TitteBØØH...

Rent faktisk og helt sikkert er jeg her endnu. Stille som en lille bille, sidder jeg her i hjørnet og følger med i begivenhedernes gang. Men doven er jeg - som Yoda ville have sagt (bortset fra at han nok ikke er doven...eller??...Nå, pyt). Det har været en meget mærkelig oplevelse for mig ikke at have noget at bidrage med. I mange år har jeg haft behov for at skrive, formulere og kommunikere ALT. Og nu.... ingenting!??! Ingen lyse ideer i bilen på vej hjem fra job, til fede overskrifter og følelser der skal deles. Ingen energi til at tænke tanker, der er værd at formidle. Bare denne tomhed - som om ordene har forladt mig og der kun er rå virkelighed tilbage. Min hjerne er skrællet for alt der hedder interaktion med det skrevne sprog.

Jeg følger glad med i Rikkernes (også Frede) maver og i Miras insemination, Solsikkes vej mod ICSI, Amoccas gode, rammende og tænksomme indlæg, Gittes pausefisk, Lenes singleliv... osv. osv.

Det føles som om jeg står ved en skillevej. Bagude ligger alt det hårde, som har været hverdag de sidste tre år - en masse nye erfaringer - en masse ny viden - en realitetssans som er blændende. Foran mig ligger et valg. Hvor går jeg nu hen...? En sær, gåsehudsfremkaldende forladthed blander sig med nye venskaber og nye mennesker at blive overhalet af. Da jeg først entrede denne fagre netverden var det fordi jeg søgte ligesindede - det faldt mig ikke ind, at i også kunne blive gravide før mig. At i også kunne få mig til at føle den forladthed. Det er en hård erkendelse. Men en erkendelse som jeg kan mærke giver mig styrke. For selv om realitetssansen er skærpet og har en del skarpere kanter end tidligere - er den på mange måder også befriende. Det er sådan her det er og jeg kan ikke gøre end skid andet end at knibe ballerne sammen og fortsætte med fuld damp fremad. Det er jo for pokker livet vi taler om og mange ting kan man sige om livet - men det lader sig fandeme ikke udsætte.

Sat på plads af universet...

Ud af 5 æg havde 3 overlevet - ingen havde delt sig videre. Alle tre røg op... håbet røg ud. Selv lægerne og Hr. Lystig var pessimistiske denne gang.

Fejrede fiaskoen med en tunsandwich. Well.

Tro, håb og kærlighed på lifesupport

Første skaninng: Alt så glimrende ud som sædvanligt. Stort, fint æg i højre æggestok parat til action! Slimhinde helt perfekt. Så jeg junkede mig med pregnyl i aftes og ægoplægningen bliver i denne uge!

Jeg spurgte i øvrigt om det kunne betale sig for os ovehovedet at fortsætte. Hun så på mig som om jeg var skør - "betale sig" sagde hun med det ene øjenbryn oppe under håret - "under 10% af vores besøgende har så flotte æg som du. De bliver simpelthen ikke flottere. Du har allerede været gravid en gang. Det er et spørgsmål om timing og tid - du skal nok få et barn". Det var som om brosten blev løftet fra mine skuldre og håbet mageligt faldt på plads i min sjæl, efter at have stået på tæer i et par dage og vippet. Troen står nu også og banker på vinduet - men jeg tør ikke helt lukke den ind endnu. I hvert fald ikke ved et fryseforsøg.

Et spørgsmål om tid!

Med læderlap for øjet og om mit sko et bånd...

sidder jeg stadig her bag skærmen... og er stadig for træt og udkørt og arbejdsagtig til at være superblogger. Men man siger, at det bliver bedre efter de første tre måneder - så' der håb endnu!

Første skanning er på lørdag og ærgerligt nok er håbet begyndt at snige sig op på mig igen - havde ellers forsvoret, at det nogensinde skulle over min dørtærskel igen. Men jeg får så ondt af det, når det står derude og trykker næsen flad mod ruden. Så selv om jeg ved, at det er lussinger til egen kind lukker jeg det ind.... igen! Med troen, er det dog en helt anden historie - jeg tror ikke en skid på det!

Nu vil jeg tage læderlappen og båndet og kyle det over i hjørnet... afsted til de evige zzzzzzzzzzzmarker med mig.

Godnat!

Ps: og gå så lige herind og giv et lille barn en bid brød - de har brug for det:

Røde Kors

Forlad os vor skyld...

En kort bemærkning til hele skyldsproblematikken. Det kan da godt være, at det er min egen skyld, at jeg ikke kan få børn. Men der er så meget som er min skyld og jeres skyld og alle andre menneskers skyld - sådan er det bare ... I bund og grund er det ligemeget. Hele begrebet skyld, finder jeg, er en underlig fisk. Når de sulter i Afrika er det så de rige landes skyld eller er det bare dårlig karma? Og hvem er det der har fløjten - altså hvem er dommeren? Er det Gud eller yin og yang - er det mig selv? Er det min omverden? Og får vi det bedre af at vide hvis skyld det er? Har jeg mindre ret til omsorg eller behandling, hvis det er min egen skyld? Jeg giver op - jeg fatter ikke det der med skyld - medmindre nogle er blevet nakket ell. lign. for så ved man der er en skyldig - det andet blir' sgu for abstrakt for mig...

Nu til noget helt andet. Jeg vågnede op til de sædvanlige mavekramper i morges og en djævel for i mig. Jeg meldte mig til næste fryseforsøg, selvom det absolut var planen at vente til prøvetiden på det nye job er overstået. Jeg ved slet ikke, hvad jeg har gang i - jeg gjorde det bare. Manden er henrykt.

Indtryk & udtryk

Sand mellem tæerne og i alle haser, saltvand i næsen, nybrygget øl & røget fisk i maven, solstrjef på en brun arm, edderkopper på badeværelset, smukt hav i oprør under tordenvejr, kærtegn på ryggen fra den mand jeg elsker, lys i køkkenet ved skumringstide, lykkebobler i maven, tennis på parkeringspladsen, hjemmelavet chockolade, løbetur i vandkanten, vandretur i naturen, historiske fortællinger om gamle steder, børn der skriger fordi vandet er for koldt, tørt græs der stikker solbrændt hud, splint i bare tæer, myggestik, duften af solcreme og hybenblomster, gamle hynder til liggestole, horisont ved aftentide, grill & god fed rødvin, hummer, gåtur på havnen, is, lange intense samtaler, våde kys, hed elskov, morskab over par i ens fleecejakker og vandresandaler, høst, høje bølger der stjæler badebukserne, kølige bobler, bare bryster, frihed, dovne, løse kryds & tværs, læse blade, familie, maveproblemer, omsorg, tryghed, varme fliser, summende hvepse, kold cola, karameller fra gammel opskrift, kartoffelsalat, brune maver, lang køretur........
Hjemme igen!

Øhm.... hej....

Ja, det er mig. Jeg er her ... igen ... i hvert fald for en kort bemærkning. Jeg har stadig alt for lidt tid til at være superblogger, men tænkte, at jeg lige ville tjekke ind. Her går det godt - send flere penge ... ??

Nej seriøst har jeg det underligt for tiden. Underligt defineres af mange aspekter af min adfærd. Forleden drak jeg mig fra sans og samling - noget jeg ikke har gjort i flere år... jeg mener... på den pinlige måde. Det endte selvfølgelig skidt - med skænderi og gråd. Ved det ikke præcist. Men som min veninde så klogt siger, tror jeg det er noget med at lukke gas ud af ballonen engang imellem. Fordi man har så skide travlt i sin hverdag, at man faktisk ikke har tid til hverken at være ked af det, glad eller skændes. Dagen efter lå jeg horisontalt, med moralske tømmermænd på størrelse med Mount Rushmore (hvorfor lige MR ved jeg ikke men.. ja). Og den tanke der blev ved med at drøne rundt i fuglekassen var: Klart at jeg ikke bliver mor - jeg er absolut ikke egnet - nogen har regnet det ud. Jeg kan være ekstremt hård ved mig selv og er det gerne af en eller anden grund. Så nu har jeg fået mig overbevist om, at jeg i virkeligheden nok ville være en pissedårlig mor, fordi jeg ikke kan styre min brandert... hmmm...

Men igen; jeg har det underligt. På fredag tager jeg på ferie i to uger - tror jeg trænger til det.

Hit the road Jack!

Så skete det også for mig! Jeg faldt ned i det store tomme bloggersblog - og føler mig overflødig i denne verden. Jeg har ingen inspiration, intet at give af, intet at dele. Måske er det bare sommeren, måske er det pga. pause i behandlingerne, måske har jeg bare for travlt... Jeg har grublet og grublet den sidste uge og har tænkt, at det måske er på tide at pakke Soesterlystig sammen, putte hende i en cigaræske og skubbe hende blidt ind under sengen - om ikke andet så i hvert fald til bedre tider, hvor hun har lidt mere at byde på. På den anden side er jeg også bange for at give slip, fordi dette sted har givet mig et afløb, som jeg ikke har fundet lignende andre steder. Jeg ved heller ikke om jeg kan undvære at skrive om mit liv. Men der er alvorlig fare for, at Soesterlystig falder i en grøft der hedder "ekstremt uinteressant" (hvis hun ikke ligger og roder der allerede).

Jeg hader at sige farvel og vil heller ikke gøre det blot for at vende tilbage om et par dage og sige "ikke alligevel" ... Nogle gange kræver det lidt afstand at finde tilbage til skrivekløen. Så for nu siger vi bare, at Soesterlystig har pakket alle sine talenter og er draget bort på ubestemt tid. Måske kommer hun tilbage ...

H...AAAATJU!

Høfeberen har fundet mig og jeg er ved at blive VANVITTIG! Hvis jeg ikke konsumerer piller hele tiden har jeg det elendigt og hvis jeg konsumerer piller hele tiden er jeg lige så træt som en 80 årig på dope. Jeg ligner tilmed også en sådan, med hævede, hængende røde øjne og snot i mundvigen... nice - som teenagerne i København ville udtrykke det! Men det er gudhjælpemig ikke særlig sexet - heldigvis laver vi ikke børn i øjeblikket så jeg behøver ikke være sexet... nåh nej - det behøver jeg jo heller ikke når vi laver børn - eller forsøger på det.

Min mand er på forretningsrejse i øjeblikket og i min kedsomhed kom jeg i går til at slå over på TV Danmark (TeleDanmark som min svigermor altid kalder det). Til al held viste de et helt fantastisk program om "Børn der får børn"... Som altid på den kanal: Kvalitetsdokumentar, der efterlod mig med flere informationer om verdens tilstand end jeg har brug for. Børn på en tolv-tretten år, højgravide med en smøg i kæften, konstant både før og efter fødslen. man må sige, at Gud virkelig forstår at prioritere sine ressourcer - for disse babyer havde da det mest fantastiske liv i udsigt - Et sted i det skoddeste skod England i et hus beboet af flere hunde end mennesker... Det værste var, at flere af disse snotunger havde PLANLAGT at blive gravide. Jeg gik til ro med en vidunderlig rolig følelse af verdens retfærdighed i maven... not! Sådan er der så meget og jeg har brugt dagen på at chante; accept, accept, accept...

Nada...

For syv søren da, hvor gad jeg godt, at der skete lækre ting i mit liv, som jeg kunne skrive vægge op og stolper ned om. Men der sker absolut og jeg mener absolut ikke en fløjtende fis. Jeg har taget på og er blevet lidt småtyk og det skal der sgu' gøres noget ved - så når lønnen begynder at komme vil jeg melde mig til sportslige aktiviteter. Jeg kender mig selv godt nok til, at hvis det har kostet mig penge - så skal det saftsuseme også udnyttes. Så på med vanten Søsterlystig!

Min venindes kæreste sagde til os den anden dag, at han personligt ville føde en unge, hvis det betød, at vi kunne få et barn. Han understregede, at vi ville være de perfekte forældre. Det varmede mit gamle hjerte. Sikke nogle gode venner jeg har. Allersjovest ville det være at se ham gravid og presse rollingen ud af ... ja.. hvor?

Ja, det er sørgeligt ... men mit hoved er tomt, tomt, tomt. Jeg tror sgu' min hjerne fester et sted i Ibiza - den ku' da godt ha' lagt en seddel om, at den skulle på ferie. Nu er der ikke andet jeg kan gøre end at vente til den kommer hjem igen...

til da...

Øhøm... rødme, rødme

Gode venners LAG hedder det selvfølgelig - og jeg kalder mig kommunikatør.

Også denne weekend skal tilbringes i selskab med gode venner - jeg burde faktisk drøne rundt med støvsugeren as we speak, for her er bestemt ikke særligt gæstevenligt lige p.t. Men vi har haft en rigtig dejlig morgen, hvor vi vågnede til lyden af torden der nærmede sig fra fjerne lande. Og selv om planen lød på at drøne rundt i byen har vi i stedet tusset rundt i nattøj. I virkeligheden er det ris til egen røv, for nu har vi VIRKELIGT travlt... men pyt. Desuden betyder det at jeg igen i næste uge, hver morgen, skal stå foran klædeskabet og klynke fordi jeg hverken har tøj eller sko der egner sig til et liv som proff. hmmm.... Måske skal jeg begynde at købe tøj over nettet...

Søs = slem

I behøver ikke sige det, jeg ved det godt. Jeg er afsindig dårlig til at kommentere i øjeblikket. Jeg ville skidegerne og tænker hver gang jeg læser jeres indlæg - ej det må jeg svare på, når jeg kommer hjem. Især Gittes poesibog ville jeg gerne have været med i. Men for fa'en jeg er busted, når jeg kommer hjem. Selv idag, hvor der ikke har været jack at lave, er jeg helt færdig. Så i anledning af Sankt Hans har i hermed min tilladelse til at brænde mig på bålet*. For jeg er en heks, som suger til mig af jeres søde kommentarer og ingenting giver retur... jeg er værre end en heks - jeg er en igle.

I morgen skal jeg have taget blodprøven og det hader jeg bare. Ikke at få taget blodprøven, men at få taget den, når man kender udfaldet. Det er så; "fordi du ikke har lidt og blødt nok stikker vi dig lige en ekstra gang". Måske synes de også jeg er en heks - har i sladret??

Om lidt er der dømt grill, vin og bål ved vand i gode venners laug (staves det sådan lav, lau...??). Og ved i hvad? Solen skinner sgu'! Til Sankt Hans! Det har jeg ikke oplevet siden barndommens idyl. Nåh ja og så det år, hvor jeg havde tømmermænd efter et brag af en venindes bryllup og kun gad ligge på sofaen og æde MacD. Så det er da noget! Sol til Sankt Hans!





*ikke rigtigt... vel..

Røvguitar

Der var bare et eller andet fjols der prøvede at bilde mig ind, at jeg kunne score kassen, hvis jeg "bare lige klikkede på et link". Han måtte ud! Og nej! Jeg klikkede ikke på linket! Måske er jeg lige gået glip af en formue... nah!

Dagene skrider frem med lynets hast i øjeblikket. Jeg tager mig selv i at tælle dage uden at vide hvorfor og så kommer jeg i tanke om, at jeg jo har gået og talt frem til blodprøvedagen, som er på fredag - og det behøver jeg jo ikke gøre mere. Den sag er jo ligesom afgjort. Det er en temmelig tom oplevelse at tælle dage og så opdage, at der ikke er noget at tælle dage for...

Sidst sagde jeg, at jeg var ved at give op på det hele - Jaaa... altså... nu har jeg ligesom ændret mening... eller i hvert fald strategi...

Vi har snakket om at investere i 3 forsøg på privatklinik. De her fryseforsøg tærer på min psyke og føles reelt som et pokkers spild af tid. Desuden vil vi på en privatklinik kunne få en mere individuel behandling samt noget fleksibilitet i forhold til tidspunkter osv. Så - det er højst sandsynligt den nye plan. Og jeg kan sgu' lige så godt sige det med det samme... Jeg vil kraftpetervælteme være gravid inden for det næste år - ikke alene vil jeg være gravid... jeg vil også føde en sund unge efter de 9 obligatoriske måneder. Hører i? Så er det sat på plads. Godt så.

Bedre

Hvis i ikke har kunne høre mine dramatiske ur-hulk de sidste 12 timer er der en god grund. Der har nemlig ikke været nogle. Højst et par gisp efter luft. Jeg har det lidt bedre. Jeg synes stadigvæk at det er noget rockerpis, at jeg ikke er gravid.. men hey.. det er jo fand'mer bare sådan det er. Har i lagt mærke til, at jeg er begyndt at bande en hel del? Det er min nye stil - for hvis verden bander af mig - så kan jeg sate'me bande igen! Bare vent og se - vores heltinde skal nok få oprejsning (oprejsning!jeg sagde IKKE rejsning - ok).

Gas

Er hvad der dannes, når man synes man skal drikke øl, vin, kaffe og spise Sushi alt sammen inden for en time... puuuuuuuh sikke en hørm!

Ja for helvede - jeg ved det godt - jeg er pokkers feminin ...

Slut prut finale

Fik menstruation i morges. Ingen børn til mig i denne omgang. Laaaaang sommer. Masser af drinks. Vin i tøndevis. Kaffe i spandevis. Sushi i rå mængder. og nå ja.... øv!

Aftenens reportage: "Om snot i solskin"

I dag har så præsteret at græde snot i blændende solskin og midt i Kongens have. Heldigvis havde jeg nogle big-ass solbriller på til at skjule den syndflod af tårer mine øjne, helt pludseligt, besluttede skulle fældes. Man ved, at man er forbandet, når graviditetstesten er hvidere lige der, hvor den positive streg skulle have været - det er sgu' pisseprovokerende synes jeg.

Jeg går med tanker om at give op og denne gang er tankerne mere seriøse end de nogensinde før har været. Jeg orker ikke flere nederlag. Jeg orker ikke at føle mig som verdens største taber. Jeg orker det ikke mere.

Hr. Lystig er ikke alt for begejstret for tanken om at stoppe forsøgene, men det er jo altså min krop og således er det sidste ord i sagen også mit. Men det gør mig hjerteskærende og så forbandet ondt, at min utilstrækkelighed skal have denne indflydelse på hans liv. Der er dage, hvor jeg næsten ønsker, at han ville gå fra mig og satse sine leveår et lykkeligere sted - for halvdelen af tiden er jeg sgu' ikke fem potter pis værd. Og presset føles til tider nærmest ulideligt. Således går denne søndag over i historien, som en af de tristeste dage i verden.

Soesterlystig, København, knap så lystig og med en skærebrænder i hjertet.

Babystøv og højere magter...

Jeg har en af de der dage, hvor jeg bare er ultrafølsom overfor andres udtalelser. Normalt er jeg ellers meget god til bare at børste det af mig og fnise lidt. Måske er det fordi jeg er præmenstruel og går rundt og er lidt småhidsig i disse dage. Men jeg er bare så træt af vordende mødre der muntert deler babystøv (?) ud - altså for fanden går vi i børnehave eller hvad? Men det der babystøvs - koncept det fatter jeg altså ikke. Og selvom jeg tror på højere magter bliver jeg altså alligevel pissefornærmet over at nogle mener, at disse højere magter har begavet dem med et barn? Det kommer sig helt klart af, at jeg føler mig forbigået og lige i øjeblikket føler, at mine veninder både får børn og karrierer serveret på sølvfade, alt imens jeg føler mig presset ud i store udmattende ekspeditioner for at opnå det samme. JA - fy for fanden et humør jeg er i! Mavesur og grøn i hovedet. Bvadr!

Ah... endelig et ledigt øjeblik!

Så længe det altså varer! Men jeg er løbet tør for emner. Har ikke haft tid til at sætte mig ind i tidens politiske debatter og jeg slingrer stadig rundt i ingenmandsland og venter på min menstruation. Det lader til, der er stilhed over hele linien i øjeblikket (undtagen hos Amocca)- plejer det ikke at være om vinteren man går i hi?

Termin

I dag skulle have været min terminsdato. Jeg troede denne dag ville blive et helvede at komme igennem, men for at være helt ærlig havde jeg faktisk glemt alt om det, indtil jeg sad i bilen på vej hjem fra arbejde. Ingen tårer er blevet fældet og dagen har ikke været præget af tungsind - blot en smule eftertænksomhed her til aften. Mine følelser har endnu engang bevist at de sgu' er deres egne... nå!

Ingen tegn på graviditet, snarere tegn på menstruation. Gider ikke engang vågne op og skubbe til brysterne om natten mere. Denne sommer skal bestå af champagne på køl og kaffe latte i solen - og hvis de store maver fylder for meget af mit synsfelt så drikker jeg bare til øjnene selv bestemmer hvad de gider se....

PS: Storken skulle efter sigende ENDELIG været ankommet - nu kan vi bare håbe at den snart løfter sin dovne r.. og kommer i sving!