Mit liv som fisk... i storbyen

Mit hjem er et akvarium. Som de fleste mennesker der bor i byen svømmer jeg rundt foran vinduerne bagved mine planter, som en stribet klovnefisk til skue for de interesserede. Menneskene rundt om mig holder øje med, hvad der foregår i mit akvarium og jeg kan se ind i deres, hvem der skændes, hvem der elsker, hvem der har mange venner, hvem der sover eller hvem der ser pornofilm. Fascineret følger jeg med i deres stumme liv og tænker på deres lykke. Når man ser bort fra de mest åbenlyse tilfælde af ulykkelige synes jeg faktisk, akvarierne emmer af lykke og gode liv. De svømmer rundt og hygger sig med manden, børnene, vennerne eller sig selv. Deres rum ser lyse og glade og dejlige ud. Meget lysere, gladere og dejligere end mine.

Jeg tænker ofte, at de har det meget bedre end mig. At de ingen verdens problemer har. I virkeligheden ved jeg det ikke. Jeg ved ikke hvad de savner. Om de mangler passion, kærlighed, tryghed eller penge. Jeg kan kun se det, der svømmer rundt på overfladen og som hurtigt kan sies for ubehageligheder.

Det undrer mig, at jeg altid tror, de andre har det bedre. At livet er sorgløst uden for mit eget lille akvarium. At deres vand er renere end mit. Selv de mennesker jeg føler mig tæt på har det hele... Jeg sakker ligesom bagud, som en halt hund. Jeg lader det påvirke mig og skære i mit selvværd.

Det mærkelige er, at de sikkert tænker sådan om mig. At jeg lever bag det bedste glas, at jeg har de grønneste planter. At mit liv er perfekt og uplettet. Hvorfor er vi så bange for at lade andre se, at vores akvarie også til tider ildelugtende og fedtet... at vi allesammen engang imellem trænger til at få skiftet vandet ud?