Friday, April 29, 2005

Og sluserne stod vidt åbne...

Indtil i går eftermiddag havde jeg endnu ikke kunne græde den dumme knude, der sad og forstyrrede min fordøjelse, væk.
Om det var fordi min kæreste havde lovet at komme tidligt hjem, men ikke gjorde det. Eller om det var fordi min søster i et kort øjeblik troede hun var gravid ved en smutter (falsk alarm) ved jeg ikke. Men sluserne blev åbnet og salte tårer blev fældet. Hulk blev ytret og både mig og Hr. Lystig fik mascara på blusen.

jeg ved ikke hvorfor, men HVER gang tror jeg, at jeg selv bestemmer, at jeg selv kan styre om jeg vil være ked af det eller ej. Pludselig sniger det sig op på mig, det kommer altid bagfra og jeg bliver fanget i fælden. Bagholdsangrebet er ofte så kraftigt, at jeg bagefter føler trang til at undskylde over for min omgivelser, fordi mine klynk er høje nok til at vælte hele nabolaget. jeg gisper efter luft i flere timer efter, på samme måde som små børn gør det, når de har skreget (ok, jeg har tilføjet lidt drama her).

Men hold da fest, hvor er det godt, når det er overstået. Luften omkring mig er ren og jeg kan spise en yankee bar og samle stumperne af mig selv op igen.
Nu hvor knuden er væk kan jeg endog forestille mig at prøve endnu et IVF-forsøg... måske....

7 comments:

Spirren said...

At forløse sine tåre må være noget af det mest helbredende et menneske kan gøre gøre for sig selv.

Godt gået Søs - hele vejen igennem.

Kæmpeknus

Anonymous said...

Tårer, humor, chockolade - det hjælper alt sammen til at gøre livets vej lidt lettere at træde. Nyd nu weekenden og den friske luft omkring dig.
KRAM PUK

Anonymous said...

Godt at det kom ud!

Kærlige tanker...

Anonymous said...

Åh, sødeste. Jeg håber at det virkeligt lindrede. Og så med skoindkøb i dag, så er du næsten tilbage på sporet igen.

God weekend og mange knus

Anonymous said...

Kære Søs

Jeg har læst i din blog, og det er altså ikke småting du har været igennem. Det gør mig meget ondt at det ikke lykkedes for dig denne gang at blive gravid, og så oven i alt det andet med dit arbejde og alting. Heldigvis har du dit bryllup at se frem til :-))

Hvis du undrer dig over hvad jeg ikke-barnløse kvinde egentlig laver i jeres blog-land, så skyldes det faktisk en tilfældighed. Min bedste veninde startede i behandling sidste år, og jeg følte ikke rigtig jeg kunne støtte hende ordentligt, da hun begyndte at blive presset og ked af det. Så jeg søgte på nettet efter information om emnet, hvilket først førte mig til LFUB og senere ind i et ukendt univers befolket med superstærke, humoristiske og sårbare kvinder (altså jer), hvis historier har grebet og bevæget mig dybt.

Det førte for det første til at jeg fik støttet min veninde på en ordentlig måde (ikke nogen dumme klicheer her!), men samtidig føler jeg også stærk for jer, og håber så inderligt at I hver især kommer frelst i land med et barn på den ene eller anden måde.

god weekend til dig
Knus fra Anina

Mira said...

Det er bare nødvendigt at få det ud engang imellem.
Lige meget hvor meget jeg prøver på at være cool omkring alt der her infertilitetspjat så kommer det altså op til overfladen en gang imellem.

Knuser fra Mira

Anonymous said...

Det er altid rart indimellem at give slip og så få det hele tudet ud - det gør jeg efterhåndenalt for sjældent for du har helt ret - det letter så dejligt.

Håber du får en god weekend.

Knus