Min moster var ufrivilligt barnløs. Det var hun i en tid, hvor der ikke var så meget andet at stille op end at acceptere. Da jeg var barn undrede det mig altid, at de var sådan lidt reserverede - hun og min onkel. Jeg har altid været meget intuitiv og jeg fornemmede meget tidlig en aura af en stor sorg omkring min moster og onkel. Ikke desto mindre var de pragtfulde mennesker, meget lattermilde - meget normale. De havde to dejlige hunde og levede meget tæt på naturen indtil min moster døde ret pludseligt af en svulst.
Min svigermor var også ufrivilligt barnløs - hun og min svigerfar ville ikke acceptere at leve uden børn så de adopterede to af slagsen (heldigvis:-)). De skulle egentlig i gang med hormonindsprøjtninger - men dengang skulle du ind på hospitalet og have en indsprøjtning dagligt. Det kunne min svigermor ikke holde ud. Jeg tror det var lettere at adoptere dengang, når hun fortæller om det lyder det i hvert fald som om det gik stærkt.
Således har jeg kendt og kender stadig mennesker der på hver deres måde har accepteret og levet med at være infertil. Ingen af disse mennesker har været unormale eller haft en unormal adfærd. Alligevel havde jeg da jeg var yngre en opfattelse af barnløse som forstyrrede, desperate, utilregnelige og småfarlige. Når de ikke kunne få deres egne børn - så måtte der bestemt være fare for at de kidnappede andres børn. Måske er det derfor jeg i starten følte trang til at skjule min barnløshed - jeg var bange for hvordan de andre ville opfatte mig - jeg skammede mig måske endda lidt. De sidste par dage, hvor jeg ikke har været så mobil, har jeg set mindst 7 afsnit af forskellige krimiserier og b-film, der handler om hvordan barnløse kvinder (og mænd) er så desperate, at de udvikler sig til yderst skræmmende, halvpsykopatiske monstre, der er villige til at gøre hvad som helst for at fingrene i hvilket som helst barn. Og - når de så endelig har barnet, så kan de jo ikke finde ud af at passe det og det bliver på allergrummeste vis misrøgtet - for det var jo ikke meningen fra starten, at de skulle have de børn.
For at sige det mildt: Det PISSER mig af! Det er simpelthen for nemt at udstille en helt gruppe mennesker på den måde fordi man fra starten har fået noget helt galt i halsen. Det pisser mig af, at vi gennem medierne opdrages til at tro det værste om barnløse. Det pisser mig allermest af, at denne diskurs genfortælles om og om igen så tingene ikke ændrer sig, så vi stadig føler skam og føler, at vi må skjule os og lide i stilhed.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
15 comments:
Jeg tror helt klart du har ret i at myten om "den utilregnlige" barnløse stadig eksisterer i bedste velgående. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige at den er endnu mere udbredt idag end på vores forældres tid. Jeg har som du også kendt barnløse blandt familien og blandt mine forældres venner. Jeg tror det var meget mere accepteret den gang og man blev ikke udelukket fra fællesskabet af den grund. Jeg kan ihvertfald ikke huske at de blev betragtet som underlige. De var ligeså meget en del af vores liv som dem med børn.
Idag er man meget mere marginaliseret hvis man ikke har børn. Det hænger nok sammen med det faktum at mange flere kvinder får børn end tidligere, men de får bare færre børn pr. kvinde end tidligere og defor er fødselstallet faldet. Derudover er det jo efterhånden et stort projekt at få et barn og derfor er et der større mentalt gap imellem dem der har børn og dem der ikke har.
Vi lever desværre i en tid hvor det at få børn er meget mere afgørende end det nogensinde har været for at kunne være "normal" i samfundet som sådan. Bad luck for us....
tjaa.... jeg har også set et par af de film du snakker om - men tror dog heldigvis jeg er sluppet for dem efter vi selv blev barnløse...
myten lever uden tvivl stadigt. Men det er vel desværre kun op til os barnløs at punktere den? der er ihvertfald ingen andre der gør det - det er helt sikkert...
Nu har jeg gået og tænkt over dit indlæg det meste af dagen. Og jeg er kommet op med et bud på hvorfor det er sådan.
For nogle år siden var der en lille pige, der blev myrdet på en legeplads fredag aften. Det var ufattelig tragisk og uforståeligt. Efter at medierne havde svælget i tragedien i noget tid begyndte der at komme læserbreve, hvor forældrene blev anklaget for at være uforsvarlige, fordi de ville lade deres lille pige være ude til kl. 22 fredag aften.
Man kan godt diskutere om små børn bør være hjemme tidligere, men under alle omstændigheder mener jeg at et barn bør kunne være ude på alle tider af døgnet uden at risikere voldtægt og mord. Men jeg tror at mange havde lyst til at placere et ansvar et sted. Eller måske endnu mere, de havde lyst til at kunne sige til sig selv "det ville aldrig ske for os, for vi er ansvarlige forældre, der ikke lader vores børn være ude så sent". Så kan de sove om natten igen.
Hvad har det så med barnløshed at gøre? Jeg tror - og det er bare en teori - at det er nemmere for folk at forholde sig til at "nogen skal bare ikke have børn, derfor får de ikke nogen", end at det kunne være sket for dem selv. At hvis skæbnen havde villet det anderledes havde de ikke selv haft deres guldklumper.
I stedet siger folk altid om hinanden at de har "fortjent" deres graviditeter og børn. På den måde er det ikke tilfældigt og urimeligt og hårdt og alt muligt, næ det er bare fordi de er bedre mennesker end os, og dermed bedre forældre, og så går kabalen op igen.
Jeg ved ikke om det gav mening, det jeg skrev, men jeg tror bare, at folk meget gerne vil finde en grund og årsag, og at barnløse er psykopater som ikke kan finde ud af at få børn, det passer jo ganske smukt i de fertiles hoveder.
Jeg er godt klar over, at jeg generaliserer nu, og at jeg er lige så fordomsfuld som det jeg prøver at beskrive, men det er heller ikke fordi ALLE er sådan, men det kunne være et bud på hvorfor nogen er.
Jeg faldt lige over denne blog i forbindelse med lidt research om infertilitet, da det kom op i en diskussion på Uni. Det Solsikke skriver, tror jeg absolut ikke, er en generel holdning - heldigvis. Min opfattelse er, at den største del af fornuftige mennesker af hjertets godhed føler med infertile mennesker! Indtil man selv når det punkt, hvor det bliver tid til at forsøge at blive gravid, for de der nu ønsker børn, er det nok ikke en overvejelse, man gør sig, om man nu kan få børn eller ej. Men når tiden nærmer sig, får man pludselig indblik i, hvor hårdt et arbejde, det egentlig er for mange at blive gravide. Jeg selv er lige startet på projektet og har da en gemt angst for, at det ikke vil lykkes.
Janteloven hersker klart i Danmark, men det synes jeg ikke, den form for darwinisme som "survival of the fittest" - nogle skal bare ikke have børn - gør! Alle jeg kender har på nært eller fjernt hold haft infertitlitet inde på livet, og selvom man ikke kan sætte sig rigtigt ind i det, før det sker for een selv, så gør det et hårdt indtryk på alle - i hvert fald kvinder. Og langt de fleste mener heldigvis også, at medicinvidenskaben skal hjælpe til, hvor den kan. De, der ved egen hjælp bliver gravide, er da lykkelige for det. Men jeg tror helt ærligt ikke, at de peger fingre af dem, som ikke kan selv. Tanken om ikke at kunne have fået de børn er nok, som Solsikke nævner, fuldstændig uudholdelig, den rammer lige midt i hjertekulen. Så det er nok en forsvarsmekanisme at være bedrevidende, som Solsikke skrev i forbindelse med drabet på den lille pige. Men jeg tror ikke, det kan sammenlignes med infertilitet. Det kan man jo absolut ikke selv have indflydelse på, og alle har på et tidspunkt gjort sig overvejelser om, hvorvidt man nu selv er i risikogruppen eller ej. Og det er måske derfor, det er så hårdt for de infertile? At der er ikke rigtigt noget/nogen at bebrejde? Det kan der måske være i enkelte tilfælde, men med vores monokultur i Danmark, hvor vi alle holder mere eller mindre samme livsstil, kan det ske for hvem som helst. Jeg har endnu aldrig hørt nogen forældre give udtryk for, at de har fortjent deres børn, mens andre ikke har. Tværtimod oplever jeg, at den glæde, de føler ved at få børn, er så stor, at de mener, det er en menneskeret at opleve!
Så alle I kære infertile kvinder på nettet, endnu ved jeg ikke, hvordan min frugtbarhed ser ud, men jeg vil gerne slå til lyd for, at den modstand som I ofte giver udtryk for måske bunder i, at folk, der ikke har været igennem jeres følelsesmæssige forløb på egen krop, ikke kan sætte sig ind i det. Men dermed ikke ensbetydende med, at de ikke føler med jer! For det er vi mange der gør, men I må selv give udtryk for, hvordan man kan udvise den respekt, som I fortjener.
Mht. medierne, så har de jo nogle klare skabeloner for, hvordan man opbygger en historie - eventyrsformen med gode/onde, hjælpere/modstandere osv. osv. Det er en "salgsteknik" alle journalister lærer, men desværre kan alle ikke se igennem fingre med det, når det vises på tv. Dette er dog ikke ens betydning med, at medierne - især TV2, Ekstrabladet og den dur - er udtryk for alle danskeres holdning! Langt fra. Jeg tror, Amocca har ret i, at I selv må punktere myten. For hvis man, som Solsikke selv er bevidst om, begynder at generalisere omkring andres manglende indfølelse, så vil der måske opstå modstand, da angreb ikke altid er det bedste forsvar...
Vi oplever stort set alle modstand i form af sygdom og sorg, men hvad man ikke har følt på egen krop kan jo ikke "kategoriseres" fuldstændig følelsesmæssigt. Derfor er debat og ærlighed plus åbenhed så vigtig for forståelse - og det lyder til, at mange af jer søger den.
Kære Sanne
Jeg ville så gerne at du havde ret - men efterhånden som man som infertil til stadighed støder ind i kvinder med 1,2,3,4 osv. børn som fortæller en at "hvis det havde været dem havde de accepteret at de ikke kunne få børn", så begynder man sq nogen gange at tvivle....
Det der næsten er værst er, at vi faktisk ikke (i den politiske korrektheds navn) har "lov" til at være kede af det eller sørge - for vi har jo ikke "mistet" noget påstår de kloge... Vi har heller ikke ret til at fortabe os i vores sorg og elendighed og uduelige fiasko som kvinde - for "der er jo så mange andre der har det værre..." og "det hele drejer sig jo heller ikke om dig"....
Nu er jeg tilfældigvis 100% åben om min infertilitet - men jeg kan godt forstå at mange ikke er - for det gør sq ondt at få at vide at man er "hysterisk opslugt af det der behandlingshalløj" eller at man ikke skal klage sig over hormonerne for "man har jo selv valgt det"....
Men nogle gange giver vi sikkert også en utilregnelig-vibe fra os - jeg er da fx ret sikker på, at jeg får et vanvittigt glimt i øjet når folk med 2,4 børn fortæller mig, at de altså havde sex midt imellem 2 menstruationer og så blev de gravide... "nøøøøj, virkelig? så det vil sige, at de sidste 2½ år, fjernelsen af mine æggeledere og cyster, behandlinger og hormoner osv kunne have været undgået????" IDIOTER! Men sådan er der stadig folk der reagerer - og så man alt efter dagens humør jo rette dem mere eller mindre civiliseret....
På gode dage bliver det en fin længere forklaring - på dårlige dage bliver det et spørgsmål om hvorvidt dedumpede biologi i folkeskolen....
Nå, det blev en længere smøre. Hvad jeg gerne ville have sagt var, at jeg ikke tror at "de fleste føler med os" - de har deres på det tørre og kan ikke forestille sig hvordan det ellers kunne være.... derfor bliver fertilitetsdebatten i danmark også altid med omdrejningspunktet "luksusproblem - hvorfor skal skatteyderne betale?" *suk* Den diskussion har vi haft såååååå mange gange - kig tilbage i enhver af vores gamle indlæg og du finder noget omkring det....
Kære Amocca
Selvfølgelig skal skatteyderne betale jeres behandling! Det bliver jo åbenbart taget for givet, at barnløse glædeligt betaler skat til andre kvinders fødsler, vuggestuer, børnehaver, skoler, børnetandlæger osv. osv. Alle betaler til danske børn, så alle skal have mulighed for at få børn!
Luksusproblem, tjah, for mig at se er intet et luksusproblem, hvis man ikke selv har indflydelse på det. Næh, luksusproblem er, når selvsamme patroniserende politikere får livsstilssygdomme af at have levet det søde liv - lidt for længe.
Jeg kan godt se, at I har det svært, og at det selvfølgelig er en meget følsom debat. En klog mand (måske var det Johs. Møllehave?) definerede engang sorg som, "en tilstand hvor man ikke kan komme af med sin kærlighed til et menneske, og hvor man ikke kan modtage kærlighed fra det menneske". Den definition passer for mig at se meget godt i jeres situation, for selvom der endnu ikke er tale om et bestemt menneske, så tror jeg da, I har den kærlighed til "jeres barn", men den låser sig fast, når barnet lader vente på sig? Det er da klart en sorg! Det er måske bare svært for grandvoksne, rødvinselskende, cigarrygende, konservative, magtelskende og mandlige politikere at se. Men vi er heldigvis nogle velmenende humanister tilbage, som stadig forsøger at forstå - det lyder meget venstrefløjsagtigt, det er det nu ikke. Held og lykke til jer alle.
Kære Sanne,
Jeg vil gerne takke dig for dine skønne indlæg. Jeg tror det er meget svært for os at forklare de fordomme vi møder alle mulige steder i hverdagen, fordi de gør så ondt på os. Vi bliver lammede. Derfor fylder fordommene også ofte mere end de søde, forstående og empatiske mennesker - som dig - og som der heldigvis er flest af.
Jeg reagerer personligt meget på de myter der fortælles i samfundet om infertile kvinder - for det er myterne, der har størst indvirkning på de mennesker der er omkring os, det er myterne der får visse mennesker til at reagere med angst og manglende forståelse. Sådan er det sikkert for mange mennesker, som har alle mulige former for problemer - ingen tvivl
om det. Tak for en god debat - det er balsam får sjælen, når mennesker "udenfor" viser, at de forstår - eller prøver at forstå så godt de kan.
Søs
Hmmm...ja, det giver stof til eftertanke. Indtil for 5 år siden ville jeg ikke have børn. Mit syn på folk, der ikke havde eller kunne få børn var udelukkende positivt. De er mennesker som alle andre. Børn er ikke alt!
Så ændrede jeg mening. Nu ville jeg gerne have børn, men de kom så ikke bare. Så begyndte jeg selv at se den sorg, som mange af dem havde. Før forstod jeg ikke. Og tænk hvilken beslutning det er at acceptere, at man ikke kan få børn og heller ikke vil have nogen!
Så kom heldet til mig og jeg fik et barn og nu forstår jeg slet ikke, hvordan man kan fravælge børn. Så er man altså lidt underlig. Så finder man aldrig helt ud af, hvad livet er. Og man har altså også nogle meget underlige (urealistiske!!) meninger om, hvordan børn skal være og opdrages. Jeg er ikke stolt af det, men sådan har jeg faktisk tænkt, når jeg møder folk der ikke vil have børn, selvom jeg selv har været en af dem. Jeg syntes bestemt ikke at børn var særlig fede at være sammen med - svinende, lugtende og larmende. Møder jeg sådanne mennesker i dag, så har jeg da ondt af dem!
Og mon ikke det er der noget af det kan komme fra? For mig at se er der en verden til forskel mellem folk der ikke vil have børn og folk, der ikke kan få børn. Dem, der ikke vil er underlige og dem der ikke kan, ja, de bliver det nok? Det er jo et spørgsmål om, at vi kan identificere os med hinanden og når børnene nu uundgåeligt fylder hele ens liv, så søger man nok mere sammen med andre familier med børn og dermed udelukkes dem uden. Det er jo lidt besværligt og de forstår ikke helt og hvad tænker de nu???
Jeg syntes det er skide spændende, men for fanden hvor er det dog svært at formulere!
Jeg kan også huske de barnløse "damer" der fandtes i min barndom. De var ikke spor normale - eller var det de andre voksne og deres syn på de barnløse, der gjorde dem anderledes?
Jeg har også altid følt at jeg var lettere suspekt qua min barnløshed. Jeg har bare svært ved at finde ud af hvor meget der skyldes omverdenen og hvor meget der skyldes mig selv og mine egne følelser.
Set udefra, må vi da indrømme at det ser sindsygt ud, når man forsøger sig med et halsbrækkende IVF forsøg for 6. til 10. gang. Når jeg siger halsbrækkende, er det kun fordi, det er hvad omverdenen tror. Der er aldrig nogen som har villet tro på mig, når jeg siger at IVF slet ikke er så slemt som mange gør det til.
Vi er allerede dér gjort til halvgalninge. Og vi er måske selv lidt skyld i det?
En ting er, hvad vi er villige til at gennemgå på vores egne kroppe - en anden ting er at blive udråbt som kidnapper og børnemishandler... Det er det jeg reagerer på - om vi er halvtossede.. hmm.. måske.. men ikke psykopater!
Søs
Jeg må da indrømme at jeg nogen gange i et splitsekund har tænkt på om man ikke 'bare' kunne stjæle en unge - specielt hvis den så rigtigt sød ud. Men det bliver jo den sindsyge tanke. Mon ikke det er der filmindustrien får ideerne fra? Det meste af hvad filmene handler om er jo blot sindsyge tanker.
Ved de fleste ikke godt at virkeligheden ser meget anderledes ud? Der er jo ingen som stjæler børn i Danmark, hvorfor skulle nogen så tro at vi gjorde?
Men det skaber stadig en myte om, at vi er nogle sære tosser!
Du rammer lige på kornet med hvad jeg oplever ved det du skriver Kaja: "Så er man altså lidt underlig. Så finder man aldrig helt ud af, hvad livet er. Og man har altså også nogle meget underlige (urealistiske!!) meninger om, hvordan børn skal være og opdrages."
Jeg forstår godt at du er træt at hvis folk kommer med "gode råd" til din måde at opdrage børn på, men er du ikke det ikke uanset om det er folk der har børn eller ej? Bider du bare ikke mere mærke i det når det er folk uden børn der kommer med de "gode råd"?
Selv holder jeg mig langt fra på nogen måde at kommentere andre folks børneopdragelses-metoder, det gjorde jeg også før jeg blev barnløs. Det er sprængfarligt stof :-)
Det bekymrer mig meget mere at du siger at man uden børn aldrig finder ud af hvad livet er. Det er lige præcis den holdning jeg mange gange støder på og den er absolut ikke rar.
Det er den ikke fordi:
1. Man føler at man ikke bliver betragtet som "rigtig voksen" hvis man ingen børn har. Det kan godt være ret belastende når man nu er "godt oppe i årene".
2. at man i situationer som intet med børn har at gøre ikke bliver taget alvorligt.
Jeg forstår godt at det er en stor ting at få børn (det er jo derfor jeg selv kæmper så hårdt for at opnå det). Og jeg forstår godt at man måske ændrer sig personligt og ændrer vaner i forbindelse med at få børn.
Men det irriterer mig når folk der har børn synes de har patent på hvad der er meningen med livet og rent ud sagt ikke giver en tøddel for hvad man som "barnløs" har af erfaringer og meninger uanset at erfaringerne/meningerne ikke har noget med børn at gøre.
Det får mig til at føle at jeg i nogle børnefamiliers øjne er mindre værd som menneske fordi jeg ingen børn har....
Alle de ovennævnte ting kommer ved siden af det faktum at man også generelt begynder at føle sig udenfor når alle omkring en efterhånden har børn. Uden at den følelse er fremkaldt af andet end det at folk omkring en får børn og ikke nødvendigvis noget de har gjort eller sagt.
Derudover vil jeg sige at det kan være svært at skelne om folk ikke får børn fordi de ikke kan eller fordi de ikke vil.
Selv er jeg dybt undercover med min situation som infertil og inddrager ikke nogen i behandlinger osv. Faktisk giver jeg overfor de fleste der spørger til det udtryk for at jeg selv har valgt ikke at have børn endnu.
Det gør jeg simpelthen fordi jeg ikke har overskuddet/modet til at gøre rede for den efter min mening meget private situation det er at være barnløs i behandling.
Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Jeg bliver osse møg irreteret, når de i Nyhederne fortæller at den fattige bliver mere fattig også viser de filmklip af hjemløse. Der er altså andre fattige mennesker end de hjemløse. Vi ser helt almindelige ud i gadebilledet, vi bliver ikke vist. Man kan kun være fattig når man er hjemløs.
Post a Comment