Skæbne, here I come!

Vi skal i gang med IVF4. Jeg venter på cyklusstart, formodentligt her i weekenden. Jeg må indrømme, at jeg på ingen måde har lyst! På det sidste har verden været god og rolig. Der har ikke været nogle katastrofer som sådan i mit liv og jeg er bange for at ødelægge freden. Jeg føler mig harmonisk og energisk og jeg gider bare ikke være ked af det igen... jeg gider bare ikke! Jeg har det næsten altid bedst i pauserne, hvor jeg ikke forfølges af håb og andre galninge... Det tager så lang tid at samle sig selv op fra gulvet, når udfaldet er negativt og der er så mange udsving humørmæssigt. Tendensen til at tænke "er det det værd" bliver større for hvert forsøg. Men sagen er, at det er det jo. Hvis jeg for enden af det her kommer til at sidde med lystigbarnet i mine arme og genkende min mands smil i den lilles øjne.. ja, så er det for pokker da det værd... ikke?