Eller på godt dansk: Selvpineri??
Hvorfor læser jeg stadigvæk med i min gamle terminsgruppe her 17 dage før 1-års jubilæet for min udskrabning (men hvem tæller dage?)?? Hvorfor sidder jeg her med stress baseret feber og snot i hele fodbolden og tæller juleaftener og fødselsdage uden barn? Hvorfor insisterer jeg på at læse om alle de piger, der blev gravide ved deres 1. ivf forsøg, for derefter at få en dejlig sund unge ni måneder efter? Er der en grund til, at jeg har styr på, hvor længe vi havde prøvet at få børn da vores venner, som for nyligt blev forældre, mødte hinanden? Tror jeg det hjælper noget? Nej? Men som en eller anden småbesat, selvdestruktiv tosse, gør jeg det alligevel... Og det er ikke det værste - det værste er, at jeg simpelthen ikke kan lade være med at gøre det. Jeg kan ikke lade det ligge og leve fremad... jeg lever bagud. Jeg fylder mit hoved med det der kunne have været, fremfor det der er. Jeg torturerer mig selv med min sorg og mine tab.
"Giv nu slip" - lyder rådene, "det hjælper dig jo ikke"... "nu må du tænke fremad, og ikke sidde fast i fortiden".
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne slukke for mit hoved. Simpelthen trykke på en kontakt og gå i sort. Få alle de angstbefængte og destruktive tanker ud af mit liv. Jeg ønsker tit, at jeg bare kunne være halvdum og sorgløs - så jeg ikke tænkte så forbandet meget over alting - HELE TIDEN!!! Men jeg ved ikke, hvordan man gør det. For jeg har altid været sådan en, sådan en der tænker for meget og bekymrer sig om hver eneste lille detalje og som piner sig selv med det.... Selv mens jeg skriver det her bekymrer jeg mig om, hvorvidt jeg nu er for ærlig, om i nu tænker, at jeg er vanvittig... At i opdager, hvor mærkelig jeg i virkeligheden er.
Men.....Og nu kommer afrundingen - for sådan en skal der jo være - en morale - en "de levede (alligevel) lykkeligt til deres dages ende"... Jeg tror bare det er sådan her jeg er! For mig er livet en konstant lærestreg. En proces. Jeg kan ikke ikke leve, hvis detaljerne ikke bliver gennemgået, analyseret og bearbejdet. Jeg kan ikke komme igennem problemerne, hvis jeg ikke får lov til at gennembanke dem og stoppe dem ned i hjernens store alfabetiserede arkiv. Hvis jeg ikke gør det, så ligger de og roder rundt - således er der en hvis lavpraksis i al denne hamren mig selv i låget med teoretiske katastrofer. En vis sortering der gør, at JEG kommer igennem livets fortræffeligheder (her taler vi både om de gode og de fuldstændigt afskyelige). Navlepillende... you bet! Men det er navlepilleriet, der giver mig styrken til at være medmenneskelig, det giver mig styrken til at være der for andre mennesker. Det får mig slet og ret igennem dagen. Der er ingen universel sandhed - det handler bare om at fortsætte og gøre det så godt som man kan.....
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
11 comments:
Du er ikke spor mærkelig. Jeg havde også præcise tal på alle de ting - lavede faktisk lange lister. Kontrol freak???
Jeg søgte også efter den mirakkelkur der skulle gøre livet godt at leve - lige nu og med den barnløse situation, som den nu var. Jeg synes at jeg fandt en måde der virkede for mig. Jeg lærte at trække vejret igen. Du kan også finde din egen kur - bliv ved med at lede!
Masser af knusere
jeg tror vi blev adskildt ved fødslen ;)
Har intet klogt at sige - men sender et kram
Kender godt det med at være selvpiner, jeg ynder også at svælge i fortiden og de ting der skulle/kunne have været. Og i hvormange der er blevet gravide og har født imens vi bare har prøvet.
Er det ikke et typisk kvindeligt træk, det med selvpineri?
Helt ærligt og hånden på hjertet, jeg ville ønske jeg kunne give dig min fertilitet. Jeg skal jo ikke bruge den mere. (- ved godt det lyder fjollet!)
kram
Ikke fjollet Mille - bare sødt!:-)
For nylig lavede jeg en lang sammenligningsliste mellem mig selv og kronprinseparret... Og så smed jeg den ud fordi jeg var sikker på at skræmme alle læsere væk med min sindssyge...
Jeg bilder mig ind jeg forstår - og krammer dig derfor en hel masse ;)
PUK
uha - at ha styr på hvor mange man er blevet "overhalet" af ... hvormange har nået at få to, mens vi kæmper for at få den ene vi så gerne vil ha ... at læse med på diverse graviditetsfora - bare for at blive forarget over tråde om, hvor forfærdeligt det er at være gravid - og om hvor forfærdeligt det er at få strækmærker ... jeg ved ikke hvorfor - men jeg gør det også :-/
Kram.
Måske skal du bare fortsætte med det du gør S, accepterer den måde du har valt livet at leve på.
Knus og mange tanker M
Selvfølgelig handler det om at fortsætte så godt vi kan, men lige nu (for dig!) handler det om, at du ikke kan give slip på alt det som alligevel aldrig blev til noget.
Det er pokkers svært at sige farvel til de bristede forventninger, - det er en sorg og du er nødt til at bearbejde den.
Måske netop derfor er det vigtigt for dig at følge med, at tælle dage og videre i den stil. Du er bare ikke parat til at sige rigtig farvel.
Ind imellem har vi brug for at fastholde os selv i smerten, fordi det jo giver os en anledning for at sige: Jeg er ikke mere værd (om end det sjældent er sandheden; for vi er mere værd: Du ER mere værd!).
Jeg tror på, at du nok skal rejse dig fra støvet. Jeg tror på, at du nok skal komme ud på den anden side og endda som et helt menneske - for om du er enig eller ej, så er du vitterlig i kontakt med dine følelser og du giver dem plads.
Det er modigt.
Så tag den tid, det tager!
Kram
Pil endelig "den navle" - for gør du ikke det, bliver du først skør. På sigt vil det give dig styrke :o)
Frederikke skriver det så godt!
De bristede forventninger er en sorg og sorger skal bearbejdes og du gør det på din måde, fordi den fungerer for dig.Det tager den tid det tager,det er en nødvendighed simpelthen.Så bliv du bare ved, du ved det,når tiden er inde til at komme videre.
Medfølende hilsener
evi
Post a Comment