Vi har det godt!

Tulleprutterne er kommet. De er jordklodens smukkeste og dejligste børn og jeg aldrig i mit liv oplevet noget så fantastisk og så hårdt før... Det er virkelig overvældende - alle følelser er blottet og jeg er mere hudløs end nogensinde... Det er vidunderligt.

Drengen er temperamentsfuld og meget maskulin, tøsen er fin, lille og meget, meget sød - hun smiler allerede hele tiden og har gjort det fra det øjeblik hun kom ud af min mave.

Fødslen var lang og endte ikke optimalt - men ud kom de og de havde det godt hele vejen - det er det vigtigste nu.

Nå, men jeg har ikke så meget tid til at skrive - tulleprutterne vil have mad når de vil have mad. Præcis som deres mor.

Søs som mor...

35+4 Øj, øj, øj....

Underligt, hvordan tiden både kan flyve afsted og stå stille. Dette er nok den mest syrede periode jeg i mit liv har oplevet - jeg går bare og venter på, at mit liv ændrer sig for altid og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forberede mig. Selvom jeg læser mange bøger om emnet og har styr på udstyret (tror jeg??) så ved jeg jo ikke, hvordan det er... hvad man gør... om jeg kan finde ud af det...
Hver dag gennemgår jeg et hav af følelser, lige fra træthed og panik til den ypperste utålmodighed og glæde over det der skal ske om senest 18 dage (som i ATTEN dage). Jeg græder og griner i ét væk og for dælen, hvor er jeg dog forvirret.

Det der med, at man bliver ramt af redebyggerinstinkt... hmm... ja, jeg venter stadig på, at det skal sætte ind. Jeg synes ikke ligefrem det er trangen til at gøre rent, rydde op, lave mad til fryseren og gøre klar der plager mig. Eller - plager mig, gør det måske nok, jeg har bare ikke overskuddet til at gøre noget som helst ved det. Og se - allerede nu føler jeg utilstrækkeligheden håne mig. Hvorfor er jeg ikke superaktiv, som alle de andre højgravide. Bøgerne siger, at det er fordi jeg har to små i maven, som røver al den ekstra energi og at jeg ikke må sammenligne mig selv med singleton gravide - men, selvpiner, som jeg er, gør jeg det alligevel. Det er nu også svært, når alle omkring mig (ikke min søde mand) konstant sammenligner mig med deres veninder eller sig selv, da de var 8 måneder henne: "ja, jeg arbejdede jo til dagen før" - "hun slog græs i 8. måned" - "Jeg tog kun 7 kg. på" etc. etc.

Jeg har altid stillet urimelige krav til mig selv og det er nu jeg skal gøre en indsats for at lægge det på hylden. Ellers får jeg det nok svært de næste 6 måneders tid. Lige nu søger vi efter rengøringshjælp (så hvis nogen kender nogen i hovedstaden....??) for at lette processen lidt.
Ellers går det godt - lægerne roser mig og siger, at jeg er ualmindelig god til at være gravid med tvillinger. Hvilket jo er lidt af en cadeau, når man som jeg har været temmelig udfordret ifht. at blive gravid. Jeg har ingen væske i kroppen og selvom jeg er noget belastet af den tunge mave efterhånden, har jeg ingen nævneværdige gener, udover de helt almindelige. På trods af den store kæmpemave har ingen strækmærker fundet vej til mig endnu - til gengæld tror jeg aldrig mine bryster helt bliver sig selv igen. De lader til at hygge sig med at ligge der på maven og bliver ofte brugt som boksebold af de små. Men hvad mon der sker, når der ikke længere er en mave til at holde dem oppe?? Pyyh... den tid den sorg. Gudskelov, at nogen i sin tid opfandt BH'en.

Nu drømmer jeg om igen at gå i helt almindeligt tøj og at kunne gå en tur uden prust og støn eller smerter nederst i maven. Men allermest drømmer jeg om at holde tulleprutterne tæt ind til mig, indsnuse deres babyduft og kysse dem på maven.

20+4 og helbredet skranter lidt...

Så kom der lidt af en hurdle i denne ellers så fredelige graviditet. En cocktail af stress, høfeber, astma og to små der presser lidt på lungerne har givet mig store problemer med vejrtrækningen og det har indtil videre resulteret i et besøg hos lægen og en eftermiddag på hospitalet. Det har ikke været særlig sjovt - det giver sig selv. Og jeg har været utrolig bekymret for de små kanutter i maven. Men de trives tilsyneladende - de er i hvert fald begyndt at holde mig vågen om natten med deres små puf... Jeg kan ikke lade som om det generer mig, for jeg synes faktisk det er ret hyggeligt. Men det harmonerer ikke så godt med det niveau, jeg skal lægge for dagen på mit job for tiden.

Godt, at der kun er kort tid tilbage, før jeg kan slappe af og hellige mig den store mave, der uden tvivl inden længe tager magten fra mig.

Lige i øjeblikket er jeg yderst misundelig på de smarte slanke piger, der bevæger sig rundt i København iklædt forårsgevandter... Et eller andet skal man jo være misundelig på. Men er du tosset jeg glæder mig til august, hvor vi skal se, hvem det er der gemmer sig derinde.

Det blir'.....

En lille tøs og en lille knægt - så mine egne fornemmleser holdt stik. Alt var perfekt, de var helt som de skulle være....