Og sluserne stod vidt åbne...

Indtil i går eftermiddag havde jeg endnu ikke kunne græde den dumme knude, der sad og forstyrrede min fordøjelse, væk.
Om det var fordi min kæreste havde lovet at komme tidligt hjem, men ikke gjorde det. Eller om det var fordi min søster i et kort øjeblik troede hun var gravid ved en smutter (falsk alarm) ved jeg ikke. Men sluserne blev åbnet og salte tårer blev fældet. Hulk blev ytret og både mig og Hr. Lystig fik mascara på blusen.

jeg ved ikke hvorfor, men HVER gang tror jeg, at jeg selv bestemmer, at jeg selv kan styre om jeg vil være ked af det eller ej. Pludselig sniger det sig op på mig, det kommer altid bagfra og jeg bliver fanget i fælden. Bagholdsangrebet er ofte så kraftigt, at jeg bagefter føler trang til at undskylde over for min omgivelser, fordi mine klynk er høje nok til at vælte hele nabolaget. jeg gisper efter luft i flere timer efter, på samme måde som små børn gør det, når de har skreget (ok, jeg har tilføjet lidt drama her).

Men hold da fest, hvor er det godt, når det er overstået. Luften omkring mig er ren og jeg kan spise en yankee bar og samle stumperne af mig selv op igen.
Nu hvor knuden er væk kan jeg endog forestille mig at prøve endnu et IVF-forsøg... måske....

Shiiiiit.....

Her gik jeg i min stille ro og godtede mig over, at jeg rent faktisk fik slæbt føromtalte ende ud i bad, ind til skrædderen, i butikker og hen til kaffebaren med veninden. Kommer hjem, reder sengen, prøver min nye trøje, tænder for PC'en...

Jeg slår så et smut forbi blogland og hvad sker der?

RikkeS giver mig et chock af dimensioner... tjek det lige ud!

Gisp!!!

Kviksand

Jeg har faktisk slet ikke tid til det her. Der er ting der skal ordnes, kjole der skal prøves, sko der skal købes. Men i disse dage føles vores kontor som kviksand. Jeg går herind om morgenen med min morgenmad, tænder PC'en og så forsvinder tiden. hvis du bad mig om at genfortælle, hvad jeg havde gjort med den (tiden - jeg gør ikke frække ting med PC'en - sidespor) så kunne jeg ikke. Jeg er bange for at indrømme det, men jeg tror det har noget at gøre med det her mislykkede IVF forsøg. Jeg er ikke decideret nede, men bare i joggingbuksehumør...
har ikke lyst til rigtigt at se nogen, eller tale med nogen. Jeg er ikke ked af det, jeg er heller ikke glad. Jeg er bare sådan lige her midt imellem - i joggingbukser (Gud forbyde, at de skulle bruges til det de er designet til).

Jeg er sikker på, at hvis mine veninder ikke havde travlt (et liv) så kunne de sagtens hive mig ud af denne funk. Jeg ville være selskabelig hvis de tvang mig til det, jeg ville endda finde det hyggeligt. Der er bare ikke så meget som et gram initiativ i mig lige nu. Derfor er det nærmest uoverkommeligt for mig at tage førnævnte bukser af og få min blegfede bagdel ud under bruseren, og afsted...

Kender i det? Har i det nogensinde sådan? Er jeg fra en anden planet? Er det mon chockolade på min trøje... (hov der røg jeg vidst af sporet igen) Seriøst - er jeg bare for langt ude?

Kom kære venner, lokummet brænder...

Der har været enkelte forespørgelser omkring mit bryllup. I skal da heller ikke snydes for detaljerne.

Jeg har købt mig en kjole. Den består af en corsage i hør med med meget små blondebroderier (så det ikke bliver alt for tøset) og en lang nederdel i råsilke. Den har det de kalder "havfruesnit". Lige nu er den ved at blive syet om, for jeg er en lille skid og man syer ikke tøj til små mennesker. Det specielle ved kjolen, udover at den er flot som bare faen', er at den er 100% økologisk. Nej, det betyder ikke at man kan spise den bagefter, men bare at der ikke er brugt kemi i dyrkningen og behandlingen af stoffet. Frisuren og make up'en er også bestilt. Nu mangler jeg at bestille tid hos en kosmetolog, så jeg kan få gjort noget ved ansigtet og neglene.

Slotsopholdet er booket. Menuen er besluttet. Familien er inviteret. De blev i øvrigt MEGET glade, især min nevø, som er helt syg med bryllupper (ja, pga. vores allesammens Mary)han ringer konstant til mig for at koordinere. Fx. er det jo meget rart at vide, om man kan tisse på et slot. Det bekymrede ham lidt, hvordan man dog skulle lade vandet i dronningens nærvær. Jeg måtte jo så forklare, at det ikke drejede sig om lige det slot. Han har nu lige informeret mig om, at jakkesæt med tilhørende Peter Plys slips er indkøbt, så nu kan vi alle ånde lettet op.

Jeg selv mangler kun at finde sko! Jeg har i flere år været forelsket i et par guldsko fra "Stræk & Bøj", så hvis de stadig eksisterer skal det være dem. Ellers ser jeg det som en chance for at bruge penge på Marc Jacobs eller Vanessa Bruno... det er normalt uden for min rækkevidde.

Hmmmm... vi har ikke bestilt noget musik. Vi bliver trods alt kun 10 personer og det ville jeg alligevel ikke byde et par stakkels musikere. I stedet har vi medbragt musikanlæg, for som min nevø siger med glæde i stemmen; Moster, vi skal danse hele natten!

Jeg mangler i øvrigt også at skrive tale og købe morgengave. Jeg er helt blank, hvad angår gaven. Min kæreste vil have en ting, som holder evigt, men det eneste han ønsker sig er et MEGET dyrt ur... Har i nogle ideer?

Sikke en fest vi har haft....

Nu i nat...

Man kan jo have brug for at køle hovedet lidt ned, dagen derpå.


Tømmermænd! Arrgh! 

Og så matcher den min side...

Min yndlingsdrink....Som Homer Simpson ville have sagt mmmm ... mojito.... mmmm 

Har lige fundet ud af

at Mira har fødselsdag i dag... endnu en grund til at feste!

På bænken med en guldbajer

Dog ikke, men det gik jo desværre som jeg frygtede. Fra i dag er jeg ikke alene arbejdsløs - jeg er også (i modsætning til Britney) uden rogn. Og tøser, i lovede mig en druktur! Desuden har vi jo også glædelige ting som sillingerne og Rikkes lækre unge fra Kina, der skal fejres. Så lad os lige holde en virtuel fest. Sørger i for guirlanderne? Så klarer jeg drinksene. Frederikke, Mira og Sille i er selvfølgelig på alkoholfri cocktails (andre med på den vogn?). Jeg drikker selv Mojitos og Champagne, hvad drikker i? Amocca kan vi bruge din kaffebar, soesterlystigstuen er ikke så stor og du er bedre til at pynte op.

Virtuelle "før-bryllupsgaver" modtages gerne:-) Medbring også gerne lækkerier og snacks. Jeg tænder lige for musikken, i dag er det BIK STOK Røgsystem bare fordi de får mig i tossegodt humør. Lad os så få sparket det her bal i gang.


Så er der fest! 

Udtørrede tårekanaler

Jeg kan ikke græde. Det er dybt underligt, for jeg har konstant en klump i halsen og maven er hele tiden spændt på den der ubehagelige måde, som kun kan forløses af gråd. Men jeg er fuldstændig tørlagt, kan ikke knibe en dråbe ud af øjnene.

At dette forsøg ikke lykkedes, har givet mig en ordentlig mavepumper. Jeg kan mærke, at det er første gang, jeg har været lidt ude på tynd is, i de tre år, det her har stået på. Alligevel tror jeg, at jeg udadtil virker mere hård og afklaret end nogensinde før. Mine handlinger følger, så at sige, ikke mine følelser, hvilket er meget ulig mig.

For en del år siden (7-8 år) havde jeg en slem depression. Jeg havde det rent forfærdeligt og ønskede kun at dø. Gennem hele min barndom og ungdom har jeg været styret af en perfektionisme, der lagt sammen med en lettere dysfunktionel familie gjorde mig sårbar overfor følelsen af nederlag. Jeg følte mig uværdig, hvis ikke jeg klarede alting perfekt. jeg skulle være klogere, smukkere, tyndere... og det endte i en nedadgående spiral med et tempo, jeg ikke kunne styre. Til sidst indså jeg, at jeg havde brug for hjælp, hvis jeg ville overleve. I to år gik jeg i kognitiv adfærdsterapi. Først fik jeg det værre (det troede jeg ikke var muligt) og jeg forsøgte faktisk at tage mit eget liv. Derefter gik det langsomt fremad og jeg fik det bedre og bedre. solen begyndte igen at skinne i mit liv og jeg var heldig, fordi jeg ikke, i den forstand, led af depressioner. Jeg havde haft det, min psykolog kaldte en livskrise, hvor fortrængte traumer skulle bearbejdes og jeg skulle lære at håndtere negative tankespiraler (katastrofetanker: Alt går galt, hvis jeg ikke klarer det her). Derfor har jeg heller aldrig taget medicin ell. lign.

Efterhånden som jeg kom på ret køl og mit liv stabiliserede sig, stillede jeg færre krav til mig selv og de teknikker (som Rikke også taler om) jeg lærte under terapien sidder på ryggraden og jeg bruger dem nu, for det meste uden overhovedet at tænke over det. Jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG ville have det sådan igen, lige meget, hvad der skete. Jeg lovede mig selv altid at tilgive mig selv og huske at være sød ved mig selv. Det virker heldigvis. Og jeg er overbevist om, at ligemeget, hvad der sker i mit liv, så har jeg allerede været på det mørkeste sted man kan være.
Selvom (især) det sidste år har været fyldt med udfordringer og høje hegn, der stadig skal forceres - er jeg stadig et meget lykkeligt menneske. Lykkelig og taknemmelig for det liv jeg har og det husker jeg på, hver evig eneste dag. Infertiliteten vinder ikke over mig - den kan bare komme an. Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at få lov at tude knuden i maven væk - derfor tror jeg, at jeg vil gå en lang tur med den dejligste mand i verden. Bagefter vil jeg lægge mig ned under et tæppe, se en rigtig sørgelig film og i morgen vil jeg vende tilbage og gøre det vi alle må og skal. Leve livet... for better or for worse.

At være marginalundeholdning for guderne ...

Endnu engang får de sig et godt grin deroppe i det høje. De griner så voldsomt, at deres kinder bliver røde og lårene ømme af alle de klask de får.

Lad os se lidt på, hvad det kræver at blive ufrivillig underholdningspapegøje for de ypperste. Det handler i høj grad hele tiden om at holde sig til marginalerne. Først skal man, som minimumskrav, have svært ved at blive gravid. Dernæst skal man være én af de få (ca. 2-5%) der aborterer efter at have set hjerteblink mindst to gange, sidste gang i 11. uge. Det hjælper i høj grad, hvis man lige har et (eller to) mislykkede fryseforsøg bag sig.

Hvis man har disse kvalifikationer, har man en rimelig god chance for at komme i betragtning. Men det der får alvor skaffede mig tjansen var da jeg, efter en negativ test i forgårs, testede svagt positivt i går - og begyndte at tænke, at jeg nok havde taget fejl og alligevel var gravid. Det lyder selvfølgelig ikke særligt kvalificerende i sig selv og det er det heller ikke. Det der slog hovedet på sømmet, var da jeg i går eftermiddag begyndte at pletbløde. Nu kan man så tænke, nåh ja, men mange pletbløder i starten af en graviditet. Meeeen jobbet er nu alligevel mit, for i dag startede de blodrøde floder for alvor og testen viste negativ. Nu kan i nok regne ud, at jeg scorede mig jobbet, som nar. Man får godt nok ingen løn og der er heller ingen frynsegoder... men det er dog et job! Og endda i fornemt selskab.

Jep!

Hjemmetesten var negativ - men det er i bund og grund ligegyldigt. Jeg vidste det jo godt, min krop havde fortalt mig det. Jeg prøver at holde hovedet højt her på min sidste arbejdsdag. Men var igennem den sædvanlige ynkelige time med min dejlige kæreste, i morges: "Vil du stadig giftes", "jeg har gjort noget forfærdeligt og bliver straffet" osv. osv. Det gode er, at når jeg så har været igennem det, så er det ligesom overstået og jeg kommer på en eller anden måde videre derfra. Det er ligesom et mærkeligt ritual vi skal igennem hver gang. Jeg er stadig meget ked af det - men jeg tror egentlig jeg er mere bange. Bange for, at det heller ikke lykkes ved det 3. og sidste forsøg - for jeg tror ikke jeg kan blive ved...

Adoption er ikke en mulighed hos os - sådan er det bare. Så hvis det ikke lykkes med behandlingen ser vi frem til et liv uden hente og bringe i vugger og børnehave, store børnefødselsdage med lagkage og lys, første skridt, første kærester, første smækken med døren og "dumme mor", børnebørn, bryllup... you name it! Hvordan gør man det. Hvordan lever man sådan et liv? Det er jeg slet ikke programmeret til.

Nu vil jeg tænke på kaffe, champagne, kolde fadøl og rødvin på min bryllupsdag!

Just for the record

Jeg er oprigtig talt glad for at have mødt jer tøser... virkelige eller ej! I er sgu et dejligt, opmuntrende selskab når det hele bliver lidt svært. Af hjertet tak!

Super dejligt med en kaffebar i området, i er altid velkomne til at tage kaffen med og kigge et smut forbi soesterlystigstuen.

Ps: Sille! Jeg vil høre mere om sillingerne, jeg ved godt, at man er MEGET træt... men jeg er egoistisk og vil vide mere... så skriv!

Passér gaden... intet at se her

Det var egentlig meningen, at jeg ikke ville skrive noget før jeg blev i bedre humør. Men sandheden er nok, at det bliver jeg ikke lige de næste par dage. Jeg kan mærke, at min menstruation er på vej og er gået fra at tude til at bande heftigt.

Det er det forbandede håb, man kan bare ikke lade være. Hver gang siger man til sig selv "drop forventningerne", "lad nu være med at sætte dig selv op til noget" - men jeg kan sgu´ ikke. Jeg tror på, at nu sker det - nu bliver jeg mor - hver eneste gang!

Ellers er jeg ok - skal bare lige have lov til at bande lidt endnu.

Pessimismen længe leve...

Jeg er overbevist om, at jeg ikke er gravid. Ved hvad du vil sige Rikke; positive tanker! Men jeg kan bare ikke i dag. Sidder her på mit arbejde og har lyst til at skrige. Det hele kommer tilbage til mig nu, følelsen af uretfærdighed. Jeg skulle være gået på barsel på næste mandag, i stedet kommer jeg til at stå med en negativ graviditetstest i hånden. Den gode gamle "du fortjener ikke at blive mor, så derfor bliver du det aldrig" hviskes konstant i mit øre af en lille rød djævel på min skulder.

Endnu engang går man her og venter, selvom kroppen så tydeligt giver besked om, at håbet er forgæves. Jeg gider ikke mere. Hvor er ringen? Jeg vil gerne af med et håndklæde ...

Har i hørt det...?

Britney er med rogn! Hrmpf!!

juhuuuu...

Hvor eeeeeeeeeeeeeeeeer i? Jeg keder mig!

Nu hvor vi taler om tvillinger ...

Det lader til, at Sille skal have et par og det synes jeg er helt vildt fantastisk. Tillykke Sille.

Flere af jer har stillet mig spørgsmålet: "Hvorfor kun ét æg"? Og jeg har lige så stille ormet mig udenom et svar, hver gang. Sandheden er, at hr. Soesterlystig er helt syg for at få tvillinger og gerne ville have to æg op. Sandheden er også, at hvis vi får tvillinger kommer jeg til at bære byrden alene i en lang periode, fordi det er ham der tjener pengene. Det tror jeg ikke jeg kan. Det klinger måske mærkeligt, når vi i den grad ønsker os børn. Men jeg har oplevet tvillingeforældre på tæt hold og jeg har bare erkendt mine egne begrænsninger. Derfor kun ét æg.

Jeg har stor beundring for jer der tør tage chancen og jeg er helt sikker på, at i er af en anden støbning en jeg er og derfor nok skal klare det i stiv arm. Hvem ved, måske ændrer jeg mening hen ad vejen (det gør jeg nok) Men tvillinger - det er ikke for mig lige nu.

Da dum da dum...

Ville sådan ønske, at jeg havde noget intelligent at blogge om....... men det har jeg ikke! Ikke udover at jeg igen vågner om natten for at rage mig selv på brysterne. Hvor underligt er det. Hvorfor om natten? Fordi jeg da jeg var gravid ikke kunne ligge på maven fordi mine bryster var ømme og derfor vågnede jeg, hver gang jeg vendte mig om. Nu vågner jeg så fordi de ikke er ømme.... jeg har jo sagt det.... jeg er tosset! I øvrigt er det alt for tidligt at kunne mærke noget som helst - så bed mig ligge om at klappe hesten, vil i...

Ellers ikke så meget nyt. Drikker vand, mere vand, endnu mere vand og så juice og så cacao... og så tisser jeg. Sådan kan man få sine dage til at gå med så mange interessante gøremål.

Vakuum

De næste to uger kommer til at snegle sig afsted. Det værste er, at jeg stopper på arbejde samme dag, som jeg skal have taget blodprøven. Hvis blodprøven er negativ, er jeg altså både arbejdsløs og ugravid... SÅ får jeg nok brug for lidt opbakning piger!

Præmiehøne med rod i reproduktionen

Ja, vi kan da i hvert fald slå fast, at jeg er frugtbar. 11 ud af 13 æg var befrugtet 9 var flotte nok til at bruge. Så jeg har igen fået status som præmiehøne på klinikken. Jeg har tænkt meget over om jeg skulle deltage i den debat, de foregår om kunstig befrugtning i øjeblikket, men sandheden er; jeg orker simpelthen ikke. Jeg orker ikke at forsvare mig overfor mennesker, som synes de er bedre end mig eller tættere på Gud, fordi de uden problemer kan få børn. Jeg finder dem arrogante og intolerante.

Jeg har meget svært ved at forstå, at min sygdom ikke accepteres på linie med alle andre sygdomme. Min afmagt forstærkes blot ved tanken om, at man ikke ønsker at afhjælpe et problem, som rent faktisk kan afhjælpes, fordi visse mennesker føler, at deres sans for moral og etik er mere "rigtig" end alle andres. Det kalder jeg selvhøjtidelighed og det giver jeg ikke en fløjtende fis for. Det allermest slående er, at disse mennesker aldrig selv har haft problemet og derfor er det bare for nemt. Tænk hvis jeg var imod kemo, bare fordi jeg ikke er (Gudsketakoglov) ramt af en sygdom der kræver det? Hvor er solidariteten blevet af? Ingen, INGEN der selv har stået med et uopfyldt ønske om at få et barn kan mene, at det er et luksusproblem. Til alle dem, der mener, at jeg bare skal adoptere kan jeg kun sige: Hvorfor adopterer du ikke selv? Det står dig frit for... og der er så mange børn i verden der har brug for dig, hvorfor så overhovedet prøve at sætte flere børn i verden? Det må vel være lige for alle.

Skov- og natur styrelsen gennemfører massiv kampagne for at få infertile ud i Danmarks skove...

Ej - jeg skal nok lade være med at træde mere rundt i det - fik mig dog et billigt grin og det er vel også noget værd...

I får lige en hurtig up-date, for jeg ligger stadig i sengen. Som sygeplejersken sagde til mig i går "du er bare ikke skabt til at få taget æg ud" og hun har helt ret. Jeg får det skide dårligt hver gang, får mange smerter og kaster op i stride strømme. Denne gang var jeg ovenikøbet syg i forvejen og jeg fik taget 13 æg ud! Det gør nas, for at sige det i firser termer. Jeg vender frygteligt tilbage når der er status på befrugtning...

Kender du typen ...

Man kan næsten se på ham, at han er indestængt. Selv når han sidder der på bænken og i princippet er afslappet, kan man se den indre uro. Han tripper uden at trippe. Vi står på samtidig, men han presser sig ind foran, som om han er bange for at gå glip af den bedste plads, i den næsten tomme bus. Der er to minutter til vi, efter køreplanen, skal afsted - han er allerede begyndt at stirre på sekundviseren på sit armbåndsur - nu tripper han faktisk - rent fysisk - med fødderne.
Et sekund over køretid og bussen er ikke kørt endnu, men vores buschauffør lægger roligt an til afgang. Han er helt rød i hovedet, rasende. Han rejser sig og råber; " Sig mig er det ikke meningen du skal køre nu"... Vores chauffør siger; "jo" og træder på pedalen. Han sætter sig ned med en selvtilfreds mine, han er ligesom lettet. Han har fået afløb. Vi står af samme sted og han sætter i løb over vejen.

Det samme gentager sig hver morgen ...

Mavefornemmelser ...

Jeg synes jeg begynder at kunne mærke, at jeg har æggestokke. Jeg vidste det jo godt i forvejen da jeg adskillige gange har set dem under skanningerne. Meeeen det bliver da i den grad bekræftet lige nu. Til jer der har ønsket mig tillykke vil jeg sige tak, men 15 æg er ikke nogen garanti. Sidst mente de der var 12, men der blev kun taget 8 ud og ud af de 8 blev fem befrugtet.... Dog håber jeg, at der kommer en hel stak ud af det - så vi kan få nogle i fryseren.

Udover æggene, har sommerfuglene nu også meldt deres ankomst. Jeg er spændt, nervøs og bange. Selvfølgelig håber jeg, at jeg bliver gravid og føder 9 mdr. senere, uden problemer. Men jeg er samtidig bange for at håbe for meget. Jeg har sådan en underlig tvangstanke der går ud på, at det er farligt at være alt for optimistisk - for så er det, at himlen pludselig dratter ned i bærret på én. Og det går heller ikke at være for heldig, for det er en sikker indikation på, at noget går galt undervejs. På engelsk kalder man det vidst et jinx - jeg er bange for at jinxe et potentielt, lykkeligt udfald med min optimisme. Hvis nogen nu synes jeg er tosset, så er det nok fordi - jah, at det er jeg.

Æg post påske

Ca. 15 stk. ligger og godter sig i mine hårdtprøvede æggestokke på trods af cyste m.m. Tre dage yderligere på sprøjten, ægløsende sprøjte onsdag, æg ud fredag, æg forhåbentlig op søndag... here we go!

Ellers ikke noget nyt, udover solskin og 18 (ATTEN!) graders varme. Sidder på balkon og nyder det i fulde drag, sammen med tungmetal og andet godt fra gaden. I morgen står den på messe, hvor jeg skal styre min egen stand - endelig noget sjovt på arbejdsfronten. Synes vinterens tunghed langsomt løsner sit greb om mit sind og lader glade Søs få plads - dejligt!