftes!! Utroligt at en kvinde med over 10 i gennemsnit kan være så husmororienteret, som jeg er i øjeblikket. Havde ALDRIG troet, at min verden skulle dreje sig om giftermål og børn - men der kan man jo bare se... farvel til de røde strømper eller hva'?
Jeg tænkte på om jeg ikke kunne lokke jer til at smugteste? på den måde ved jeg, hvor meget champagne jeg får råd til at bælle på lørdag???
I går fik vi vores ringe og jeg siger jer, at for første gang mærkede jeg det der DYBE sug i maven... jeg skal fan'mer giftes!! Utroligt at en kvinde med over 10 i gennemsnit kan være så husmororienteret, som jeg er i øjeblikket. Havde ALDRIG troet, at min verden skulle dreje sig om giftermål og børn - men der kan man jo bare se... farvel til de røde strømper eller hva'?
Aha...
Min blog var bare gået i strejke over manglen på indlæg - så snart jeg publicerede nedenstående var alt back to normal... frokost!
Div.
Min blog er fucked igen - jeg ved overhovedet ikke, hvad pokker der går galt... Templaten ser ud som den plejer, men mine links og arkiver er PIST væk. Hmmm.
De havde ikke de sko jeg ville have i min størrelse, hvad pokker gør jeg så? Bh'er uden stropper koster en formue - kan man ikke lige så godt lade være med, at tage en på? På den anden side har man jo ikke lyst til at sidde overfor svigerfar med et bart bryst i sovsen...!!??
Manden og jeg er tilbage i Zen, tror jeg fik et anfald af kolde fødder - eftersigende helt normalt.
Masser af dejlige indlæg i blogland, ingen energi hos Søs - ingen spændende indlæg. Kun tomhed og bryllup i hovedet. Bedre end børnelængsel??
Kl. er 14.00 har ikke spist frokost... og hvad med de sko... og undertøj...og.....
De havde ikke de sko jeg ville have i min størrelse, hvad pokker gør jeg så? Bh'er uden stropper koster en formue - kan man ikke lige så godt lade være med, at tage en på? På den anden side har man jo ikke lyst til at sidde overfor svigerfar med et bart bryst i sovsen...!!??
Manden og jeg er tilbage i Zen, tror jeg fik et anfald af kolde fødder - eftersigende helt normalt.
Masser af dejlige indlæg i blogland, ingen energi hos Søs - ingen spændende indlæg. Kun tomhed og bryllup i hovedet. Bedre end børnelængsel??
Kl. er 14.00 har ikke spist frokost... og hvad med de sko... og undertøj...og.....
Saturday, May 07, 2005
I tilfælde af at i ikke skulle have opdaget det ...
Så er storken forsinket:
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=573028/
Tak for jeres søde kommentarer. Vi fik snakket om det, og tudede, og snakkede og tudede igen. Jeg har altid vidst, at han er konfliktsky - men jeg var alligevel noget rystet over graden. Vi har egentlig altid kunne tale lige ud af posen om alting, men i denne her situation har det været en blanding af, at ville beskytte mig, som i siger, og at han simpelthen ikke kunne overskue, at jeg blev ked af det.
Han var godt klar over, at det var galt og var ekstremt ked af det. Freden er genoprettet. Irriterende er det dog, at mens han er taget afsted til den fest vi skulle have været til sammen ligger jeg her med mine tårer og har ondt i hovedet. Hvad er værre end en graviditetsbekendtgørelse i vennekredsen? Tre bekendtgørelser på een gang, hvoraf den ene står lige for at skullle føde... hmmm...
Det er jo ikke det, at de er gravide, der gør mig ked af det, men jeg føler bare, at jeg er blevet ført bag lyset af ham jeg stolede allermest på. At de har gået rundt og hvisketisket og tænkt, at jeg ikke kan håndtere det. Jeg troede jo, at han og jeg var sammen om det her og lige nu, føler jeg mig ret alene.
Jeg må vidst have lidt chockolade... og til storken; vil du så se at få den bagdel med dig! Jeg ved sgu' godt, at der er modvind, men ærlig talt - du kunne vel være taget hjemmefra 5 minutter før?
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=573028/
Tak for jeres søde kommentarer. Vi fik snakket om det, og tudede, og snakkede og tudede igen. Jeg har altid vidst, at han er konfliktsky - men jeg var alligevel noget rystet over graden. Vi har egentlig altid kunne tale lige ud af posen om alting, men i denne her situation har det været en blanding af, at ville beskytte mig, som i siger, og at han simpelthen ikke kunne overskue, at jeg blev ked af det.
Han var godt klar over, at det var galt og var ekstremt ked af det. Freden er genoprettet. Irriterende er det dog, at mens han er taget afsted til den fest vi skulle have været til sammen ligger jeg her med mine tårer og har ondt i hovedet. Hvad er værre end en graviditetsbekendtgørelse i vennekredsen? Tre bekendtgørelser på een gang, hvoraf den ene står lige for at skullle føde... hmmm...
Det er jo ikke det, at de er gravide, der gør mig ked af det, men jeg føler bare, at jeg er blevet ført bag lyset af ham jeg stolede allermest på. At de har gået rundt og hvisketisket og tænkt, at jeg ikke kan håndtere det. Jeg troede jo, at han og jeg var sammen om det her og lige nu, føler jeg mig ret alene.
Jeg må vidst have lidt chockolade... og til storken; vil du så se at få den bagdel med dig! Jeg ved sgu' godt, at der er modvind, men ærlig talt - du kunne vel være taget hjemmefra 5 minutter før?
Rødglødende
Jeg er så rasende på Hr. Lystig lige nu, at jeg næsten overvejer at aflyse bryllup og hele pivtøjet. Det viser sig, at han har holdt flere graviditeter i den nærmeste omgangskreds hemmelige for mig, fordi han ikke kan håndtere, at jeg bliver ked af det! Derfor er jeg i det sidste stykke tid blev overrasket til diverse komsamm'ner, og har ikke haft rum til at reagere...
Jeg har aldrig, ALDRIG været så vred på ham i de 4 år vi har kendt hinanden og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op lige nu.... Kan jeg gifte mig med en mand, som ikke kan håndtere, at jeg bliver ked af det?
Jeg har aldrig, ALDRIG været så vred på ham i de 4 år vi har kendt hinanden og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op lige nu.... Kan jeg gifte mig med en mand, som ikke kan håndtere, at jeg bliver ked af det?
Tuesday, May 03, 2005
Avs min mavs...
Nu blir i skidemisundelige... men altså jeg har lige spist en kæmpeburger (uden rottelort - tror jeg) sammen med Rikke, Frederikke og Stine. Det var skidehyggeligt -de er lige så dejlige i virkeligheden! Men for pokker den der burger, den faldt først ned i maven på cykelturen hjem... så nu har jeg avs i min mavs!
At støtte eller ikke støtte...
Flere af jer har forklaret, hvordan i fik ideen til at starte jeres blogs. Mange af jer var startet på de amerikanske sider, havde så fundet Rikke (eller den anden vej rundt). Det samme gælder mig. Jeg startede for mere end et år siden at læse på Alittlepregnant derfra fandt jeg hurtigt Chez Miscarriage og alle de andre vidunderlige sider, som ændrede mit syn på min egen infertilitet. Ofte drømte jeg om, at der var et sted, hvor jeg kunne finde den samme form for fællesskab, som disse kvinder havde fundet i hinanden. Jeg prøvede uden held på babysiderne, hvor jeg fandt minifællesskaber, som var rigtig gode.
En dag havde Rikke efterladt en kommentar hos Grrl og jeg klikkede på det danskklingende navn. Voila - der var Rikke! Resten af historien kender i.
Jeg er ekstremt glad for vores lille verden. Jeg er herinde hver dag. Det er her jeg får afløb for det der ellers laver knuder i mit liv.
De sidste par dage har jeg dog haft nogle betænkeligheder. Jeg er blevet i tvivl om jeg i virkeligheden selv yder optimal støtte. Det er så vigtigt for mig, at jeg ikke efterlader kommentarer, som gør jer kede af det frem for at hjælpe. Realiteten er jo nok bare, at selvom vi er i samme båd, vil der være situationer, jeg ikke kan sætte mig ind i. Der vil være områder, hvor jeg ikke forstår jeres frustrationer, fordi en lortesituation for jer... måske ville være en drømmesituation for mig - og vice versa. Der har været bemærkninger, efter min mening lidt skarpe kommentarer om, hvordan vi infertile ikke forstår, hvorfor det ikke altid er en drømmesituation at blive gravid. Bemærkningerne gør ondt langt inde i min sjæl - for måske er det sandt. Måske forstår jeg det ikke og måske kan jeg ikke finde ud af at støtte på den rigtige måde. Men jeg føler heller ikke, at jeg bare kan holde mund og lade de mennesker, jeg bekymrer mig om, hænge og flagre, når de er kede af det.
Jeg vil nu være helt ærlig - og jeg er virkelig ked af, hvis det på nogen måde er stødende. Men ja, det er svært for mig, ikke at se en graviditet, som en positiv ting. Jeg har drømt om en "smutter" i 3 år. Derfor er jeg måske ikke skide god til at sige eller gøre det rigtige... Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår kompleksiteten, at jeg ikke forstår bekymringerne. Jeg håber, at i vil hjælpe mig på rette vej, hvis jeg ikke kan finde ud af at støtte jer ordentligt. Jeg håber i vil sige det til mig lige ud?
En dag havde Rikke efterladt en kommentar hos Grrl og jeg klikkede på det danskklingende navn. Voila - der var Rikke! Resten af historien kender i.
Jeg er ekstremt glad for vores lille verden. Jeg er herinde hver dag. Det er her jeg får afløb for det der ellers laver knuder i mit liv.
De sidste par dage har jeg dog haft nogle betænkeligheder. Jeg er blevet i tvivl om jeg i virkeligheden selv yder optimal støtte. Det er så vigtigt for mig, at jeg ikke efterlader kommentarer, som gør jer kede af det frem for at hjælpe. Realiteten er jo nok bare, at selvom vi er i samme båd, vil der være situationer, jeg ikke kan sætte mig ind i. Der vil være områder, hvor jeg ikke forstår jeres frustrationer, fordi en lortesituation for jer... måske ville være en drømmesituation for mig - og vice versa. Der har været bemærkninger, efter min mening lidt skarpe kommentarer om, hvordan vi infertile ikke forstår, hvorfor det ikke altid er en drømmesituation at blive gravid. Bemærkningerne gør ondt langt inde i min sjæl - for måske er det sandt. Måske forstår jeg det ikke og måske kan jeg ikke finde ud af at støtte på den rigtige måde. Men jeg føler heller ikke, at jeg bare kan holde mund og lade de mennesker, jeg bekymrer mig om, hænge og flagre, når de er kede af det.
Jeg vil nu være helt ærlig - og jeg er virkelig ked af, hvis det på nogen måde er stødende. Men ja, det er svært for mig, ikke at se en graviditet, som en positiv ting. Jeg har drømt om en "smutter" i 3 år. Derfor er jeg måske ikke skide god til at sige eller gøre det rigtige... Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår kompleksiteten, at jeg ikke forstår bekymringerne. Jeg håber, at i vil hjælpe mig på rette vej, hvis jeg ikke kan finde ud af at støtte jer ordentligt. Jeg håber i vil sige det til mig lige ud?
Monday, May 02, 2005
Yaay.. tordenvejr...
Og jeg nåede lige inden for døren i tide. Jeg elsker tordenvejr - det passer på en eller anden måde til mit temperament. Men det er en ambivalent kærlighed, for det skræmmer mig altså også lidt.
Da jeg var en 4-5 år gammel var jeg en vinter på kælkebakken med min storesøster og nogle legekammerater. Det var begyndt at blive mørkt, men da det var meget tæt på vores hjem kælkede vi videre. På trods af frost og sne skiftede vejret meget pludseligt og det blev til et frygteligt uvejr. Lyn flænsede himlen og tordenskraldene nærmede sig hastigt vores kælkebakke, som, min størrelse taget i betragtning, var i samme liga som Mount Everest. De større børn begyndte at gå i panik og tog hurtigt benene på nakken. Mine ben var desværre meget små og jeg blev også ligesom lammet - jeg kunne ikke røre mig ud af flækken - ligesom når man drømmer en uhyggelig drøm. Jeg kan egentlig ikke huske, at jeg var bange. Lige pludselig stod jeg bare der - helt alene - i det voldsomme, mørke uvejr. Først da vores nabo kom flyvende ud af ingenting i gummistøvler og greb mig under armen - kunne jeg mærke min angst. Da vi nåede i sikkerhed i vores lejlighed græd jeg lidt, mest for at få opmærksomhed, tror jeg. Bagefter satte jeg mig i vinduet og kiggede ud, mens jeg drak varm chockolade. Når jeg tænker tilbage på den aften føles den nærmest magisk og uvirkelig. Og hvis det ikke var fordi min søster og mine forældre ofte har bekræftet historien for mig, ville jeg tro det havde været en drøm.
Jeg tror lige jeg går ude og tænder op under gryden - det er kakaotid!
Da jeg var en 4-5 år gammel var jeg en vinter på kælkebakken med min storesøster og nogle legekammerater. Det var begyndt at blive mørkt, men da det var meget tæt på vores hjem kælkede vi videre. På trods af frost og sne skiftede vejret meget pludseligt og det blev til et frygteligt uvejr. Lyn flænsede himlen og tordenskraldene nærmede sig hastigt vores kælkebakke, som, min størrelse taget i betragtning, var i samme liga som Mount Everest. De større børn begyndte at gå i panik og tog hurtigt benene på nakken. Mine ben var desværre meget små og jeg blev også ligesom lammet - jeg kunne ikke røre mig ud af flækken - ligesom når man drømmer en uhyggelig drøm. Jeg kan egentlig ikke huske, at jeg var bange. Lige pludselig stod jeg bare der - helt alene - i det voldsomme, mørke uvejr. Først da vores nabo kom flyvende ud af ingenting i gummistøvler og greb mig under armen - kunne jeg mærke min angst. Da vi nåede i sikkerhed i vores lejlighed græd jeg lidt, mest for at få opmærksomhed, tror jeg. Bagefter satte jeg mig i vinduet og kiggede ud, mens jeg drak varm chockolade. Når jeg tænker tilbage på den aften føles den nærmest magisk og uvirkelig. Og hvis det ikke var fordi min søster og mine forældre ofte har bekræftet historien for mig, ville jeg tro det havde været en drøm.
Jeg tror lige jeg går ude og tænder op under gryden - det er kakaotid!
Sunday, May 01, 2005
Den brændende joggingBUSK...
Kære Amocca jeg er kravlet ud bag joggingBUSKEN og har brændt den he he.
Nej seriøst piger, jeg har det bare SÅ meget bedre. Jeg har købt nye, stramme jeans... maven er HELT flad igen og jeg er superklar til at kravle i det store skrud og bælle champagne på mit livs dag! Hvem ved måske kravler jeg om bag joggingBUSKEN igen i morgen, men lige nu er jeg sgu ovenpå!
Det er underligt som man kan gå fra at have fokus så stærkt på at opnå den ene ting i sit liv og til at have det fint med, at det ikke er lige nu. Jeg kan endda se noget godt i, at have min bryllupsdag fri for graviditetskvaler og oppustet mave. At jeg ikke skal gå i seng kl. 22.00 fordi jeg er ved at bukke sammen af træthed. I stedet kan jeg beruse mig i opmærksomhed og danse hele natten med min for lækre MAND (can you believe it) og min lillefis af en nevø. Apropos min lækre mand - da jeg var single, gik jeg og drømte om mr. right, den eneste ene, en lækkerbidsken som var min alene. Jeg troede aldrig min drøm ville gå i opfyldelse, jeg troede jeg var fortabt og alene. Men jeg gav det tid og så stod han pludselig foran mig og syntes, at jeg var Guds gave til menneskeheden. Jeg har fået præcist, hvad jeg drømte om. Han er måske ikke perfekt (og dog) men han er perfekt for mig! Jeg tænker, at nu vil jeg give min anden drøm lidt (mere) tid - og så går den måske også i opfyldelse. Og hvis den ikke gør? 1 ud af 2 er vel også meget godt - eller?
I dag er jeg på toppen - så hvis nogen har tænkt sig at annoncere en graviditet eller noget - så vent lige til i morgen (det gælder i øvrigt IKKE jer piger i blogland - i må gerne blive stanggravide og det kan kun gå for langsomt).
Nej seriøst piger, jeg har det bare SÅ meget bedre. Jeg har købt nye, stramme jeans... maven er HELT flad igen og jeg er superklar til at kravle i det store skrud og bælle champagne på mit livs dag! Hvem ved måske kravler jeg om bag joggingBUSKEN igen i morgen, men lige nu er jeg sgu ovenpå!
Det er underligt som man kan gå fra at have fokus så stærkt på at opnå den ene ting i sit liv og til at have det fint med, at det ikke er lige nu. Jeg kan endda se noget godt i, at have min bryllupsdag fri for graviditetskvaler og oppustet mave. At jeg ikke skal gå i seng kl. 22.00 fordi jeg er ved at bukke sammen af træthed. I stedet kan jeg beruse mig i opmærksomhed og danse hele natten med min for lækre MAND (can you believe it) og min lillefis af en nevø. Apropos min lækre mand - da jeg var single, gik jeg og drømte om mr. right, den eneste ene, en lækkerbidsken som var min alene. Jeg troede aldrig min drøm ville gå i opfyldelse, jeg troede jeg var fortabt og alene. Men jeg gav det tid og så stod han pludselig foran mig og syntes, at jeg var Guds gave til menneskeheden. Jeg har fået præcist, hvad jeg drømte om. Han er måske ikke perfekt (og dog) men han er perfekt for mig! Jeg tænker, at nu vil jeg give min anden drøm lidt (mere) tid - og så går den måske også i opfyldelse. Og hvis den ikke gør? 1 ud af 2 er vel også meget godt - eller?
I dag er jeg på toppen - så hvis nogen har tænkt sig at annoncere en graviditet eller noget - så vent lige til i morgen (det gælder i øvrigt IKKE jer piger i blogland - i må gerne blive stanggravide og det kan kun gå for langsomt).
Subscribe to:
Posts (Atom)