Ikke tankeløs på den måde, men tankeløs som i; Jeg aner ikke hvorfor jeg tuder lige nu? Jeg har haft en udemærket dag. Jeg har ikke været ked af det. Jeg har ikke oplevet noget trist. Og alligevel blev der lige pludseligt vådt på mine kinder og små pytter på mit skrivebord.
Måske er det fordi, at pigerne på min terminsgruppe så småt er begyndt at føde. Måske er det alle maverne i pastelfarver, der tusser rundt i gadebilledet. Måske er det fordi, at de fleste af dem jeg har fulgt længe (IRL og virtuelt) har en lille en i maven eller på armen nu, men min mave er tom (bortset fra kaffe og knækbrød). Måske fordi jeg kom til at kigge på skanningsbilledet af min lille bønne og tænkte: hvorfor blev du ikke her hos mig?
Er det muligt at savne noget som bare var en lille blop med et hjerte og som man kun har set i sort hvid, som en lille skygge? For det gør jeg. Jeg savner den med hver en lille celle i min krop. Måske er det fordi min fødselsdag nærmer sig og jeg skulle jo være blevet til to lige omkring min fødselsdag. Måske troede jeg, at jeg først ville blive trist på terminsdagen... måske derfor denne overvældende følelse. Lige nu. Tirsdag d. 24. maj 2005 kl. 16.19. Sørger jeg over det der kunne have været.
Secret Love
(P. F. Webster / S. Fail)
Once I had a secret love
That lived within the heart of me
All too soon
my secret love
Became impatient
to be free
So I told a friendly star
The way that dreamers
often do
Just how wonderful
you are
And why I'm so
in love with you
Now I shout it
from the highest hill
Even told
the golden daffodils
At last my heart's
an open door
And my secret love's
no secret anymore
Now I shout it
from the highest hill
I Even told
the golden daffodils
And lost my heart's
an open door
And my secret love's
no secret
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
6 comments:
ÅH,altså...
den der følelse kender jeg så godt!
-Gu´er det muligt at savne sådan en lille blop! -vil nærmere sige at det er umuligt IKKE at gøre det..
Den lille blop var spiren til alt det fantastiske man drømte om, den var omdrejningspunktet i hele drømmen, og som den lå der i sort/hvis som en lille skygge, var den et levende og håndgribeligt bevis på at drømmen var virkelighed...
Vi har (som jeg sikkert har nævnt en milliard gange) også mistet drømmen et par gange, tomrummet er totalt - Det bliver mindre, men aldrig fyldt op!
Det er sørgeligt! -Det er hårdt og drønuretfærdigt!
Alting mister sin "uskyld" når man har oplevet at miste "drømmen"...
før i tiden troede jeg at et håb og en drøm var det samme...
Det er det ikke...
Vi drømmer stadig om et barn, -men vi kan kun håbe på at drømmen går i opfyldelse...
Kæmpe kram til dig!
Jeg kan ikke sige andet end at jeg sidder her og tuder sammen med dig.
Uskylden er for evigt væk, når man har mistet sin spire og det bliver aldrig det samme igen.
Kæmpe knuser til dig
Kære Søs,
Selvfølgelig kan man savne det "noget" der udefra set "bare" er fx en skygge på et skanningsbillede eller et befrugtet æg.
Det "noget" er jo netop ikke bare en skygge eller et æg. Det er den spæde virkeliggørelse af drømmene og forestillingerne. Ventetiden er indledt og med den alle forestillingerne om fremtiden - de umiddelbare fra garderobe over indretning af bolig til orlov fra arbejde, og de mere langsigtede om det lille mennesker der skal vokse op og om livet som familie.
Og så står man pludselig der. Med konfrontationen med tabet. Ikke bare af det fysiske "noget" men af alt det andet, som det var spiren til.
På en måde kan jeg godt forstå, at det for udenforstående kan være svært at forholde sig til sorgen over tabet af noget, der set fra deres synsvinkel ikke har været.
Men for os der står i det selv, har det jo været, og det er et reelt tab. Giv plads til tårene når de trænger sig på, Søs. Uanset om du kan se en ydre udløsende faktor eller ej.
Stine
Jeg tænker på dig...
kram herfra
amocca - uden ord
Åh søde tænker på dig......
Post a Comment