Overlever!

Et lille pip fra en tømmermændsplaget lystig residens. Fik et par drinks over tørsten i går med gode venner og hr. Lystig og havde det dejligt. Var ude i det pulserende natteliv for første gang i månedsvis og det var rart at mærke, at der er liv udenfor "identitet barnløs".

Vi prøver igen!

tårer, angst og flere tårer ...

Jeg er så ked af det, jeg er så bange... Tænk hvis jeg aldrig bliver mor, tænk hvis jeg skal have det sådan her altid...

Jeg er frygtelig ked af det! Det var tankerne i dag.

Og jeg er stadig festdræber...

Min menstruation er på vej... same old, same old! Jeg er ved at drive mig selv til vanvid med hvorfor spørgsmål, som hverken jeg eller nogen andre kan besvare. Og så tror jeg, at min veninde er gravid. De gik vidst i gang for en måneds tid siden og nu lader det til, der allerede er gevinst...
På en måde er jeg bitter, fuck it jeg ER bitter selvom det jo ikke hjælper en skid! Men jeg synes bare det er fucking MIN tur nu og de springer sgu' over i køen gør de!

Jeg elsker hende og vil hende alt det bedste - jeg vil bare også mit eget bedste og lige nu gør det skideondt på mig, at hun er gravid. De sidste par dage har jeg købt og købt... nye støvler, nye skindhandsker... intet hjælper. Jeg har bare lyst til at finde den første og bedste spade og grave mig ned i et hul! JEG GIDER IKKE DET HER MERE......

Andet og mere

Frederikke har ret der er andet, eller i hvert fald mere i mit dårlige humør. Jeg er fanget i en følelse af dilemma i forhold til mit arbejde og hvis jeg skulle være gravid og samtidig ønsker jeg det så voldsomt... Ambivalensen nager mig hele tiden og da jeg ikke kan overskue nogle af scenarierne ligger jeg bare og vender og drejer mig om natten - i stedet for at sove.

Så jo, der er mere i det end som så. Jeg fortæller hele historien når jeg en skønne dag får tid!

Søsternegativ

Jeg kan lige så godt sige det som det er; jeg er i lortehumør! Synes allerede kroppen giver mig de sædvanlige symptomer på et no go! Jeg bliver desperat ved tanken om, at det heller ikke lykkes denne gang - og det er noget rockerlort!

Så i dag er jeg Søsternegativ - på den negative måde...

Barnløs = psykopat?

Min moster var ufrivilligt barnløs. Det var hun i en tid, hvor der ikke var så meget andet at stille op end at acceptere. Da jeg var barn undrede det mig altid, at de var sådan lidt reserverede - hun og min onkel. Jeg har altid været meget intuitiv og jeg fornemmede meget tidlig en aura af en stor sorg omkring min moster og onkel. Ikke desto mindre var de pragtfulde mennesker, meget lattermilde - meget normale. De havde to dejlige hunde og levede meget tæt på naturen indtil min moster døde ret pludseligt af en svulst.

Min svigermor var også ufrivilligt barnløs - hun og min svigerfar ville ikke acceptere at leve uden børn så de adopterede to af slagsen (heldigvis:-)). De skulle egentlig i gang med hormonindsprøjtninger - men dengang skulle du ind på hospitalet og have en indsprøjtning dagligt. Det kunne min svigermor ikke holde ud. Jeg tror det var lettere at adoptere dengang, når hun fortæller om det lyder det i hvert fald som om det gik stærkt.

Således har jeg kendt og kender stadig mennesker der på hver deres måde har accepteret og levet med at være infertil. Ingen af disse mennesker har været unormale eller haft en unormal adfærd. Alligevel havde jeg da jeg var yngre en opfattelse af barnløse som forstyrrede, desperate, utilregnelige og småfarlige. Når de ikke kunne få deres egne børn - så måtte der bestemt være fare for at de kidnappede andres børn. Måske er det derfor jeg i starten følte trang til at skjule min barnløshed - jeg var bange for hvordan de andre ville opfatte mig - jeg skammede mig måske endda lidt. De sidste par dage, hvor jeg ikke har været så mobil, har jeg set mindst 7 afsnit af forskellige krimiserier og b-film, der handler om hvordan barnløse kvinder (og mænd) er så desperate, at de udvikler sig til yderst skræmmende, halvpsykopatiske monstre, der er villige til at gøre hvad som helst for at fingrene i hvilket som helst barn. Og - når de så endelig har barnet, så kan de jo ikke finde ud af at passe det og det bliver på allergrummeste vis misrøgtet - for det var jo ikke meningen fra starten, at de skulle have de børn.

For at sige det mildt: Det PISSER mig af! Det er simpelthen for nemt at udstille en helt gruppe mennesker på den måde fordi man fra starten har fået noget helt galt i halsen. Det pisser mig af, at vi gennem medierne opdrages til at tro det værste om barnløse. Det pisser mig allermest af, at denne diskurs genfortælles om og om igen så tingene ikke ændrer sig, så vi stadig føler skam og føler, at vi må skjule os og lide i stilhed.

Benene i bøjlerne... igen!

Som sagt 10 æg ud, 9 befrugtede OG delt, af de 9 var 1 lidt utilpas og blev undskyldt! Alt i alt: 2 supersmukke twinners op og 6 på køl!

Hvad skal jeg nu lave?

Poli-8, poli-9, poli-

10 æg udtaget - Søs meget træt, sover hele tiden zzzzzzzzzzzzzz...............

Ååååh jeg brækker mig...

http://www.vg.no/pub/vgart.hbs?artid=292373

Virkelig!! Kendt hinanden i 4 måneder - 3 måneder henne! De er virkelig sure de fucking rønnebær!

Og den gode nyhed er: Fussen er fin ...

Follow up: He he... var der egentlig nogen der troede der skulle stå Fissen er fin?

Okay.. okay... klap lige krikken...

Jeg skriver jo nu ikk? Torsdag bliver den store dag - forhåbentligt! Jeg har nemlig lige været en tosse og er faldet på trappen - så nu er min fod meget stor og meget blå og en lille smule hobbitagtig at se på. Så jeg skal vidst lige en tur omkring skadestuen i aften. Må man overhovedet blive røngtenfotograferet, når man render rundt med en 7-8 sprængfærdige follikler i æggestokkene? Kan det skade?

Typisk mig!

Kick off

Så er den første sprøjte Menopur injekteret. Som jeg skrev i et tidligere indlæg har jeg det temmelig blandet med det hele. Jeg er fyldt til randen med både forventning og angst - men hey sådan er det jo.

Vi har valgt en klinik, som passer til os temperamentsmæssigt og som har en praktisk placering. Desuden har den åbent på tider, der er mere end passende i forhold til vores arbejdsrytme. Så nu er starten gået og vi håber nu bare på at de små follikler vokser sig store og stærke.

Vores valg om at få lagt to æg tilbage (hvis vi er heldige, at der er to æg vel at mærke) handler om simpel optimering af vores chancer. Det her koster alle vores sparekroner og vi har ganske simpelt kun råd til at købe os til de her tre forsøg - derefter er det slut. Jeg er stadig ikke helt på det rene med tanken om tvillinger - men jeg varmer da mere og mere op til det. Nu vil jeg lige lade Sille være prøvekanin og så må vi jo tage det som det kommer... Vi vil jo gerne have nogle børn og hvis det betyder, at de kommer i par - så er det også ok!

Men altså - vi er i gang og eftersom det er en kort behandling ved vi allerede om en måneds tid om det har båret frugt. Så kære venner det er nu alle jeres bønner, chanter, krydsede fingre, overtro m.m. skal i spil! Sæt i gang!

For at køre lang historie kort....

Er vi nu tilknyttet en privatklinik! Starter op inden for et par dage, når cyklus starter. Dette forsøg bliver en af de korte og med to æg op (hvis der er nogen). Fortæller mere senere....

Kommer tid kommer råd

I hvert fald håber jeg, at få et par gode råd i morgen, når vi skal til en indledende konsultation på en privatklinik af eget valg. Det koster KNAPPER! Så her sidder vi og vinker bye bye til bryllupsrejse, nye møbler, ny bil, kørekort til fruen m.m. Men alt det er jo blot materielle goder, som man sir' og vi er mere til de fornøjelser der er skabt af kød og blod.

Men jeg siger jer, at jeg vil ha' den unge og det går allerede alt for langsomt. Lige så snart tiden var bestilt, satte vores utålmodighed ind. Det med utålmodigheden har jeg lidt et had/kærlighedsforhold til: Jeg snylter på det håb det giver mig, som en lille grådig parasit - men det skaber samtidig så meget uro i mit system, så det næsten gør fysisk ondt. Mere end tre år har vi ventet på vores lille tulle..... jeg vil ikke vente længere. Og JA - det sagde jeg med "forkælet-grådig-lille-vestlige-verdens-rigdom-prinsesse-stemme". Og hvis jeg ikke får det jeg vil have, kan jeg faktisk godt gå hen og blive temmelig besværlig - så er det sagt!

Og så: til en up-date

Der har ikke været så forfærdelig meget nyt i den lystige residens på det sidste... Vi har taget beslutningen om at gå privat, fundet en læge og en klinik, skrevet en mail, fået svar - og så gik vi i stå. Vi kan simpelthen ikke tage os sammen til at ringe og sætte tingene i sving. Det handler nok mest af alt om, at timingen bare er så skidt. Vi har p....travlt på job begge to og ingen af os kan overskue, at gå igang igen. På den anden side har vi fundet håbet og optimismen frem igen og vi tror virkelig på, at det vil lykkes - måske endda snart? Så på den side er vi jo helt fremme i skoene og KLAR.

Måske udsætter vi det, fordi vi faktisk lever et godt liv lige nu. Vi kører superego hele vejen og gør præcis det vi vil. Driften er der stadig UDEN NOGEN SOM HELST TVIVL... Men det er svært at tage skridtet. I mellemtiden undgår vi bare komsammen'er med gravide venner, IKEA-ture etc. Skyklapperne sidder stramt om øjnene. Men jeg fornemmer i min mave, at det store slag snart skal stå! Så hæng på, når vi fortsætter sagaen om SuperSøs og den store reproduktionsfest.....

Hurtigere end lyset..

Blev Britney gravid og fødte en unge... Hvor var jeg?

Mit liv som fisk... i storbyen

Mit hjem er et akvarium. Som de fleste mennesker der bor i byen svømmer jeg rundt foran vinduerne bagved mine planter, som en stribet klovnefisk til skue for de interesserede. Menneskene rundt om mig holder øje med, hvad der foregår i mit akvarium og jeg kan se ind i deres, hvem der skændes, hvem der elsker, hvem der har mange venner, hvem der sover eller hvem der ser pornofilm. Fascineret følger jeg med i deres stumme liv og tænker på deres lykke. Når man ser bort fra de mest åbenlyse tilfælde af ulykkelige synes jeg faktisk, akvarierne emmer af lykke og gode liv. De svømmer rundt og hygger sig med manden, børnene, vennerne eller sig selv. Deres rum ser lyse og glade og dejlige ud. Meget lysere, gladere og dejligere end mine.

Jeg tænker ofte, at de har det meget bedre end mig. At de ingen verdens problemer har. I virkeligheden ved jeg det ikke. Jeg ved ikke hvad de savner. Om de mangler passion, kærlighed, tryghed eller penge. Jeg kan kun se det, der svømmer rundt på overfladen og som hurtigt kan sies for ubehageligheder.

Det undrer mig, at jeg altid tror, de andre har det bedre. At livet er sorgløst uden for mit eget lille akvarium. At deres vand er renere end mit. Selv de mennesker jeg føler mig tæt på har det hele... Jeg sakker ligesom bagud, som en halt hund. Jeg lader det påvirke mig og skære i mit selvværd.

Det mærkelige er, at de sikkert tænker sådan om mig. At jeg lever bag det bedste glas, at jeg har de grønneste planter. At mit liv er perfekt og uplettet. Hvorfor er vi så bange for at lade andre se, at vores akvarie også til tider ildelugtende og fedtet... at vi allesammen engang imellem trænger til at få skiftet vandet ud?

For Gud ved hvilken gang...

I morgen er det atter tid til den obligatoriske du-er-en-ikkefødedygtig-defekt-udgave-af det kvindelige-køn-blodprøve... Øv for helvede, hvor det føles som et fantastisk spild af dyrebar tid, når menstruationen allerede ER kommet og skredet igen! Og man HAR drukket de første tretten flasker vin og de omtrent 3o termokander kaffe. Og man VED jo godt, at man for fanden ikke er gravid.

Sej, som man så gerne føler sig, står man troligt op hver morgen og tænker "måske næste gang" og lige så troligt følger man reglerne og træder ud i de endnu lyse morgentimer med missende øjne, fordi man SKAL jo nå den blodprøve før man skal på arbejde. For helvede, man synes jo man har det så pissehårdt.

Men i øjeblikket har jeg faktisk ikke så ondt af mig selv, som man måske skulle tro og som måske er mere reglen end undtagelsen. I øjeblikket ser jeg på verdens uretfærdighed: sultende børn, styrtende fly, faldende diger, rasende orkaner og føler mig fandengalemig mere end priviligeret. I disse dage har jeg vidtåbne øjne i forhold til alt det der sker, der hvor enden af min næsetip stopper. Selvom jeg absolut synes, det er i orden at klynke over livets ulidelige lethed engang imellem, er jeg nu også absolut glad for, at klarsynet fra tid til anden også rammer mig.

Russerne er i lysthuset...

og sikke en fest de holder! Jeg ved det er ulækkert at høre om, men min menstruation er altså gået Bananas. Af hensyn til jer med delikate maver, vil jeg undlade detaljerne. Men lad mig sige det på denne måde: Hvis blod var penge ville jeg bo i udkanten af Dyrehaven på 500 kvadratmeter, have to ponyer i haven og en mindre forlystelsespark med mindst fire karuseller. Desværre er blod IKKE penge - i hvert fald ikke i dette tilfælde, og i så fald, så i hvert fald kun penge der allerede ER brugt - så jeg bor bare her, hvor jeg hele tiden har boet. Her er bare lidt mere ...øhm...rødt!

Egentlig hader jeg når menstruation kaldes for andet end det det er - menstruation...

Her er en liste:

1) Mit lort (må jeg lige sige AD! Lortet kommer lidt længere bagude)
2) Min periode (man kan også blive FOR sart)
3) Det røde (Hippieudtryk)
4) Tante rød (Kvalmende pussenusset)

Nogle tilføjelser?

Uden GPS

Allerede en uge og to dage efter oplægning kom min menstruation her til morgen.
Der er ingen køreplan - bare fremmede gader foran mig. Jeg aner ikke hvor jeg er.... og kan ikke finde rundt i en gulvspand.

TitteBØØH...

Rent faktisk og helt sikkert er jeg her endnu. Stille som en lille bille, sidder jeg her i hjørnet og følger med i begivenhedernes gang. Men doven er jeg - som Yoda ville have sagt (bortset fra at han nok ikke er doven...eller??...Nå, pyt). Det har været en meget mærkelig oplevelse for mig ikke at have noget at bidrage med. I mange år har jeg haft behov for at skrive, formulere og kommunikere ALT. Og nu.... ingenting!??! Ingen lyse ideer i bilen på vej hjem fra job, til fede overskrifter og følelser der skal deles. Ingen energi til at tænke tanker, der er værd at formidle. Bare denne tomhed - som om ordene har forladt mig og der kun er rå virkelighed tilbage. Min hjerne er skrællet for alt der hedder interaktion med det skrevne sprog.

Jeg følger glad med i Rikkernes (også Frede) maver og i Miras insemination, Solsikkes vej mod ICSI, Amoccas gode, rammende og tænksomme indlæg, Gittes pausefisk, Lenes singleliv... osv. osv.

Det føles som om jeg står ved en skillevej. Bagude ligger alt det hårde, som har været hverdag de sidste tre år - en masse nye erfaringer - en masse ny viden - en realitetssans som er blændende. Foran mig ligger et valg. Hvor går jeg nu hen...? En sær, gåsehudsfremkaldende forladthed blander sig med nye venskaber og nye mennesker at blive overhalet af. Da jeg først entrede denne fagre netverden var det fordi jeg søgte ligesindede - det faldt mig ikke ind, at i også kunne blive gravide før mig. At i også kunne få mig til at føle den forladthed. Det er en hård erkendelse. Men en erkendelse som jeg kan mærke giver mig styrke. For selv om realitetssansen er skærpet og har en del skarpere kanter end tidligere - er den på mange måder også befriende. Det er sådan her det er og jeg kan ikke gøre end skid andet end at knibe ballerne sammen og fortsætte med fuld damp fremad. Det er jo for pokker livet vi taler om og mange ting kan man sige om livet - men det lader sig fandeme ikke udsætte.