Monday, May 23, 2005
Mosekonen brygger
Ja, jeg går og brygger på et svar til hr. NJL. Jeg ved, at jeg har meget mere at sige, men jeg er ikke helt færdig med at koge det sammen. Så - altså - fortsættelse følger!
I mellemtiden har jeg lige meldt mig til næste fryseforsøg, uden den store entusiasme. Jo længere jeg kommer ind i det her shit, jo mindre håb har jeg... desværre. Og så lige et tip - tag aldrig til møbelmesse i Bella Centret, hvis der er lidt lavvande på håb-kontoen. Maverne fylder det hele.... til sidst var jeg så træt af det, at min mand (min MAND... he) foreslog mig, at jeg begyndte at tænke på dem som tykke istedet for gravide. Hvis de provokerede mig med deres maver skulle jeg fx. spørge: Tror du ikke du skulle skære ned på fedtet? Eller: Har du hørt om vægtvogterne?
Til jer der ikke forstår ironien - det var selvfølgelig for sjov og bare for at muntre mig op - den slags kunne vi aldrig finde på i virkeligheden... det kunne vi ikke... virkelig! Men i øjeblikket er det altså; Whatever gets me trough the day!
Heldigvis er der også dejlige mennesker, der er gravide - for nu må vi nemlig gerne sige det - ikke Rikke? Og der er ikke noget der gør mig gladere. Faktisk skal jeg se to dejlige gravide kvinder på onsdag og jeg GLÆDER mig. Selvfølgelig håber jeg også, at det smitter - bare en lille smule!
Var til to jobsamtaler i fredags - de synes jeg var overkvalificeret og ville have for meget i løn... så... heller ikke meget håb der. Desuden er der tale om meget ufleksible stillinger og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal parre det med behandlingen. Især fordi de var meget OBS! på om jeg snart ville have børn. Så. Øv.
En positiv ting har jeg dog at skrive i dag. Lindenberg skrev til en på sin side; at så længe man har gode æg skal man ikke give op... så jeg giver ikke op... endnu!
ps: I går var der præcis to uger til min fødselsdag - jeg går MEGET op i min fødselsdag. Så jeg tænker, man kan ikke være for tidligt ude, hvis man gerne vil have mange tillykker på dagen. Så nu ved i det! pps: Min fødselsdag varer som regel i omegnen af tre- fire dage... ppps: Til jer der ikke normalt kommenterer - i må gerne sige tillykke på min fødselsdag. Altså d. 5. juni. Om ca to uger. Min fødselsdag! ppps: Hvis nogen skulle have lyst er det da sådan, helt rimeligt og fair og i orden, hvis i gerne vil være tidligt ude og sige tillykke allerede nu..... nej? Sikker? Nå, nej men ok så venter vi bare. 5. Juni så!?
I mellemtiden har jeg lige meldt mig til næste fryseforsøg, uden den store entusiasme. Jo længere jeg kommer ind i det her shit, jo mindre håb har jeg... desværre. Og så lige et tip - tag aldrig til møbelmesse i Bella Centret, hvis der er lidt lavvande på håb-kontoen. Maverne fylder det hele.... til sidst var jeg så træt af det, at min mand (min MAND... he) foreslog mig, at jeg begyndte at tænke på dem som tykke istedet for gravide. Hvis de provokerede mig med deres maver skulle jeg fx. spørge: Tror du ikke du skulle skære ned på fedtet? Eller: Har du hørt om vægtvogterne?
Til jer der ikke forstår ironien - det var selvfølgelig for sjov og bare for at muntre mig op - den slags kunne vi aldrig finde på i virkeligheden... det kunne vi ikke... virkelig! Men i øjeblikket er det altså; Whatever gets me trough the day!
Heldigvis er der også dejlige mennesker, der er gravide - for nu må vi nemlig gerne sige det - ikke Rikke? Og der er ikke noget der gør mig gladere. Faktisk skal jeg se to dejlige gravide kvinder på onsdag og jeg GLÆDER mig. Selvfølgelig håber jeg også, at det smitter - bare en lille smule!
Var til to jobsamtaler i fredags - de synes jeg var overkvalificeret og ville have for meget i løn... så... heller ikke meget håb der. Desuden er der tale om meget ufleksible stillinger og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal parre det med behandlingen. Især fordi de var meget OBS! på om jeg snart ville have børn. Så. Øv.
En positiv ting har jeg dog at skrive i dag. Lindenberg skrev til en på sin side; at så længe man har gode æg skal man ikke give op... så jeg giver ikke op... endnu!
ps: I går var der præcis to uger til min fødselsdag - jeg går MEGET op i min fødselsdag. Så jeg tænker, man kan ikke være for tidligt ude, hvis man gerne vil have mange tillykker på dagen. Så nu ved i det! pps: Min fødselsdag varer som regel i omegnen af tre- fire dage... ppps: Til jer der ikke normalt kommenterer - i må gerne sige tillykke på min fødselsdag. Altså d. 5. juni. Om ca to uger. Min fødselsdag! ppps: Hvis nogen skulle have lyst er det da sådan, helt rimeligt og fair og i orden, hvis i gerne vil være tidligt ude og sige tillykke allerede nu..... nej? Sikker? Nå, nej men ok så venter vi bare. 5. Juni så!?
Saturday, May 21, 2005
Skal vi hjælpe ham til at blive klogere piger?
Kære Soesterlystig,
Ja, jeg har selv to piger og mistet et barn. Ja, jeg har fire børnebørn og to bonusbørn. Men også to af mine nærmeste, som har brugt stort set alle deres penge gennem en lang årrække for at søge at få de børn, som de ønsker sig så brændende.
Børn er dejlige - ingen tvivl om det, og det er naturligt og selvfølgeligt, at mange ønsker sig børn. Det kan jeg forstå, at du også gør, og jeg kan ikke se andet end at jeg argumenterer for at mænd og kvinder som har sygdom/ikke fungerende organer må have en berettiget forventning om at disse må kunne afhjælpes i det offentlige sygehussystem, så de kan få børn.
Jeg anbefaler at man passer godt på sin krop og værner den med omtanke så man ikke får skæbnetunge sygdomme og jeg anbefaler man får børn i en ung alder, da mulighederne så er langt bedre, men jeg en en forståelse for at det ikke al tid er muligt.
Jeg er ikke helt klar over, hvordan du kan udlede, at jeg skulle synes, at netop du selv er skyld i din situation, så det må du gerne uddybe. Jeg er ked af at have såret dig - det er ikke bevidst. Jeg vil gerne blive klogere, og det håber jeg, du vil hjælpe mig med.
Med venlig hilsen
Niels Jørgen Langkilde
Ja, jeg har selv to piger og mistet et barn. Ja, jeg har fire børnebørn og to bonusbørn. Men også to af mine nærmeste, som har brugt stort set alle deres penge gennem en lang årrække for at søge at få de børn, som de ønsker sig så brændende.
Børn er dejlige - ingen tvivl om det, og det er naturligt og selvfølgeligt, at mange ønsker sig børn. Det kan jeg forstå, at du også gør, og jeg kan ikke se andet end at jeg argumenterer for at mænd og kvinder som har sygdom/ikke fungerende organer må have en berettiget forventning om at disse må kunne afhjælpes i det offentlige sygehussystem, så de kan få børn.
Jeg anbefaler at man passer godt på sin krop og værner den med omtanke så man ikke får skæbnetunge sygdomme og jeg anbefaler man får børn i en ung alder, da mulighederne så er langt bedre, men jeg en en forståelse for at det ikke al tid er muligt.
Jeg er ikke helt klar over, hvordan du kan udlede, at jeg skulle synes, at netop du selv er skyld i din situation, så det må du gerne uddybe. Jeg er ked af at have såret dig - det er ikke bevidst. Jeg vil gerne blive klogere, og det håber jeg, du vil hjælpe mig med.
Med venlig hilsen
Niels Jørgen Langkilde
Friday, May 20, 2005
Kære Niels Jørgen Langkilde
Jer er en af de mange, mange kvinder som kæmper for at få et barn. Jeg ønsker ikke noget mere, end at få lov at sætte et barn i verden. Jeg er målløs over, at en mand i din position kan finde på at fortælle mig, at det er min egen skyld, at dette ønske ikke umiddelbart kan opfyldes. Jeg henviser her til den artikel i Berlingske Tidende fra d.9.4.2005 hvor du giver udtryk for dine holdninger til fertilitetsbehandling.
Min mand og jeg har forsøgt at få børn i årevis. Desværre har jeg en sygdom, der hedder Endometriose. Sygdommen er skyld i at mine æggeledere har lukket sig sammen og derfor kan jeg ikke blive gravid på naturlig vis. Denne sygdom er der rigtig mange kvinder der har. Der bliver ikke gjort noget særligt for at finde en årsag eller en behandling der kan løse problemet. For det er jo "kun" en kvindesygsom. Kan du fortælle mig, hvordan det er min egen skyld, at denne sygdom har ramt mig? Eller hvad med min bekendte, hvis blindtarm sprang da hun var 16 år? Hvornår skulle hun være startet med at prøve at få børn? Eller min anden bekendte, hvis mand havde kræft da han var dreng og hvis sædkvalitet derfor er dårlig? Hvordan kan du få dig selv til at kalde det vores egen skyld? Hvis du endelig skal placere skyld ligger den så ikke lige så meget hos mændene, som hos kvinderne. Så vidt jeg ved kan vi ikke på nuværende tidspunkt, på trods af den fremskredne teknologi, klare ærterne selv!
Det er en frygtelig stor sorg, og sorg må du da via dit embede have forstand på, ikke at kunne få børn! Det er en endnu større sorg, konstant at møde manglende forståelse og fordømmelse fra omverdenen. Det er tragisk, at vi ligefrem bliver modarbejdet, fordi vi ønsker os noget så banalt, som at få børn.
Og - ja, jeg har en lang uddannelse og det har min mand også - for da jeg var ung var det det jeg fik besked på - også af politikerne - tag en uddannelse, vent med børnene! Nu får jeg skæld ud for at have gjort præcist, hvad samfundet dikterede jeg skulle gøre! Jeg får skæld ud fordi jeg som kvinde ikke kan det en kvinde skal kunne - få børn - jeg får at vide, at det er min egen skyld!
Jeg gætter på, at de mennesker der har disse holdninger(inklusive dig selv) har jeres på det tørre. I har sikkert alle børn, måske også børnebørn - og så er det jo så nemt at sidde der med en strittende pegefinger og fordømme, og gøre livet svært for dem, der ikke kan. Jeg tænker det må være uvidenhed, der får dig til at udtrykke disse ting. Jeg håber det. For en mand i dit embede - burde han ikke have empati, forståelse og evne til at sætte sig i andres sted? Til at forstå andre menneskers smerte. Min smerte er stor - jeg bærer den i mit hjerte, men det føles som et åbent sår. Jeg har det med hvorend jeg går. Det samme har min mand og rigtig mange af vores medmennesker. Du skal vide, at du gnider salt i vore sår, med dine udtalelser, du gør vores smerte værre!
Med venlig hilsen
Soesterlystig
infertil
Min mand og jeg har forsøgt at få børn i årevis. Desværre har jeg en sygdom, der hedder Endometriose. Sygdommen er skyld i at mine æggeledere har lukket sig sammen og derfor kan jeg ikke blive gravid på naturlig vis. Denne sygdom er der rigtig mange kvinder der har. Der bliver ikke gjort noget særligt for at finde en årsag eller en behandling der kan løse problemet. For det er jo "kun" en kvindesygsom. Kan du fortælle mig, hvordan det er min egen skyld, at denne sygdom har ramt mig? Eller hvad med min bekendte, hvis blindtarm sprang da hun var 16 år? Hvornår skulle hun være startet med at prøve at få børn? Eller min anden bekendte, hvis mand havde kræft da han var dreng og hvis sædkvalitet derfor er dårlig? Hvordan kan du få dig selv til at kalde det vores egen skyld? Hvis du endelig skal placere skyld ligger den så ikke lige så meget hos mændene, som hos kvinderne. Så vidt jeg ved kan vi ikke på nuværende tidspunkt, på trods af den fremskredne teknologi, klare ærterne selv!
Det er en frygtelig stor sorg, og sorg må du da via dit embede have forstand på, ikke at kunne få børn! Det er en endnu større sorg, konstant at møde manglende forståelse og fordømmelse fra omverdenen. Det er tragisk, at vi ligefrem bliver modarbejdet, fordi vi ønsker os noget så banalt, som at få børn.
Og - ja, jeg har en lang uddannelse og det har min mand også - for da jeg var ung var det det jeg fik besked på - også af politikerne - tag en uddannelse, vent med børnene! Nu får jeg skæld ud for at have gjort præcist, hvad samfundet dikterede jeg skulle gøre! Jeg får skæld ud fordi jeg som kvinde ikke kan det en kvinde skal kunne - få børn - jeg får at vide, at det er min egen skyld!
Jeg gætter på, at de mennesker der har disse holdninger(inklusive dig selv) har jeres på det tørre. I har sikkert alle børn, måske også børnebørn - og så er det jo så nemt at sidde der med en strittende pegefinger og fordømme, og gøre livet svært for dem, der ikke kan. Jeg tænker det må være uvidenhed, der får dig til at udtrykke disse ting. Jeg håber det. For en mand i dit embede - burde han ikke have empati, forståelse og evne til at sætte sig i andres sted? Til at forstå andre menneskers smerte. Min smerte er stor - jeg bærer den i mit hjerte, men det føles som et åbent sår. Jeg har det med hvorend jeg går. Det samme har min mand og rigtig mange af vores medmennesker. Du skal vide, at du gnider salt i vore sår, med dine udtalelser, du gør vores smerte værre!
Med venlig hilsen
Soesterlystig
infertil
Wednesday, May 18, 2005
Tilbage til fremtiden...
Faldskærmen er langsomt ved at folde sig sammen og mine fødder nærmer sig blidt jorden. Hverdagen vender tilbage, selvom om den nu spenderes med tituleringen "frue".
Deltager i øjeblikket på et jobsøgningsworkshop. Min sidekammerat har arbejdet som rengøringskone i 22 år, hun kan ikke selv tænde, ej heller bruge PC'en. Hun er bange for at få et job og siger nej til alle de stillinger hun bliver foreslået at søge. Jeg føler mig på ingen måde bedre end hende jeg forstår bare ikke, hvorfor vi bliver sendt til det samme kursus? Jeg har skrevet mere end 200 opfordrede og uopfordrede ansøgninger - jeg er uddannet i kommunikation - jeg kan godt finde ud af at skrive.
Hvad får jeg ud af at sparre med en person der griner højt, hver gang hun bliver stillet et spørgsmål, fordi hun er så usikker på sig selv og fordi hun hellere ville være i fred? Det må da være muligt at sætte mennesker sammen i et lokale, som kan tilbyde hinanden noget - på denne her måde spilder alle deres tid. Jeg forstår ikke systemet...
På fredag skal jeg til samtale hos endnu et firma, som vil udnytte den desperate arbejdsløshedssituation og have gratis arbejdskraft. Jeg føler mig håbløs, taberagtig, ubrugelig og alt mulig andet, som jeg ikke kan definere. Jeg bliver sat i bås med en livsstil, som jeg forsøgte at bevæge mig væk fra med 6 år på universitetet, hårdt arbejde, gode karakterer, godt studiejob.... Og nu sidder jeg her og spørger mig selv; for hvad?
Oveni i det trænger børnesituationen sig på igen. Jeg forventer min menstruation i weekenden og skal igang med frysebasserne - på det område føler jeg også, at jeg spilder min tid. For kommer der overhovedet noget ud af det?
Det var dejligt at blive gift, men det er surt at vende tilbage til hverdagen - jeg håber mit bryllup viser sig at være det vendepunkt i mit liv, som jeg har brug for!
Deltager i øjeblikket på et jobsøgningsworkshop. Min sidekammerat har arbejdet som rengøringskone i 22 år, hun kan ikke selv tænde, ej heller bruge PC'en. Hun er bange for at få et job og siger nej til alle de stillinger hun bliver foreslået at søge. Jeg føler mig på ingen måde bedre end hende jeg forstår bare ikke, hvorfor vi bliver sendt til det samme kursus? Jeg har skrevet mere end 200 opfordrede og uopfordrede ansøgninger - jeg er uddannet i kommunikation - jeg kan godt finde ud af at skrive.
Hvad får jeg ud af at sparre med en person der griner højt, hver gang hun bliver stillet et spørgsmål, fordi hun er så usikker på sig selv og fordi hun hellere ville være i fred? Det må da være muligt at sætte mennesker sammen i et lokale, som kan tilbyde hinanden noget - på denne her måde spilder alle deres tid. Jeg forstår ikke systemet...
På fredag skal jeg til samtale hos endnu et firma, som vil udnytte den desperate arbejdsløshedssituation og have gratis arbejdskraft. Jeg føler mig håbløs, taberagtig, ubrugelig og alt mulig andet, som jeg ikke kan definere. Jeg bliver sat i bås med en livsstil, som jeg forsøgte at bevæge mig væk fra med 6 år på universitetet, hårdt arbejde, gode karakterer, godt studiejob.... Og nu sidder jeg her og spørger mig selv; for hvad?
Oveni i det trænger børnesituationen sig på igen. Jeg forventer min menstruation i weekenden og skal igang med frysebasserne - på det område føler jeg også, at jeg spilder min tid. For kommer der overhovedet noget ud af det?
Det var dejligt at blive gift, men det er surt at vende tilbage til hverdagen - jeg håber mit bryllup viser sig at være det vendepunkt i mit liv, som jeg har brug for!
Monday, May 16, 2005
De perfekte sko til det perfekte bryllup!
ALT var perfekt - en af de, hvis ikke DEN skønneste dag i hele mit liv....
Jeg er nu et "vi" og kunne ikke være lykkeligere.
"All I ever wanted all I ever needed is here in my arms"!!
Skriver mere når jeg har fået armene ned...
Jeg fandt dem!
Jeg er nu et "vi" og kunne ikke være lykkeligere.
"All I ever wanted all I ever needed is here in my arms"!!
Skriver mere når jeg har fået armene ned...
Jeg fandt dem!
Thursday, May 12, 2005
Dagen før dagen...
Og der er 1000 ting der skal nås og gøres og købes...
Jeg vil ønsker jer alle en fortræffelig weekend, jeg forventer at komme tilbage til gode nyheder!! (Lød det som en ordre? Det var det også!)
Når jeg returnerer er jeg blevet kone..........sgu'!
PS: Selvom datoen viser, at dette indlæg er skrevet torsdag - så er det altså skrevet fredag (amerikanertider)!
Jeg vil ønsker jer alle en fortræffelig weekend, jeg forventer at komme tilbage til gode nyheder!! (Lød det som en ordre? Det var det også!)
Når jeg returnerer er jeg blevet kone..........sgu'!
PS: Selvom datoen viser, at dette indlæg er skrevet torsdag - så er det altså skrevet fredag (amerikanertider)!
Tuesday, May 10, 2005
Nok om mine bryster... og farvel til de røde strømper?
Jeg mener - jeg er glad for dem og alt det der... men sååå spændende er de heller ikke:-) I min selvoptagede, mælkekirtelfikserede, skosultne rus havde jeg helt glemt, at min store dag også er en stor dag (eller tæt på en stor dag) for mange af i andre. Der er en hel del af jer, som skal teste i weekenden... uuuuh! I skal vide, at alle mine penge er sat på jer, bookmakerne sagde, at der var gode chancer - så nu er resten op til den enkelte. jeg regner stærkt med, at jeg kan finansiere mit bryllup på den måde. Så jeg stoler på jer - nu er i gravide... m'kay?
Jeg tænkte på om jeg ikke kunne lokke jer til at smugteste? på den måde ved jeg, hvor meget champagne jeg får råd til at bælle på lørdag???
I går fik vi vores ringe og jeg siger jer, at for første gang mærkede jeg det der DYBE sug i maven... jeg skal fan'mer giftes!! Utroligt at en kvinde med over 10 i gennemsnit kan være så husmororienteret, som jeg er i øjeblikket. Havde ALDRIG troet, at min verden skulle dreje sig om giftermål og børn - men der kan man jo bare se... farvel til de røde strømper eller hva'?
Jeg tænkte på om jeg ikke kunne lokke jer til at smugteste? på den måde ved jeg, hvor meget champagne jeg får råd til at bælle på lørdag???
I går fik vi vores ringe og jeg siger jer, at for første gang mærkede jeg det der DYBE sug i maven... jeg skal fan'mer giftes!! Utroligt at en kvinde med over 10 i gennemsnit kan være så husmororienteret, som jeg er i øjeblikket. Havde ALDRIG troet, at min verden skulle dreje sig om giftermål og børn - men der kan man jo bare se... farvel til de røde strømper eller hva'?
Aha...
Min blog var bare gået i strejke over manglen på indlæg - så snart jeg publicerede nedenstående var alt back to normal... frokost!
Div.
Min blog er fucked igen - jeg ved overhovedet ikke, hvad pokker der går galt... Templaten ser ud som den plejer, men mine links og arkiver er PIST væk. Hmmm.
De havde ikke de sko jeg ville have i min størrelse, hvad pokker gør jeg så? Bh'er uden stropper koster en formue - kan man ikke lige så godt lade være med, at tage en på? På den anden side har man jo ikke lyst til at sidde overfor svigerfar med et bart bryst i sovsen...!!??
Manden og jeg er tilbage i Zen, tror jeg fik et anfald af kolde fødder - eftersigende helt normalt.
Masser af dejlige indlæg i blogland, ingen energi hos Søs - ingen spændende indlæg. Kun tomhed og bryllup i hovedet. Bedre end børnelængsel??
Kl. er 14.00 har ikke spist frokost... og hvad med de sko... og undertøj...og.....
De havde ikke de sko jeg ville have i min størrelse, hvad pokker gør jeg så? Bh'er uden stropper koster en formue - kan man ikke lige så godt lade være med, at tage en på? På den anden side har man jo ikke lyst til at sidde overfor svigerfar med et bart bryst i sovsen...!!??
Manden og jeg er tilbage i Zen, tror jeg fik et anfald af kolde fødder - eftersigende helt normalt.
Masser af dejlige indlæg i blogland, ingen energi hos Søs - ingen spændende indlæg. Kun tomhed og bryllup i hovedet. Bedre end børnelængsel??
Kl. er 14.00 har ikke spist frokost... og hvad med de sko... og undertøj...og.....
Saturday, May 07, 2005
I tilfælde af at i ikke skulle have opdaget det ...
Så er storken forsinket:
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=573028/
Tak for jeres søde kommentarer. Vi fik snakket om det, og tudede, og snakkede og tudede igen. Jeg har altid vidst, at han er konfliktsky - men jeg var alligevel noget rystet over graden. Vi har egentlig altid kunne tale lige ud af posen om alting, men i denne her situation har det været en blanding af, at ville beskytte mig, som i siger, og at han simpelthen ikke kunne overskue, at jeg blev ked af det.
Han var godt klar over, at det var galt og var ekstremt ked af det. Freden er genoprettet. Irriterende er det dog, at mens han er taget afsted til den fest vi skulle have været til sammen ligger jeg her med mine tårer og har ondt i hovedet. Hvad er værre end en graviditetsbekendtgørelse i vennekredsen? Tre bekendtgørelser på een gang, hvoraf den ene står lige for at skullle føde... hmmm...
Det er jo ikke det, at de er gravide, der gør mig ked af det, men jeg føler bare, at jeg er blevet ført bag lyset af ham jeg stolede allermest på. At de har gået rundt og hvisketisket og tænkt, at jeg ikke kan håndtere det. Jeg troede jo, at han og jeg var sammen om det her og lige nu, føler jeg mig ret alene.
Jeg må vidst have lidt chockolade... og til storken; vil du så se at få den bagdel med dig! Jeg ved sgu' godt, at der er modvind, men ærlig talt - du kunne vel være taget hjemmefra 5 minutter før?
http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=573028/
Tak for jeres søde kommentarer. Vi fik snakket om det, og tudede, og snakkede og tudede igen. Jeg har altid vidst, at han er konfliktsky - men jeg var alligevel noget rystet over graden. Vi har egentlig altid kunne tale lige ud af posen om alting, men i denne her situation har det været en blanding af, at ville beskytte mig, som i siger, og at han simpelthen ikke kunne overskue, at jeg blev ked af det.
Han var godt klar over, at det var galt og var ekstremt ked af det. Freden er genoprettet. Irriterende er det dog, at mens han er taget afsted til den fest vi skulle have været til sammen ligger jeg her med mine tårer og har ondt i hovedet. Hvad er værre end en graviditetsbekendtgørelse i vennekredsen? Tre bekendtgørelser på een gang, hvoraf den ene står lige for at skullle føde... hmmm...
Det er jo ikke det, at de er gravide, der gør mig ked af det, men jeg føler bare, at jeg er blevet ført bag lyset af ham jeg stolede allermest på. At de har gået rundt og hvisketisket og tænkt, at jeg ikke kan håndtere det. Jeg troede jo, at han og jeg var sammen om det her og lige nu, føler jeg mig ret alene.
Jeg må vidst have lidt chockolade... og til storken; vil du så se at få den bagdel med dig! Jeg ved sgu' godt, at der er modvind, men ærlig talt - du kunne vel være taget hjemmefra 5 minutter før?
Rødglødende
Jeg er så rasende på Hr. Lystig lige nu, at jeg næsten overvejer at aflyse bryllup og hele pivtøjet. Det viser sig, at han har holdt flere graviditeter i den nærmeste omgangskreds hemmelige for mig, fordi han ikke kan håndtere, at jeg bliver ked af det! Derfor er jeg i det sidste stykke tid blev overrasket til diverse komsamm'ner, og har ikke haft rum til at reagere...
Jeg har aldrig, ALDRIG været så vred på ham i de 4 år vi har kendt hinanden og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op lige nu.... Kan jeg gifte mig med en mand, som ikke kan håndtere, at jeg bliver ked af det?
Jeg har aldrig, ALDRIG været så vred på ham i de 4 år vi har kendt hinanden og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op lige nu.... Kan jeg gifte mig med en mand, som ikke kan håndtere, at jeg bliver ked af det?
Tuesday, May 03, 2005
Avs min mavs...
Nu blir i skidemisundelige... men altså jeg har lige spist en kæmpeburger (uden rottelort - tror jeg) sammen med Rikke, Frederikke og Stine. Det var skidehyggeligt -de er lige så dejlige i virkeligheden! Men for pokker den der burger, den faldt først ned i maven på cykelturen hjem... så nu har jeg avs i min mavs!
At støtte eller ikke støtte...
Flere af jer har forklaret, hvordan i fik ideen til at starte jeres blogs. Mange af jer var startet på de amerikanske sider, havde så fundet Rikke (eller den anden vej rundt). Det samme gælder mig. Jeg startede for mere end et år siden at læse på Alittlepregnant derfra fandt jeg hurtigt Chez Miscarriage og alle de andre vidunderlige sider, som ændrede mit syn på min egen infertilitet. Ofte drømte jeg om, at der var et sted, hvor jeg kunne finde den samme form for fællesskab, som disse kvinder havde fundet i hinanden. Jeg prøvede uden held på babysiderne, hvor jeg fandt minifællesskaber, som var rigtig gode.
En dag havde Rikke efterladt en kommentar hos Grrl og jeg klikkede på det danskklingende navn. Voila - der var Rikke! Resten af historien kender i.
Jeg er ekstremt glad for vores lille verden. Jeg er herinde hver dag. Det er her jeg får afløb for det der ellers laver knuder i mit liv.
De sidste par dage har jeg dog haft nogle betænkeligheder. Jeg er blevet i tvivl om jeg i virkeligheden selv yder optimal støtte. Det er så vigtigt for mig, at jeg ikke efterlader kommentarer, som gør jer kede af det frem for at hjælpe. Realiteten er jo nok bare, at selvom vi er i samme båd, vil der være situationer, jeg ikke kan sætte mig ind i. Der vil være områder, hvor jeg ikke forstår jeres frustrationer, fordi en lortesituation for jer... måske ville være en drømmesituation for mig - og vice versa. Der har været bemærkninger, efter min mening lidt skarpe kommentarer om, hvordan vi infertile ikke forstår, hvorfor det ikke altid er en drømmesituation at blive gravid. Bemærkningerne gør ondt langt inde i min sjæl - for måske er det sandt. Måske forstår jeg det ikke og måske kan jeg ikke finde ud af at støtte på den rigtige måde. Men jeg føler heller ikke, at jeg bare kan holde mund og lade de mennesker, jeg bekymrer mig om, hænge og flagre, når de er kede af det.
Jeg vil nu være helt ærlig - og jeg er virkelig ked af, hvis det på nogen måde er stødende. Men ja, det er svært for mig, ikke at se en graviditet, som en positiv ting. Jeg har drømt om en "smutter" i 3 år. Derfor er jeg måske ikke skide god til at sige eller gøre det rigtige... Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår kompleksiteten, at jeg ikke forstår bekymringerne. Jeg håber, at i vil hjælpe mig på rette vej, hvis jeg ikke kan finde ud af at støtte jer ordentligt. Jeg håber i vil sige det til mig lige ud?
En dag havde Rikke efterladt en kommentar hos Grrl og jeg klikkede på det danskklingende navn. Voila - der var Rikke! Resten af historien kender i.
Jeg er ekstremt glad for vores lille verden. Jeg er herinde hver dag. Det er her jeg får afløb for det der ellers laver knuder i mit liv.
De sidste par dage har jeg dog haft nogle betænkeligheder. Jeg er blevet i tvivl om jeg i virkeligheden selv yder optimal støtte. Det er så vigtigt for mig, at jeg ikke efterlader kommentarer, som gør jer kede af det frem for at hjælpe. Realiteten er jo nok bare, at selvom vi er i samme båd, vil der være situationer, jeg ikke kan sætte mig ind i. Der vil være områder, hvor jeg ikke forstår jeres frustrationer, fordi en lortesituation for jer... måske ville være en drømmesituation for mig - og vice versa. Der har været bemærkninger, efter min mening lidt skarpe kommentarer om, hvordan vi infertile ikke forstår, hvorfor det ikke altid er en drømmesituation at blive gravid. Bemærkningerne gør ondt langt inde i min sjæl - for måske er det sandt. Måske forstår jeg det ikke og måske kan jeg ikke finde ud af at støtte på den rigtige måde. Men jeg føler heller ikke, at jeg bare kan holde mund og lade de mennesker, jeg bekymrer mig om, hænge og flagre, når de er kede af det.
Jeg vil nu være helt ærlig - og jeg er virkelig ked af, hvis det på nogen måde er stødende. Men ja, det er svært for mig, ikke at se en graviditet, som en positiv ting. Jeg har drømt om en "smutter" i 3 år. Derfor er jeg måske ikke skide god til at sige eller gøre det rigtige... Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår kompleksiteten, at jeg ikke forstår bekymringerne. Jeg håber, at i vil hjælpe mig på rette vej, hvis jeg ikke kan finde ud af at støtte jer ordentligt. Jeg håber i vil sige det til mig lige ud?
Monday, May 02, 2005
Yaay.. tordenvejr...
Og jeg nåede lige inden for døren i tide. Jeg elsker tordenvejr - det passer på en eller anden måde til mit temperament. Men det er en ambivalent kærlighed, for det skræmmer mig altså også lidt.
Da jeg var en 4-5 år gammel var jeg en vinter på kælkebakken med min storesøster og nogle legekammerater. Det var begyndt at blive mørkt, men da det var meget tæt på vores hjem kælkede vi videre. På trods af frost og sne skiftede vejret meget pludseligt og det blev til et frygteligt uvejr. Lyn flænsede himlen og tordenskraldene nærmede sig hastigt vores kælkebakke, som, min størrelse taget i betragtning, var i samme liga som Mount Everest. De større børn begyndte at gå i panik og tog hurtigt benene på nakken. Mine ben var desværre meget små og jeg blev også ligesom lammet - jeg kunne ikke røre mig ud af flækken - ligesom når man drømmer en uhyggelig drøm. Jeg kan egentlig ikke huske, at jeg var bange. Lige pludselig stod jeg bare der - helt alene - i det voldsomme, mørke uvejr. Først da vores nabo kom flyvende ud af ingenting i gummistøvler og greb mig under armen - kunne jeg mærke min angst. Da vi nåede i sikkerhed i vores lejlighed græd jeg lidt, mest for at få opmærksomhed, tror jeg. Bagefter satte jeg mig i vinduet og kiggede ud, mens jeg drak varm chockolade. Når jeg tænker tilbage på den aften føles den nærmest magisk og uvirkelig. Og hvis det ikke var fordi min søster og mine forældre ofte har bekræftet historien for mig, ville jeg tro det havde været en drøm.
Jeg tror lige jeg går ude og tænder op under gryden - det er kakaotid!
Da jeg var en 4-5 år gammel var jeg en vinter på kælkebakken med min storesøster og nogle legekammerater. Det var begyndt at blive mørkt, men da det var meget tæt på vores hjem kælkede vi videre. På trods af frost og sne skiftede vejret meget pludseligt og det blev til et frygteligt uvejr. Lyn flænsede himlen og tordenskraldene nærmede sig hastigt vores kælkebakke, som, min størrelse taget i betragtning, var i samme liga som Mount Everest. De større børn begyndte at gå i panik og tog hurtigt benene på nakken. Mine ben var desværre meget små og jeg blev også ligesom lammet - jeg kunne ikke røre mig ud af flækken - ligesom når man drømmer en uhyggelig drøm. Jeg kan egentlig ikke huske, at jeg var bange. Lige pludselig stod jeg bare der - helt alene - i det voldsomme, mørke uvejr. Først da vores nabo kom flyvende ud af ingenting i gummistøvler og greb mig under armen - kunne jeg mærke min angst. Da vi nåede i sikkerhed i vores lejlighed græd jeg lidt, mest for at få opmærksomhed, tror jeg. Bagefter satte jeg mig i vinduet og kiggede ud, mens jeg drak varm chockolade. Når jeg tænker tilbage på den aften føles den nærmest magisk og uvirkelig. Og hvis det ikke var fordi min søster og mine forældre ofte har bekræftet historien for mig, ville jeg tro det havde været en drøm.
Jeg tror lige jeg går ude og tænder op under gryden - det er kakaotid!
Sunday, May 01, 2005
Den brændende joggingBUSK...
Kære Amocca jeg er kravlet ud bag joggingBUSKEN og har brændt den he he.
Nej seriøst piger, jeg har det bare SÅ meget bedre. Jeg har købt nye, stramme jeans... maven er HELT flad igen og jeg er superklar til at kravle i det store skrud og bælle champagne på mit livs dag! Hvem ved måske kravler jeg om bag joggingBUSKEN igen i morgen, men lige nu er jeg sgu ovenpå!
Det er underligt som man kan gå fra at have fokus så stærkt på at opnå den ene ting i sit liv og til at have det fint med, at det ikke er lige nu. Jeg kan endda se noget godt i, at have min bryllupsdag fri for graviditetskvaler og oppustet mave. At jeg ikke skal gå i seng kl. 22.00 fordi jeg er ved at bukke sammen af træthed. I stedet kan jeg beruse mig i opmærksomhed og danse hele natten med min for lækre MAND (can you believe it) og min lillefis af en nevø. Apropos min lækre mand - da jeg var single, gik jeg og drømte om mr. right, den eneste ene, en lækkerbidsken som var min alene. Jeg troede aldrig min drøm ville gå i opfyldelse, jeg troede jeg var fortabt og alene. Men jeg gav det tid og så stod han pludselig foran mig og syntes, at jeg var Guds gave til menneskeheden. Jeg har fået præcist, hvad jeg drømte om. Han er måske ikke perfekt (og dog) men han er perfekt for mig! Jeg tænker, at nu vil jeg give min anden drøm lidt (mere) tid - og så går den måske også i opfyldelse. Og hvis den ikke gør? 1 ud af 2 er vel også meget godt - eller?
I dag er jeg på toppen - så hvis nogen har tænkt sig at annoncere en graviditet eller noget - så vent lige til i morgen (det gælder i øvrigt IKKE jer piger i blogland - i må gerne blive stanggravide og det kan kun gå for langsomt).
Nej seriøst piger, jeg har det bare SÅ meget bedre. Jeg har købt nye, stramme jeans... maven er HELT flad igen og jeg er superklar til at kravle i det store skrud og bælle champagne på mit livs dag! Hvem ved måske kravler jeg om bag joggingBUSKEN igen i morgen, men lige nu er jeg sgu ovenpå!
Det er underligt som man kan gå fra at have fokus så stærkt på at opnå den ene ting i sit liv og til at have det fint med, at det ikke er lige nu. Jeg kan endda se noget godt i, at have min bryllupsdag fri for graviditetskvaler og oppustet mave. At jeg ikke skal gå i seng kl. 22.00 fordi jeg er ved at bukke sammen af træthed. I stedet kan jeg beruse mig i opmærksomhed og danse hele natten med min for lækre MAND (can you believe it) og min lillefis af en nevø. Apropos min lækre mand - da jeg var single, gik jeg og drømte om mr. right, den eneste ene, en lækkerbidsken som var min alene. Jeg troede aldrig min drøm ville gå i opfyldelse, jeg troede jeg var fortabt og alene. Men jeg gav det tid og så stod han pludselig foran mig og syntes, at jeg var Guds gave til menneskeheden. Jeg har fået præcist, hvad jeg drømte om. Han er måske ikke perfekt (og dog) men han er perfekt for mig! Jeg tænker, at nu vil jeg give min anden drøm lidt (mere) tid - og så går den måske også i opfyldelse. Og hvis den ikke gør? 1 ud af 2 er vel også meget godt - eller?
I dag er jeg på toppen - så hvis nogen har tænkt sig at annoncere en graviditet eller noget - så vent lige til i morgen (det gælder i øvrigt IKKE jer piger i blogland - i må gerne blive stanggravide og det kan kun gå for langsomt).
Friday, April 29, 2005
Og sluserne stod vidt åbne...
Indtil i går eftermiddag havde jeg endnu ikke kunne græde den dumme knude, der sad og forstyrrede min fordøjelse, væk.
Om det var fordi min kæreste havde lovet at komme tidligt hjem, men ikke gjorde det. Eller om det var fordi min søster i et kort øjeblik troede hun var gravid ved en smutter (falsk alarm) ved jeg ikke. Men sluserne blev åbnet og salte tårer blev fældet. Hulk blev ytret og både mig og Hr. Lystig fik mascara på blusen.
jeg ved ikke hvorfor, men HVER gang tror jeg, at jeg selv bestemmer, at jeg selv kan styre om jeg vil være ked af det eller ej. Pludselig sniger det sig op på mig, det kommer altid bagfra og jeg bliver fanget i fælden. Bagholdsangrebet er ofte så kraftigt, at jeg bagefter føler trang til at undskylde over for min omgivelser, fordi mine klynk er høje nok til at vælte hele nabolaget. jeg gisper efter luft i flere timer efter, på samme måde som små børn gør det, når de har skreget (ok, jeg har tilføjet lidt drama her).
Men hold da fest, hvor er det godt, når det er overstået. Luften omkring mig er ren og jeg kan spise en yankee bar og samle stumperne af mig selv op igen.
Nu hvor knuden er væk kan jeg endog forestille mig at prøve endnu et IVF-forsøg... måske....
Om det var fordi min kæreste havde lovet at komme tidligt hjem, men ikke gjorde det. Eller om det var fordi min søster i et kort øjeblik troede hun var gravid ved en smutter (falsk alarm) ved jeg ikke. Men sluserne blev åbnet og salte tårer blev fældet. Hulk blev ytret og både mig og Hr. Lystig fik mascara på blusen.
jeg ved ikke hvorfor, men HVER gang tror jeg, at jeg selv bestemmer, at jeg selv kan styre om jeg vil være ked af det eller ej. Pludselig sniger det sig op på mig, det kommer altid bagfra og jeg bliver fanget i fælden. Bagholdsangrebet er ofte så kraftigt, at jeg bagefter føler trang til at undskylde over for min omgivelser, fordi mine klynk er høje nok til at vælte hele nabolaget. jeg gisper efter luft i flere timer efter, på samme måde som små børn gør det, når de har skreget (ok, jeg har tilføjet lidt drama her).
Men hold da fest, hvor er det godt, når det er overstået. Luften omkring mig er ren og jeg kan spise en yankee bar og samle stumperne af mig selv op igen.
Nu hvor knuden er væk kan jeg endog forestille mig at prøve endnu et IVF-forsøg... måske....
Thursday, April 28, 2005
Shiiiiit.....
Her gik jeg i min stille ro og godtede mig over, at jeg rent faktisk fik slæbt føromtalte ende ud i bad, ind til skrædderen, i butikker og hen til kaffebaren med veninden. Kommer hjem, reder sengen, prøver min nye trøje, tænder for PC'en...
Jeg slår så et smut forbi blogland og hvad sker der?
RikkeS giver mig et chock af dimensioner... tjek det lige ud!
Gisp!!!
Jeg slår så et smut forbi blogland og hvad sker der?
RikkeS giver mig et chock af dimensioner... tjek det lige ud!
Gisp!!!
Kviksand
Jeg har faktisk slet ikke tid til det her. Der er ting der skal ordnes, kjole der skal prøves, sko der skal købes. Men i disse dage føles vores kontor som kviksand. Jeg går herind om morgenen med min morgenmad, tænder PC'en og så forsvinder tiden. hvis du bad mig om at genfortælle, hvad jeg havde gjort med den (tiden - jeg gør ikke frække ting med PC'en - sidespor) så kunne jeg ikke. Jeg er bange for at indrømme det, men jeg tror det har noget at gøre med det her mislykkede IVF forsøg. Jeg er ikke decideret nede, men bare i joggingbuksehumør...
har ikke lyst til rigtigt at se nogen, eller tale med nogen. Jeg er ikke ked af det, jeg er heller ikke glad. Jeg er bare sådan lige her midt imellem - i joggingbukser (Gud forbyde, at de skulle bruges til det de er designet til).
Jeg er sikker på, at hvis mine veninder ikke havde travlt (et liv) så kunne de sagtens hive mig ud af denne funk. Jeg ville være selskabelig hvis de tvang mig til det, jeg ville endda finde det hyggeligt. Der er bare ikke så meget som et gram initiativ i mig lige nu. Derfor er det nærmest uoverkommeligt for mig at tage førnævnte bukser af og få min blegfede bagdel ud under bruseren, og afsted...
Kender i det? Har i det nogensinde sådan? Er jeg fra en anden planet? Er det mon chockolade på min trøje... (hov der røg jeg vidst af sporet igen) Seriøst - er jeg bare for langt ude?
har ikke lyst til rigtigt at se nogen, eller tale med nogen. Jeg er ikke ked af det, jeg er heller ikke glad. Jeg er bare sådan lige her midt imellem - i joggingbukser (Gud forbyde, at de skulle bruges til det de er designet til).
Jeg er sikker på, at hvis mine veninder ikke havde travlt (et liv) så kunne de sagtens hive mig ud af denne funk. Jeg ville være selskabelig hvis de tvang mig til det, jeg ville endda finde det hyggeligt. Der er bare ikke så meget som et gram initiativ i mig lige nu. Derfor er det nærmest uoverkommeligt for mig at tage førnævnte bukser af og få min blegfede bagdel ud under bruseren, og afsted...
Kender i det? Har i det nogensinde sådan? Er jeg fra en anden planet? Er det mon chockolade på min trøje... (hov der røg jeg vidst af sporet igen) Seriøst - er jeg bare for langt ude?
Tuesday, April 26, 2005
Kom kære venner, lokummet brænder...
Der har været enkelte forespørgelser omkring mit bryllup. I skal da heller ikke snydes for detaljerne.
Jeg har købt mig en kjole. Den består af en corsage i hør med med meget små blondebroderier (så det ikke bliver alt for tøset) og en lang nederdel i råsilke. Den har det de kalder "havfruesnit". Lige nu er den ved at blive syet om, for jeg er en lille skid og man syer ikke tøj til små mennesker. Det specielle ved kjolen, udover at den er flot som bare faen', er at den er 100% økologisk. Nej, det betyder ikke at man kan spise den bagefter, men bare at der ikke er brugt kemi i dyrkningen og behandlingen af stoffet. Frisuren og make up'en er også bestilt. Nu mangler jeg at bestille tid hos en kosmetolog, så jeg kan få gjort noget ved ansigtet og neglene.
Slotsopholdet er booket. Menuen er besluttet. Familien er inviteret. De blev i øvrigt MEGET glade, især min nevø, som er helt syg med bryllupper (ja, pga. vores allesammens Mary)han ringer konstant til mig for at koordinere. Fx. er det jo meget rart at vide, om man kan tisse på et slot. Det bekymrede ham lidt, hvordan man dog skulle lade vandet i dronningens nærvær. Jeg måtte jo så forklare, at det ikke drejede sig om lige det slot. Han har nu lige informeret mig om, at jakkesæt med tilhørende Peter Plys slips er indkøbt, så nu kan vi alle ånde lettet op.
Jeg selv mangler kun at finde sko! Jeg har i flere år været forelsket i et par guldsko fra "Stræk & Bøj", så hvis de stadig eksisterer skal det være dem. Ellers ser jeg det som en chance for at bruge penge på Marc Jacobs eller Vanessa Bruno... det er normalt uden for min rækkevidde.
Hmmmm... vi har ikke bestilt noget musik. Vi bliver trods alt kun 10 personer og det ville jeg alligevel ikke byde et par stakkels musikere. I stedet har vi medbragt musikanlæg, for som min nevø siger med glæde i stemmen; Moster, vi skal danse hele natten!
Jeg mangler i øvrigt også at skrive tale og købe morgengave. Jeg er helt blank, hvad angår gaven. Min kæreste vil have en ting, som holder evigt, men det eneste han ønsker sig er et MEGET dyrt ur... Har i nogle ideer?
Jeg har købt mig en kjole. Den består af en corsage i hør med med meget små blondebroderier (så det ikke bliver alt for tøset) og en lang nederdel i råsilke. Den har det de kalder "havfruesnit". Lige nu er den ved at blive syet om, for jeg er en lille skid og man syer ikke tøj til små mennesker. Det specielle ved kjolen, udover at den er flot som bare faen', er at den er 100% økologisk. Nej, det betyder ikke at man kan spise den bagefter, men bare at der ikke er brugt kemi i dyrkningen og behandlingen af stoffet. Frisuren og make up'en er også bestilt. Nu mangler jeg at bestille tid hos en kosmetolog, så jeg kan få gjort noget ved ansigtet og neglene.
Slotsopholdet er booket. Menuen er besluttet. Familien er inviteret. De blev i øvrigt MEGET glade, især min nevø, som er helt syg med bryllupper (ja, pga. vores allesammens Mary)han ringer konstant til mig for at koordinere. Fx. er det jo meget rart at vide, om man kan tisse på et slot. Det bekymrede ham lidt, hvordan man dog skulle lade vandet i dronningens nærvær. Jeg måtte jo så forklare, at det ikke drejede sig om lige det slot. Han har nu lige informeret mig om, at jakkesæt med tilhørende Peter Plys slips er indkøbt, så nu kan vi alle ånde lettet op.
Jeg selv mangler kun at finde sko! Jeg har i flere år været forelsket i et par guldsko fra "Stræk & Bøj", så hvis de stadig eksisterer skal det være dem. Ellers ser jeg det som en chance for at bruge penge på Marc Jacobs eller Vanessa Bruno... det er normalt uden for min rækkevidde.
Hmmmm... vi har ikke bestilt noget musik. Vi bliver trods alt kun 10 personer og det ville jeg alligevel ikke byde et par stakkels musikere. I stedet har vi medbragt musikanlæg, for som min nevø siger med glæde i stemmen; Moster, vi skal danse hele natten!
Jeg mangler i øvrigt også at skrive tale og købe morgengave. Jeg er helt blank, hvad angår gaven. Min kæreste vil have en ting, som holder evigt, men det eneste han ønsker sig er et MEGET dyrt ur... Har i nogle ideer?
Subscribe to:
Posts (Atom)