For Gud ved hvilken gang...

I morgen er det atter tid til den obligatoriske du-er-en-ikkefødedygtig-defekt-udgave-af det kvindelige-køn-blodprøve... Øv for helvede, hvor det føles som et fantastisk spild af dyrebar tid, når menstruationen allerede ER kommet og skredet igen! Og man HAR drukket de første tretten flasker vin og de omtrent 3o termokander kaffe. Og man VED jo godt, at man for fanden ikke er gravid.

Sej, som man så gerne føler sig, står man troligt op hver morgen og tænker "måske næste gang" og lige så troligt følger man reglerne og træder ud i de endnu lyse morgentimer med missende øjne, fordi man SKAL jo nå den blodprøve før man skal på arbejde. For helvede, man synes jo man har det så pissehårdt.

Men i øjeblikket har jeg faktisk ikke så ondt af mig selv, som man måske skulle tro og som måske er mere reglen end undtagelsen. I øjeblikket ser jeg på verdens uretfærdighed: sultende børn, styrtende fly, faldende diger, rasende orkaner og føler mig fandengalemig mere end priviligeret. I disse dage har jeg vidtåbne øjne i forhold til alt det der sker, der hvor enden af min næsetip stopper. Selvom jeg absolut synes, det er i orden at klynke over livets ulidelige lethed engang imellem, er jeg nu også absolut glad for, at klarsynet fra tid til anden også rammer mig.