Kære Niels Jørgen Langkilde

Jer er en af de mange, mange kvinder som kæmper for at få et barn. Jeg ønsker ikke noget mere, end at få lov at sætte et barn i verden. Jeg er målløs over, at en mand i din position kan finde på at fortælle mig, at det er min egen skyld, at dette ønske ikke umiddelbart kan opfyldes. Jeg henviser her til den artikel i Berlingske Tidende fra d.9.4.2005 hvor du giver udtryk for dine holdninger til fertilitetsbehandling.

Min mand og jeg har forsøgt at få børn i årevis. Desværre har jeg en sygdom, der hedder Endometriose. Sygdommen er skyld i at mine æggeledere har lukket sig sammen og derfor kan jeg ikke blive gravid på naturlig vis. Denne sygdom er der rigtig mange kvinder der har. Der bliver ikke gjort noget særligt for at finde en årsag eller en behandling der kan løse problemet. For det er jo "kun" en kvindesygsom. Kan du fortælle mig, hvordan det er min egen skyld, at denne sygdom har ramt mig? Eller hvad med min bekendte, hvis blindtarm sprang da hun var 16 år? Hvornår skulle hun være startet med at prøve at få børn? Eller min anden bekendte, hvis mand havde kræft da han var dreng og hvis sædkvalitet derfor er dårlig? Hvordan kan du få dig selv til at kalde det vores egen skyld? Hvis du endelig skal placere skyld ligger den så ikke lige så meget hos mændene, som hos kvinderne. Så vidt jeg ved kan vi ikke på nuværende tidspunkt, på trods af den fremskredne teknologi, klare ærterne selv!

Det er en frygtelig stor sorg, og sorg må du da via dit embede have forstand på, ikke at kunne få børn! Det er en endnu større sorg, konstant at møde manglende forståelse og fordømmelse fra omverdenen. Det er tragisk, at vi ligefrem bliver modarbejdet, fordi vi ønsker os noget så banalt, som at få børn.

Og - ja, jeg har en lang uddannelse og det har min mand også - for da jeg var ung var det det jeg fik besked på - også af politikerne - tag en uddannelse, vent med børnene! Nu får jeg skæld ud for at have gjort præcist, hvad samfundet dikterede jeg skulle gøre! Jeg får skæld ud fordi jeg som kvinde ikke kan det en kvinde skal kunne - få børn - jeg får at vide, at det er min egen skyld!

Jeg gætter på, at de mennesker der har disse holdninger(inklusive dig selv) har jeres på det tørre. I har sikkert alle børn, måske også børnebørn - og så er det jo så nemt at sidde der med en strittende pegefinger og fordømme, og gøre livet svært for dem, der ikke kan. Jeg tænker det må være uvidenhed, der får dig til at udtrykke disse ting. Jeg håber det. For en mand i dit embede - burde han ikke have empati, forståelse og evne til at sætte sig i andres sted? Til at forstå andre menneskers smerte. Min smerte er stor - jeg bærer den i mit hjerte, men det føles som et åbent sår. Jeg har det med hvorend jeg går. Det samme har min mand og rigtig mange af vores medmennesker. Du skal vide, at du gnider salt i vore sår, med dine udtalelser, du gør vores smerte værre!

Med venlig hilsen

Soesterlystig
infertil