Man kan næsten se på ham, at han er indestængt. Selv når han sidder der på bænken og i princippet er afslappet, kan man se den indre uro. Han tripper uden at trippe. Vi står på samtidig, men han presser sig ind foran, som om han er bange for at gå glip af den bedste plads, i den næsten tomme bus. Der er to minutter til vi, efter køreplanen, skal afsted - han er allerede begyndt at stirre på sekundviseren på sit armbåndsur - nu tripper han faktisk - rent fysisk - med fødderne.
Et sekund over køretid og bussen er ikke kørt endnu, men vores buschauffør lægger roligt an til afgang. Han er helt rød i hovedet, rasende. Han rejser sig og råber; " Sig mig er det ikke meningen du skal køre nu"... Vores chauffør siger; "jo" og træder på pedalen. Han sætter sig ned med en selvtilfreds mine, han er ligesom lettet. Han har fået afløb. Vi står af samme sted og han sætter i løb over vejen.
Det samme gentager sig hver morgen ...
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
4 comments:
hvorfor mon jeg for et kort øjeblik ønsker, at en og anden ville spænde ben for ham på bej ud af bussen - eller hvad som du møver dig ind foran ham næste gang og tager hans plads. kom nu Søs... skab lidt spændning ;)
kender godt typen
VÆLDIG MORSOMT! sådan en fyr kan virkelig sætte kulør på en ellers halvkedelig bustur (medmindre man selvfølgelig er buschauffør)
Hvorfor tager sådan en HAM- tingest ikke bare en bus tidligere?!
Kære anonyme,
Tja... så får han jo ikke afreageret på en daglig basis...
:-) Søs
Post a Comment