Skal det siges, at jeg faktisk én gang har skrevet et laaangt indlæg ... men det forsvandt gudhjælpemig og med to babyer i huset får man sjældent en chance til. Jer tvillingemødre (Jane:-)) der har skrevet dagbog næsten hver dag har jeg virkelig respekt for - jeg har aldrig tid til noget som helst. I er seje!
Nå, men - hvordan går det så? Tjo - op og ned vil jeg sige. Jeg synes stadig det her er meget hårdt og der en hel del jeg ikke var forberedt på ifht. mine egne reaktioner. Min egen barndom dukker op fra gemmerne og hævner sig - er det egentlig ikke ret uretfærdigt, at man skal lide under det en gang til?? Kolikken er mere eller mindre overstået - ellers sad jeg heller ikke her i levende live tror jeg, for det slog mig sgu næsten ihjel til sidst. Ungerne er som regel ret dejlige bassemanden er mild og sød det meste af tiden og min skønne datter pludrer på livet løs i øjeblikket. Men! Træerne vokser altså ikke ind i himlen - hun har det vildeste temperament... Og jeg har meget svært ved at tackle det - jeg bliver sur og vred på hende og skal virkelig tøjle mit eget temperament til tider. Jeg var absolut ikke forberedt på disse følelser. At, man kan blive så vred og irriteret på en lille forsvarsløs baby. Det gør mig faktisk helt dårlig bare at skrive om det, men jeg må simpelthen være ærlig. For jeg begynder at føle mig lidt ensom med det, og det er noget jeg har svært ved at tale med andre om.
Nogle dage, som i dag, går det for alvor skævt og hun skriger og skriger... helt uden grund. Eller der er jo nok en grund jeg kan bare ikke finde ud af hvad det er. Hun hidser sig op over helt små ting som at sutten ryger ud, maden ikke er der i det sekund hun bliver sulten eller, at hun ikke kan få legetøjet HELT ind i munden. Og så kan hun skrige utrøsteligt i en time pga. det. Jeg hopper nærmest på tungen ind imellem, men INTET stiller hende tilfreds og det gør det meget svært for mig som mor - især når jeg har et andet barn, der også har brug for mig. Nogle gange ender det med, at jeg selv sætter mig ned og bare vræler. På sådanne dage er den eneste tanke i mit hoved: Jeg er en dårlig mor! Disse dage er selvsagt ikke specielt sjove dage...
Jeg har bare helt vildt brug for at vide, at det er normalt det her. At jeg ikke er den eneste der har det sådan? At mit barn ikke er den eneste baby i verden, der ikke blot pludrer, sover og så ellers er yndig resten af tiden??
Jeg ved godt, at det har meget med disse berømte udviklingsspring at gøre, men for fanden, hvor er det svært at imødekomme ethvert lille behov, når man har to babyer, der har forskellige behov eller nogle gange ens behov. I øjeblikket skal jeg kigge på dem hele tiden ellers bliver de kede af det... Hvad gør man?
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
20 comments:
Jeg har ikke tvillinger, så hvad jeg - men altså DET ER RENT FAKTISK HELT NORMALT og nu her med en 2-årig, så kan jeg altså stadig tage mig i at råbe lorteunge af ham og så ellers selv opføre mig som en 4-årige, fordi jeg skal være den voksne og bare slet ikke har lyst til at være det og så måtte der godt være en der kom og var omsorgsfuld, forstående og overskudsmor for både mig og ham. Så er der dage som i dag, hvor vi begge skriger af vores lunges fulde kraft i sjov og ballade og klukker og ler og leger og har det herligt :)
Heh, jeg vil bare lige sige at mine babyer altså heller ikke har læst den der babymanual der siger at babyer er sådan nogen små bedårende væsner der ligger på legetæppet og pludrer sødt :-) Det gør de måske en gang imellem. De kan også være noget så kropumulige og det er bare hårdt. F. eks. gider de næsten aldrig sove mere end max en time af gangen og det er for det meste meget svært at få dem til at falde i søvn efter spisning. Så er de mangge gange i dårligt humør lige indtil næste spisning og så kan jeg også godt blive ret så irriteret og gal på dem.
Godt at høre fra dig forresten :-) Hvem er Jane der skriver dagbog om tvillinger forresten? Den ku jeg da godt tænke mig at læse hvis det er muligt?
Og det der med to babyer der har forskellige behov kender jeg godt. Mine er forskellige både i størrelse og temperement og det mærkes på mange områder. Heldigvis er min mand stadig på barsel ellers tror jeg også jeg var blevet sindssyg og helt ærligt gruer jeg lidt for når han om en måned skal tilbage på arbejde. Hvordan jeg skal klare det ved jeg ikke, jeg håber den indre styrke kommer til mig. At passe to babyer er altså efter min mening et tomandsjob. Når man er alene med to babyer er det bare ikke altid muligt at tilfredsstille deres behov og det er ret svært at kapere. Det er sgu ret stressende at være alene med to hylende babyer....mere stressende end et karrierejob som leder....men det er jo nok en af bagsiderne ved tvillinger, desværre....Det bliver forhåbentlig bedre når de kan underholde hinanden lidt, det skulle jo være en af fordelene...men der er selvfølgelig godt nok laaaang tid til.
Og nu skal jeg nok lade være med at spamme din blog mere :-)
Kære Søs
Jeg ved ikke, om jeg er den rette til at tale om normalt og ikke normalt. Folk står nogle gange i kø for at fortælle mig, at det ikke er ok at have det sådan, men hvad fanden hjælper det, hvis det er sådan, man har det? Jeg elsker mine børn mere end noget andet i denne verden, men de driver mig sgu også til randen af vanvid. Du er i hvert fald ikke alene med at have det sådan. Jeg husker (desværre) mit første år med tvillinger som et af de værste i mit liv. Det må man fx heller ikke sige højt. Jeg var bare aldrig nok for dem. Uanset hvilket overmenneskeligt overskud jeg lagde for dagen, blev konklusionen altid, at det stadig ikke var godt nok. Aldrig slog jeg til. Når jeg selv den dag i dag får lyst til at flygte fra det hele, er det især den følelse jeg gerne vil væk fra.
Beskrivelsen af din datter lyder helt skræmmende bekendt. Tænk, findes der virkelig to af den slags? Vildt!
For mig hjalp det at skrive. Det var ikke så meget af overskud, men det hjalp mig til ikke at miste forstanden. Det hjalp at give plads til og anerkende de grimme følelser og acceptere, at det var sådan jeg havde det. Også når det ikke var kønt.
Men jeg kan mærke, at det giver et stik i mig, når jeg læser dine indlæg. Mange ting har jeg glemt allerede. Og jeg er ked af og ærgerlig over, at du tilsyneladende har det som mig :-(
Nå, men nu til opmuntringen. Du er sikkert dødtræt af, at folk siger, at det bliver bedre, for hvad fanden ved de også om det? Men det bliver bedre. Det gør det faktisk. Der kommer også et tidspunkt, hvor der er flere bedre dage end dårlige dage. Og dage hvor man faktisk føler, at man slår til og måske oven i købet er en helt okay mor alligevel. Det kommer, Søs. Tro mig.
Kærlige hilsner fra Jane
Hov! Hej Mira, det er mig, der er Jane og skriver om tvillinger... :) Du kan besøge os på www.uglehuset.net (ID: guest, PW: uglehuset).
Hej fra Jane
Søde Søs
Du er helt normal!
Men det er en møgsvær følelse, når man bliver sur og irriteret på sit lille uskyldige barn. Og jeg forestiller mig, at det er ekstra svært for os, som har længtes efter barnet - i dit tilfælde børnene. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg føler, at jeg skal være taknemmelig og glad hvert eneste øjeblik, for jeg har jo virkelig ventet på det. Og jeg ved jo, at mange ville give hvad som helst for at have, hvad jeg har...
Men jeg kender ikke en eneste mor, som ikke har haft det på samme måde - altså bandet sit barn langt væk i perioder. Især når kræfterne har været ved at være brugt op. For børnene bliver jo ved med at kræve, selv om man til sidst ikke har mere at give.
Jeg tror, det bedste man kan gøre, at at acceptere de grimme følelser. For hvis man også skal bruge kræfter på dårlig samvittighed og selvpineri, så er der da slet ingen kræfter tilbage til barnet.
Håber det snart bedrer sig hos jer!
Det er altid rart at vide, at man ikke er den eneste! De første tre år var seriøst en leg med masser af overkud, men så kom lillebror til verden :o) En krævende, intens og højtråbende lille trold, der i perioder er ved at tage livet af os begge. Man tænker, hvad fanden gik der lige galt der? Er det os, der ikke forstår at læse ham? Mangler han noget? Jeg fandt en artikel om High Need Babies på http://www.askdrsears.com/html/5/T050100.asp og det er virkelig en præcis beskrivelse af vores lille Magnus. Det tager lidt af den dårlige samvittighed væk og jeg forsøger at se det positive i det. At han kræver sin ret, vil frem i livet, gør opmærksom på sig selv, ikke vil nøjes, men samtidig er så utrolig sårbar og sensitiv, at det er nødvendigt at beskytte ham ekstra. Jeg tror alle mødre har siddet i et hjørne og tudet - ikke nødvendigvis for det, de har gjort, men fordi det er så skide frustrerende at føle sig utilstrækkelig, at man ikke forstår sit eget barn og helt seriøst ønsker det langt hen hvor peberet gror.
Caro
Jeg sværger, at i tøser er min redning! Den ene gang efter den anden hiver i mig op af dyndet lige, når jeg tænker, at nu drukner jeg sgu'!! I er for fede på den absolut skønneste måde man kan være fed på...
Jane, Jeg har læst lidt tilbage inde på din side og ja! Det er faktisk lidt skræmmende så meget vores børn minder om hinanden. Men det trøster mig også meget, da de bare ser enormt dejlige ud:-)
Caro - jeg tror faktisk Sofie er et af de der High need børn - men det jeg er bange for er,at jeg ikke formår at imødekomme hendes behov i den grad det er nødvendigt, når jeg også har lille Willi at tage mig af...
Stort smækkys til jer allesammen!
jeg skulle skamme mig - her har du været mor i snart et halvt år og jeg har end ikke kigget forbi...
undskylder og siger hermed hjertelig tillykke med tvillingerne... har været lidt begravet i mit eget shit i lange tider og har slet ikke touret blogland for at se hvordan det gik med alle folk....
Tak for det Jane - spændende læsning :-)
Godt at høre fra dig, Søs. Du har jo hænderne fulde!
Jeg har jo heller ikke erfaringen med to børn, men dog med hvad jeg selv vil kalde et high need barn. Sådanne børn bliver ofte til high-energi børn med alderen. Det er i hvert fald tilfældet her.
Jeg husker helt bestemt at der var visse tidspunkter hvor det var meget slemt. Specielt da han gerne ville lære at kravle, og igen at gå, og sidst da han tog hul på sproget. I disse perioder har jeg haft en eddikesur unge, som kunne brokke sig fra morgen til aften, hænge på armen eller i skørterne og pive i timevis. For ikke at tale om da han var helt lille og amningen ikke kørte, så røg han op i en spids på nul-komma-fem.
Jeg følte mig som en elendig mor og har været langt ude pga det - mistænkte mig selv for at have en efterfødselsreaktion. Jeg snakkede jo meget med Jane om det og alene det var en stor støtte, men jeg brugte også et tilbud ved sundhedsplejersken om Marte Meo terapi, og det hjalp faktisk rigtigt meget at se på bånd hvordan samspildet var med mit barn. Og hvad der hjalp mest var at jeg følte at jeg aktivt gjorde noget ved det.
Når jeg ser på de kvinder, jeg kender som får det sådan med deres børn, tror jeg at jeg kan se den fællesnævner at vi alle har været pæne piger der altid har kunnet knokle os til ug kryds og snølle (eller hvad det nu hedder). Her står vi så i situationen med nogen specielt krævende børn, for det er de jo, og kan ikke slå til. Det rammer os specielt hårdt fordi vi er vant til at lykkedes med tingene.
Der var en som et tidspunkt sagde til mig: Det drejer sig ikke om at være supermor, det drejer sig om at være en god nok mor. Og det tror jeg du er - god nok!
Som Jane rigtigt siger, så bliver det bedre. Og et gør det ret snart. I takt med at ungerne kan flere ting selv, bliver de mere tilfredse og selvstændige. Men børn som vores vil altid kræve noget mere opmærksomhed. Mit bedste råd er at du skal skaffe dig nogen åndehuller. Jeg ved at det ikke er nemt, men få dig lidt frihed til at komme ud alene uden børn. Bare engang imellem. Så kan man en hel masse igen.
Jeg ved intet om at have børn - men jeg er ganske sikker på, at det er helt normalt, det du oplever, og jeg er sikker på, at du er en dejlig mor for dine unger.
Det var dejligt med livstegn fra dig :-)
Kære Søs
Hvor er dejligt at høre fra dig igen!
Jeg var godt klar over at du havde meget at se til med to små størrelser! Da jeg kun havde min ene lille søde baby, som var så nem med mange ting, greb jeg ofte mig selv i at tænke at det var godt jeg ikke havde tvillinger, for det må virkelig kræve meget at opfylde to babyers behov. Jeg har også haft forfærdelige tanker om at det var forkert at få barn, når jeg ikke hele tiden syntes det var vidunderligt, men syntes også det var svært at tillade mig selv den tanke, når jeg omsider havde fået mit største ønske opfyldt.
Jeg håber at du kan få noget hjælp til at få lidt mere overskud, for det lyder som du har brug for det.
Kærlig hilsen Evi
Jeg må melde mig i koret: Du er hundredeatten procent normal normal normal!
Og jeg ved godt du sikkert tænker åårrrh rand maj dog i r.... når jeg siger det, men:
Det der med ens barndom der kommer op, nej det er ikke for at du skal slæbes igennem igen, det er fordi du får en chance til. Hvad jeg mener, det må vi tale om når vi ses - for du får næppe tid til at surfe tilbage på min blog.
To børn med forskellige behov, begge skal beskyttes, høres, ses og have omsorg og grænser, jeg ved det - de 13 mdr mellem e og s bringer det tydeligt frem. Og derudover, nej der findes ikke to som din datter, men tilsyneladende 3! Det voldsomme temperament hos hende og det milde blide hos ham er også fordelingen herhjemme.
Han er motorisk foran for sin alder og har brug for stimuli, hvor hun er håbløst bagud og "langsom starter" (kærligt smilende sagt og ment) men til gengæld langt fremme i perception og sprog! Og når den ene pseudotvilling ikke har tigerspring så har den anden = INGEN pauser.
Og JO lederjob er vand ved siden af: Jeg er blevet en meget dygtigere og mere effektiv medarbejder siden jeg fik E og S.
Selvom de hverken er tvillinger eller alm søskende men pseudotvins, tænker jeg at det netop med den korte aldersforskel er mange problematikker, der ligner... fra tvillingefamilier.
Og så er der jo nætterne - dem er vi slet ikke nået til at beskrive endnu - selvom jeg er heldig med børn der for det meste sover godt nat som dag. Men sådan har det ikke altid været med Silje.
Som netop nu laver drama fordi hun ikke må lege med vand - hun har stået der i en halv time.
så hej
fra Stina der krammer dig og gerne vil drikke en kop kaffe en dag jeg arb alligevel i dit og tvillingernes kvarter:-)
Kæreste Søs
Først af alt du og dine babyer er vist ganske normale:-)Herefter vil jeg bare sige, HVOR ER DU GOD, at du siger/skriver dig ud af ensomheden. Du er IKKE en dårlig mor Søs, heller ikke når du mister overblikket og bliver ramt af tårene. Det er jo ikke forkert snare tværtimod at reagere sådan.
Du er kun et menneske søde dig.
Hvornår mon du får de nødvendige pauser og pusterum????
Hvis der er nogen, der kan sætte os i kontakt med barndommen er det vores børn. Måske kunne du få redskaber, der kunne give dig overskud, når tårene overmander dig.
Knus og rigtig mange tanker Spirren
Hej igen Søs
Har du bogen 60 videunderlige uger? Bare nu når du siger at du skal sidde og kigge på dem hele tiden... :-)
Den hjalp i hvert fald os...
KRAM
Kære Søs
De sidste to indlæg har ramt lige i hjertet på mig - for jeg har haft det på præcis samme måde. Jeg har også haft det super dårligt og tænkt, at jeg var en rigtig dårlig mor, når min søn skreg eller når han (som han normalt gør) kun sover en time af gangen om natten og jeg af træthed og i afmagt bliver rigtig rasende på ham.
Og jeg skal lige sige, at jeg kun har et barn og tager hatten af for dig og alle andre med tvillinger.
Det er dejligt at du sætter ord på noget, som jeg tror er et stort tabu, men noget som mange oplever.
Mvh. LHM
Kære LHM
Tak for din kommentar. Jeg er ked af at høre, at det også har været hårdt for dig, men glad for at vide, at vi er flere i samme båd. Jeg håber det går bedre hos dig nu? Hvor gammel er din dreng?
Hej Stina
Jo jeg har bogen, som nu blot hedder vidunderlige uger og du kan tro den har reddet min forstand op til flere gange:)
Jeg skal have fundet en dag, hvor du og Frederikke kan komme forbi, men er syg p.t. og derfor går alting lidt langsommere...
Kære Søs
Min dreng er 6½ md. og er gudskelov også kommet over den værste sure periode - han sover stadig elendigt, men det må vel også blive bedre med tiden (og også blevet bedre nu - end før).
Det er dog stadig fedt, at du prikker til tabu'erne om at det ikke nødvendigvis altid er rosenrødt at være mor - heller ikke selv om man har kæmpet for at få barnet/børnene - og at det også er OK.
Jeg har fulgt med herinde hos dig længe og savnede din blog, da den gik i sort i en periode og glædede mig meget over at du "kom tilbage". Vi har kæmpet nogenlunde lige lang tid og har så altså også fået barn/børn nogenlunde samtidig. Det har været dejligt at få lov at kigge ind hos dig og alle de andre dejlige infertile piger - jeg selv valgte at følge med uden selv at deltage (har dog overvejet et par gange - for i har et virkeligt godt forum herinde - og støtter hinanden godt)
LHM
Post a Comment