Monday, March 19, 2007

15+2 - vægt!

Så er jeg her igen - jeg ved det, der er gået for lang tid. Men tiden har det med at glide gennem fingrene på mig for tiden - og dog føles den til tider så lang, så lang.

Der sker bare heller ikke det helt store. Jeg er stadig gravid, maven ikke så meget vokser, som ændrer form, synes jeg. Den bliver ligesom mere rund og strittende. Jeg har haft rigtig meget hovedpine og det har bekymret mig en del, men efter jeg er startet med at tage et tilskud af jern har det hjulpet lidt. En anden ting der fylder meget for tiden er min vægt. Jeg lagde jo ud med at tage 4 flotte kilo på de første tre måneder, hvilket jeg synes, kvalmen taget i betragtning var ret godt klaret. Men nu er vægten ligesom gået i stå. Den står og svinger mellem 59.9 og 61 kg. Jeg troede egentlig, at det var nu jeg skulle begynde at lægge mig voldsomt ud... Jeg spiser virkelig meget, men har også nogen gange en fornemmelse af ikke at kunne følge med min krops behov. Desuden er jeg så uheldig, at jeg allerede lider voldsomt af halsbrand, så jeg prøver også på ikke at spise for meget af gangen (selvom det er svært). Tænk - jeg havde aldrig troet jeg skulle bekymre mig om ikke at tage nok på. Jeg var sikker på, at jeg ville stå med det modsatte problem. Selvom jeg derhjemme allerede går under tilnavnet "elefanten" eller "blåhvalen" ... han er sød ikke!!

På onsdag skal jeg til lægeundersøgelse på det hospital, hvor jeg skal føde. Jeg tror jeg skal scannes, men er ikke sikker. Jeg håber det - trænger allerede til at få lidt ro i sindet igen. Ved det, jeg er total langt ude med mine bekymringer... Det meste af tiden tror jeg nu nok jeg er meget afslappet, selvom mine hormoner er begyndt at løbe lidt af med mig engang imellem. Jeg har indtil videre haft et par panikanfald vedrørende mine kommende evner som mor. Men vi har da heldigvis kunnet grine af mig bagefter.

6 comments:

Mira said...

Godt at det skrider frem efter planen og det lyder somom du er glad :-) Spændt på at høre om du får skanningen og i så fald hvordan det går.

Knuser fra Mira

Anonymous said...

Jeg tror din vægtøgning indtil videre er fin nok - nu ved jeg jo ikke hvor høj du er!
Jeg har nogle tal der siger at hvis man er undervægtig, skal man tage i alt 14-15 kg på, normalvægtig 10-15 kg og overvægtig 8-10 kg - og så står der så lige at man skal tage mere på ved tvillinger, men ikke præcis hvor meget. Så jeg ved ikke hvor meget det hjælper...

Anonymous said...

Bare rolig - kiloene skal nok komme, og bebserne tager under alle omstændigheder, hvad de har brug for.

Panik omkring mor-rollen - du er helt normal, søde. Jeg panikker stadig ;-)

Anonymous said...

Søster Lystig, efter fire børn panikker jeg stadig. Gør jeg nu det rigtige, det forkerte osv osv?
Det er helt naturligt:-)

Frøkenhat said...

Hvor er det dejligt at høre, at det går, som det skal.

Vægtøgningen kommer ofte i perioder - vupti, så er der lige kommet et par kilo mere på et par uger, og så sker der ellers ikke noget i lang tid. Jeg tog kun omkring seks-syv kilo på under hele graviditeten - og kan se her bagefter at jeg faktisk har tabt en del af min normalvægt. Og min tøs vejede jo næsten fire kilo ved fødslen - så de skal nok tage det, de har brug for.

Mht moderrollen - se på alle de andre, der har gjort det. Du er jo mindst lige så klog, ressourcestærk og omsorgsfuld som dem, vil jeg tro - så selvfølgelig kan du også. Men man skal jo lige lære det (siger jeg til mig selv, når jeg famler mig frem).

Anonymous said...

Kære Søs

Det lyder da, som om det er, som det skal være med din vægt. Jeg tror ikke du skal bekymre dig om den. Det med hovedpinen kan jeg godt forstå, du ku` blive urolig over. Har du talt med lægen om det? Det kan vel også have noget med blodtrykket at gøre?
Synd for dig at du også døjer med halsbrand. Jeg har desværre ikke noget godt råd mod det.
Jeg håber lægeundersøgelsen er forløbet fint, for den har du vel overstået nu.
Jeg er sikker på du bliver en mægtig god mor. Dine "panikanfald" vidner om at du vil gøre alt hvad du kan for at blive det. Det skal nok blive rigtig godt!

Kærlig hilsen Evi