Sunday, April 10, 2005

Præmiehøne med rod i reproduktionen

Ja, vi kan da i hvert fald slå fast, at jeg er frugtbar. 11 ud af 13 æg var befrugtet 9 var flotte nok til at bruge. Så jeg har igen fået status som præmiehøne på klinikken. Jeg har tænkt meget over om jeg skulle deltage i den debat, de foregår om kunstig befrugtning i øjeblikket, men sandheden er; jeg orker simpelthen ikke. Jeg orker ikke at forsvare mig overfor mennesker, som synes de er bedre end mig eller tættere på Gud, fordi de uden problemer kan få børn. Jeg finder dem arrogante og intolerante.

Jeg har meget svært ved at forstå, at min sygdom ikke accepteres på linie med alle andre sygdomme. Min afmagt forstærkes blot ved tanken om, at man ikke ønsker at afhjælpe et problem, som rent faktisk kan afhjælpes, fordi visse mennesker føler, at deres sans for moral og etik er mere "rigtig" end alle andres. Det kalder jeg selvhøjtidelighed og det giver jeg ikke en fløjtende fis for. Det allermest slående er, at disse mennesker aldrig selv har haft problemet og derfor er det bare for nemt. Tænk hvis jeg var imod kemo, bare fordi jeg ikke er (Gudsketakoglov) ramt af en sygdom der kræver det? Hvor er solidariteten blevet af? Ingen, INGEN der selv har stået med et uopfyldt ønske om at få et barn kan mene, at det er et luksusproblem. Til alle dem, der mener, at jeg bare skal adoptere kan jeg kun sige: Hvorfor adopterer du ikke selv? Det står dig frit for... og der er så mange børn i verden der har brug for dig, hvorfor så overhovedet prøve at sætte flere børn i verden? Det må vel være lige for alle.

9 comments:

Anonymous said...

Åh, wow. Tillykke med de fine æg! Hvad er hemmeligheden? Ikke at jeg kan bruge det til noget nu. men nysgerrig er man jo.

Får du lagt æg op i morgen?

soesterlystig said...

Hej Rikke,
Tak, jeg fik lagt et fint æg op i dag og tre strå i fryseren - så indtil videre klager jeg ikke. Men målet er jo som bekendt et færdigbagt, sundt barn og ikke flotte æg desværre;-)
Hvis jeg vidste hvad hemmeligheden var ville jeg uden tøven dele opskrifter ud... det lover jeg.
Håber du er kommet dig over bagholdsgraviditeten? Jeg hader det og tror aldrig jeg kommer ud over det...
Kh Søs

Anonymous said...

Ihh hvor dejligt søs din præmiehøne. Hvordan kan det være du "kun" fik et æg op?. Håber det er et guldæg som skynder sig at sætte sig fast. Og dejligt at der er i fryseren til evt. senere brug.

Kh Heidi

Anonymous said...

Tillykke tillykke *SS*

Jeg har tænkt lidt over det andet du skrev - og du skal starte med at vide, at jeg forstår godt hvad du skriver. Men man kan måske ikke helt sammenligne dine eksempler. Fx. er kemo en behandling på en sygdom at få "lavet babyer" er ikke en "behandling", men en mulighed for folk, som ikke kan få børn. Man bliver ikke mere syg af ikke at få børn - men man kan blive mere syg/dø, hvis man ikke får kemo.
Sidestil dit ønske om gravidtet/børn med alle andre mennesker, som ønsker at få børn. Du får bare lidt videnskabelig hjælp og har folk svært ved det, tja, så er det jo dybest set deres problem. Du skal ikke forsvare, at du har en drift som 99.9 % af befolkningen også har. Vi vil gerne reproducere os selv. Hold fast i dét!
Al mulig pøj pøj *SS*

Spirren said...

Tilykke med de mange fine æg ;-)
Jeg håber og krydser alt for, at du har fået sat et guldæg op.

Knus M.S

Mira said...

Tillykke Søs!!! Det var flot og endda nogen til fryseren også!! Så er det bare om at krydse ben, tæer og fingre for at resten går som det skal.

Knus fra Mira

soesterlystig said...

Hej Jeanne,
Du har ret i, at det ikke er en sygdom at lave babyer... men det er en sygdom der gør, at jeg ikke kan få en baby af mig selv. Man behandler jo også andre sygdomme, som man ikke dør af. Det jeg mener er bare, at jeg ikke forstår, hvorfor visse mennesker ikke synes det er i orden at afhjælpe et problem, der kan afhjælpes. Jeg er blevet kaldt teknologibegejstret og andre sjove ting, fordi jeg synes det er ok at tage et æg ud, befrugte det, og sætte det op igen. Summasummarum, hvis man kan behandle et problem uden at skade andre mennesker i processen, så hvorfor ikke gøre det... iih jeg ville ønske jeg kunne forklare det bedre:-)
Søs

Amocca said...

sikke en dygtig høne du er Søs... Håber at mit næste forsøg kan vise mig fra en mere frugtbar side også...

Med hensyn til debatten - ja, jeg har jo lavet et indlæg på min egen blog om det - men jeg synes du har ret .... det er udmattende blot at tænke på. Og det gør mig så forfærdeligt trist, at der er så lidt empati generelt, at folk ikke kan sætte sig ind i min sorg..

Men, jeg orker ikke at diskutere det mere, så lad nu det ligge og lad os istedet glæde os over dine flotte og (mange) æg...

Amocca

Anonymous said...

Jeg er helt med Søs og jeg forstår nu også din frustration. Og uanset hvad vi fejler eller er bare lidt ved siden af den "flok" vi måles med/op mod - ja, så vil vi alle støde på kæmpe idioter. De findes bare derude.