Øhm... i dag med lettere fornærmet prinsessemine..

Måske er jeg paranoid - det er meget muligt, eftersom alt bare går i ged lige i øjeblikket. Men jeg begynder at tage det lidt nært, med alle de hentydninger, der er rundt omkring på bloggene mht. for meget snak om mørke - og ikke at tage fat ved roden af problemerne. Derfor vil jeg lægge stedet her øde for en tid. For her ER mørkt i lystigland og sådan er det bare. Jeg vender måske tilbage, når fremtiden begynder at tegne sig i det fjerne! Ses;-)

Skumring

Det viser sig at Lystig residensen kun var nået til skumring - mørket har puttet sig endnu tættere omkring os end før... kan ikke skrive detaljer... men det er IKKE fedt! I morgen for et år siden faldt den første sne og jeg husker det med fotografisk skarphed:

sne

Vi er ikke kommet et skridt videre... eller måske er vi, jeg har bare ikke klarsyn eller overblik til at se det lige nu.

Nu vil jeg ligge helt stille her i mørket og håbe på det holder op med at gøre ondt... og, at det for Guds skyld snart bliver lyst!

Det er altid mørkest lige før daggry...

Ja, det siger man jo, men nu vil jeg så gerne spørge, hvor fanden bliver det daggry af? Jeg venter og venter mens jeg hele tiden støder ind i hårde kanter, som jeg ikke kan se i mørket. Stik mig en lommelygte for jeg har brug for noget lys.

Hvor pokker gik håbet hen - hen hvor troen er?

Er det i øvrigt kun mine veninder, der bliver gravide i første hug?

Hjælp!

Bare til referat:

Jeg har altså ikke givet op endnu!!

Selvinfektioneret småmasochisme (på en ikke-seksuel-forstået-facon)...

Eller på godt dansk: Selvpineri??

Hvorfor læser jeg stadigvæk med i min gamle terminsgruppe her 17 dage før 1-års jubilæet for min udskrabning (men hvem tæller dage?)?? Hvorfor sidder jeg her med stress baseret feber og snot i hele fodbolden og tæller juleaftener og fødselsdage uden barn? Hvorfor insisterer jeg på at læse om alle de piger, der blev gravide ved deres 1. ivf forsøg, for derefter at få en dejlig sund unge ni måneder efter? Er der en grund til, at jeg har styr på, hvor længe vi havde prøvet at få børn da vores venner, som for nyligt blev forældre, mødte hinanden? Tror jeg det hjælper noget? Nej? Men som en eller anden småbesat, selvdestruktiv tosse, gør jeg det alligevel... Og det er ikke det værste - det værste er, at jeg simpelthen ikke kan lade være med at gøre det. Jeg kan ikke lade det ligge og leve fremad... jeg lever bagud. Jeg fylder mit hoved med det der kunne have været, fremfor det der er. Jeg torturerer mig selv med min sorg og mine tab.

"Giv nu slip" - lyder rådene, "det hjælper dig jo ikke"... "nu må du tænke fremad, og ikke sidde fast i fortiden".

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne slukke for mit hoved. Simpelthen trykke på en kontakt og gå i sort. Få alle de angstbefængte og destruktive tanker ud af mit liv. Jeg ønsker tit, at jeg bare kunne være halvdum og sorgløs - så jeg ikke tænkte så forbandet meget over alting - HELE TIDEN!!! Men jeg ved ikke, hvordan man gør det. For jeg har altid været sådan en, sådan en der tænker for meget og bekymrer sig om hver eneste lille detalje og som piner sig selv med det.... Selv mens jeg skriver det her bekymrer jeg mig om, hvorvidt jeg nu er for ærlig, om i nu tænker, at jeg er vanvittig... At i opdager, hvor mærkelig jeg i virkeligheden er.

Men.....Og nu kommer afrundingen - for sådan en skal der jo være - en morale - en "de levede (alligevel) lykkeligt til deres dages ende"... Jeg tror bare det er sådan her jeg er! For mig er livet en konstant lærestreg. En proces. Jeg kan ikke ikke leve, hvis detaljerne ikke bliver gennemgået, analyseret og bearbejdet. Jeg kan ikke komme igennem problemerne, hvis jeg ikke får lov til at gennembanke dem og stoppe dem ned i hjernens store alfabetiserede arkiv. Hvis jeg ikke gør det, så ligger de og roder rundt - således er der en hvis lavpraksis i al denne hamren mig selv i låget med teoretiske katastrofer. En vis sortering der gør, at JEG kommer igennem livets fortræffeligheder (her taler vi både om de gode og de fuldstændigt afskyelige). Navlepillende... you bet! Men det er navlepilleriet, der giver mig styrken til at være medmenneskelig, det giver mig styrken til at være der for andre mennesker. Det får mig slet og ret igennem dagen. Der er ingen universel sandhed - det handler bare om at fortsætte og gøre det så godt som man kan.....