30+0 og en tur omkring svangreafdelingen

Undskyld fraværet - jeg er lige hjemvendt fra et ophold på hospitalet efter nogle voldsomme opkastninger og begyndende veer... Efter vehæmmende drop og en antibiotikakur er alt igen under kontrol. Nu klemmer jeg lige ballerne sammen og beholder ungerne derinde 7 uger mere.

26+5 og en gammel kælling....

I går var det min fødselsdag - 34 år gammel.... pyyyh! For første gang i 4 år tog jeg min fødselsdag helt og aldeles afslappet- det var ligesom ikke nogen big deal i forhold til de forrige år, hvor det bare har været så vigtigt for mig at alt forløb perfekt.

I år sad jeg bare der og holdt hof med min store mave og det var fint, præcis som det var. Ingen kunne ødelægge min fødselsdag med pludselige graviditetsbekendgørelser (ligesom sidste år) og jeg kunne hele tiden mærke de små tumle rundt inde bag maveskindet (sikkert pga. af en meget kalorierig fødseldagskage)....

Men nøj, hvor er man dog blevet en gammel kælling - heldigvis ikke tandløs endnu - men dog en gammel kælling!

Ellers flyver dagene afsted, når man ingenting laver. Tiden forsvinder simpelhen mellem fingrene på mig, som jeg går her og piller navle herhjemme. Maven er enorm og jeg begynder at mærke belastningen rigtig meget. Især er nætterne hårde, for jeg kan ikke ligge ordentlig og det gør ondt i min benede lille bagdel (yeah right), når jeg kun kan ligge på siden. Jeg roder også lidt med nogle krops issues - for jeg er altså nok bare ikke en af dem, der føler mig harmonisk og smuk som gravid. Ærlig talt føler jeg mig fed, grim og det er lige før jeg ville sige ildelugtende, men det ville nok være at tage det et skridt for vidt. Seriøst synes jeg at der er appelsinhud, hvor der aldrig før har været appelsinhud. Der hvor jeg tidligere havde undselige udstående blodårer på benene (arveligt betinget) er der nu grimme blå åreknuder. Heldigvis ingen strækmærker endnu, men lur mig om de ikke nok skal vise deres grimme ansigt før eller siden. Og jo, selvfølgelig er det det hele værd i sidste ende og udseendet er ikke alt und so weiter. Meeeen, Jeg har nu altså alligevel lidt svært ved at forene mig med dette blegfede legeme, som jeg engang følte mig attraktiv i. Jeg frygter, at min mand ser på mig og tænker bvadr! Han gør sit bedste for at overbevise mig om det modsatte og jeg er ganske klar over den hormonelle faktor i alt dette.... Men det er lidt sværere end jeg troede - jeg havde faktisk forsvoret, at jeg nogensinde ville brokke mig over bagateller som disse. Det skal da også siges, at jeg ELSKER det faktum, at min krop kan finde ud af at bære disse to unger i sig og yde dem næring. Jeg føler mig som et omvandrende mirakel. Tag ikke fejl af det.

Jeg har nok, ligesom med så meget andet graviditetsrelateret, haft en urealistisk forestilling om, hvor smuk man ville være i al sin frodighed. Og så er der nok lidt tabu i at sige, at man føler sig som en stor fed grimrian. Man skal jo helst stråle og være lykkelig og alt det der.

Anyway - nu har jeg i hvert fald lukket op for den pose. Og alle jer, der bare føler jeg dejlige og smukke og som ikke har spor på kroppen efter jeres graviditet. Jeg er glad på jeres vegne, men det er bare ikke lige jer jeg har lyst til at høre fra lige nu:-)

Kompliment?

Hr. Lystig (mens han henført ser på mig):"Du er så smuk"

Mig (med yderst tvivlende, homonbetinget blik): Jeg ligner en hval!!

Hr. Lystig: "Ja, ja da - men en fantastisk smuk hval!

2 år....

Tænk engang - så gik der endnu et år og i dag har Hr. Lystig og jeg været gift i 2 år. Det sidste år er vitterligt fløjet afsted - jeg fatter det slet ikke. I fredags var det 6 år siden vi mødte hinanden og i går fik jeg min første mors dags buket - nogensinde....

Jeg har nu påbegyndt først 5 ugers ferie og herefter starter min sygemeldig/barsel. Det er en underlig fornemmelse at trisse rundt herhjemme. En kæmpe omvæltning, når man kommer fra et yderst aktivt og hektisk arbejdsliv. De to første dage var faktisk ret svære at komme igennem og jeg kom selvfølgelig til at gøre så meget rent, at jeg måtte ligge ned i timevis bagefter... typisk mig! Nu tager jeg det lidt mere med ro og foretager mig rolige ting såsom at sortere i mine bankpapirer etc. Senere i dag vil jeg begive mig ud i verden og købe en gave til min elskede, som i morges kyssede mig på maven og sagde; "Jeg elsker vores små tulleprutter (det hedder vores børn indtil videre) så meget". Sødt eller hva'?

Det går meget, meget bedre med vejrtrækningen og ungerne knokler rundt inde i maven det meste af tiden. Det er vildt sjovt og jeg nyder det i fulde drag. Vi har lige fået en 3-4D skanning - sikke en oplevelse! Det var virkelig sjovt, at se dem ligge derinde. De sparker virkelig hårdt til hinanden og det er helt utroligt, at de kan holde til det synes jeg. Vi får i hvert fald vores sag for, hvis de slås lige så meget, når de kommer ud! Vores dreng var lidt mindre en pigen, men han var tykkere om maven og vores pige havde nogle utroligt lange fingre, der hele tiden røg koket op foran ansigtet, når vi ville se på hende... man er vel diva! Hun lavede på et tidspunkt "Looser" tegnet til os - så er fremtiden ligesom tegnet meget tydeligt op... Knægten gabte mest og prøvede på at spise navlestrengen. Fælles for begge tulleprutter er selvfølgelig, at de er usædvanligt smukke!!?

Ellers er vi faktisk ikke så gode til at dyrke denne her graviditet - vi er faktisk overraskende dårlige til det. Vi har indtil videre taget ét mavebillede tilbage i 12. uge... Hver gang vi er i en butik med babyudstyr går vi bare og kigger på hinanden og konstaterer; "nåh ja, det skal vi også have" - det er sjældent vi får købt noget særligt. De her unger skal virkelig helst ikke komme én dag før tid - for så får vi mere end travlt. Nu har vi sat svigerfar i gang med at male den seng, som vi på forunderlig vis har anskaffet os og vi er endelig kommet i gang med at bygge et "børnehjørne" i lejligheden. Vi vil ikke lave børneværelse, da vi er på udkig efter et hus. Hvem sagde hr. og fru Danmark? Tænk engang, at det også skulle overgå os!

20+4 og helbredet skranter lidt...

Så kom der lidt af en hurdle i denne ellers så fredelige graviditet. En cocktail af stress, høfeber, astma og to små der presser lidt på lungerne har givet mig store problemer med vejrtrækningen og det har indtil videre resulteret i et besøg hos lægen og en eftermiddag på hospitalet. Det har ikke været særlig sjovt - det giver sig selv. Og jeg har været utrolig bekymret for de små kanutter i maven. Men de trives tilsyneladende - de er i hvert fald begyndt at holde mig vågen om natten med deres små puf... Jeg kan ikke lade som om det generer mig, for jeg synes faktisk det er ret hyggeligt. Men det harmonerer ikke så godt med det niveau, jeg skal lægge for dagen på mit job for tiden.

Godt, at der kun er kort tid tilbage, før jeg kan slappe af og hellige mig den store mave, der uden tvivl inden længe tager magten fra mig.

Lige i øjeblikket er jeg yderst misundelig på de smarte slanke piger, der bevæger sig rundt i København iklædt forårsgevandter... Et eller andet skal man jo være misundelig på. Men er du tosset jeg glæder mig til august, hvor vi skal se, hvem det er der gemmer sig derinde.

Det blir'.....

En lille tøs og en lille knægt - så mine egne fornemmleser holdt stik. Alt var perfekt, de var helt som de skulle være....

18+5 og ikke meget nyt at berette

Ved det godt, skal nok... ja, ja, ja... nu skriver jeg jo noget ikk'!

Men jeg har virkelig ikke noget interessant at sige. Jeg går og kæmper lidt med mine følelser, fordi jeg ikke synes, at jeg føler den glæde, som jeg burde føle. Har ikke ville skrive det herinde, da jeg helst ikke vil støde jer der kæmper... Men jeg har virkelig svært ved at forholde mig til, at dette sker for mig. Selvom maven vokser og jeg har fået de første små los derinde fra - er det simpelthen så uvirkeligt for mig, at det her kunne gå hen og ende i to små babyer!!??

Jeg kan stadig ikke finde ud at købe udstyr og jeg synes stadig at bekymringerne får lov at fylde ALT for meget. Men jeg arbejder på at synge sange for de små uden at føle mig fuldstændig åndssvag... Et skridt af gangen, som man siger!

MD scanning er i næste uge - glæder mig til (og frygter også lidt) at få set om de har det godt derinde. Håber også, at de kan fortælle os om det er drenge, piger eller andre mærkværdige skabninger, der har taget ophold i min krop.

Ellers synes jeg godt nok, at det begynder at være svært at se smart ud... man bliver jo større og når man ikke er så høj (167cm) bliver altså lidt kugleformet. Især nu, hvor maven også vokser ud til siderne. Snart bliver det nemmere at hoppe over mig end at gå uden om... og jeg gider slet ikke at tale om brysterne... men Dolly har altså ikke noget på mig! Som hr. Lystig så charmerende synger: "min skat hun har tre buler, tre buler har min skat...". Han er så opmuntrende! Skriver igen efter næste scanning...

HBT...!!

Læser du stadig med herinde?? Jeg ved du er blevet gravid, så nu må du ud af busken:-) Tillykke!!!

15+2 - vægt!

Så er jeg her igen - jeg ved det, der er gået for lang tid. Men tiden har det med at glide gennem fingrene på mig for tiden - og dog føles den til tider så lang, så lang.

Der sker bare heller ikke det helt store. Jeg er stadig gravid, maven ikke så meget vokser, som ændrer form, synes jeg. Den bliver ligesom mere rund og strittende. Jeg har haft rigtig meget hovedpine og det har bekymret mig en del, men efter jeg er startet med at tage et tilskud af jern har det hjulpet lidt. En anden ting der fylder meget for tiden er min vægt. Jeg lagde jo ud med at tage 4 flotte kilo på de første tre måneder, hvilket jeg synes, kvalmen taget i betragtning var ret godt klaret. Men nu er vægten ligesom gået i stå. Den står og svinger mellem 59.9 og 61 kg. Jeg troede egentlig, at det var nu jeg skulle begynde at lægge mig voldsomt ud... Jeg spiser virkelig meget, men har også nogen gange en fornemmelse af ikke at kunne følge med min krops behov. Desuden er jeg så uheldig, at jeg allerede lider voldsomt af halsbrand, så jeg prøver også på ikke at spise for meget af gangen (selvom det er svært). Tænk - jeg havde aldrig troet jeg skulle bekymre mig om ikke at tage nok på. Jeg var sikker på, at jeg ville stå med det modsatte problem. Selvom jeg derhjemme allerede går under tilnavnet "elefanten" eller "blåhvalen" ... han er sød ikke!!

På onsdag skal jeg til lægeundersøgelse på det hospital, hvor jeg skal føde. Jeg tror jeg skal scannes, men er ikke sikker. Jeg håber det - trænger allerede til at få lidt ro i sindet igen. Ved det, jeg er total langt ude med mine bekymringer... Det meste af tiden tror jeg nu nok jeg er meget afslappet, selvom mine hormoner er begyndt at løbe lidt af med mig engang imellem. Jeg har indtil videre haft et par panikanfald vedrørende mine kommende evner som mor. Men vi har da heldigvis kunnet grine af mig bagefter.

13+5 et lille bløp derindefra

Så er det vidst ved at være tid til at jeg får givet livstegn fra mig.

Siden sidst har jeg været til jordemoderen og har hørt to små hjerter tøffe afsted, det var ret vildt og på en eller anden måde større for mig end selve scanningen. Ellers er jeg i en periode, hvor der ikke sker det helt store. Jeg synes ikke maven vokser så vildt lige nu (selvom andre siger, at det gør den) og min kvalme er næsten helt væk. Derfor går jeg nogle gange lidt i panik og bekymrer mig om, hvorvidt alting nu også er som det skal være derinde. I går da jeg lå og stenede foran fjerneren mærkede jeg et lille bløb inde fra... måske var det bare lidt luft, men det føltes anderledes. Jeg glæder mig ufattelig meget til jeg kan mærke de små og ikke er i tvivl. Heldigvis siger man jo, at man mærker liv hurtigere, når det er tvillinger.

Jeg går på barsel allerede i starten af maj. Som tvillingegravid går man som standardprocedure fra i uge 27 -28 når man er tilknyttet Rigshospitalet og så har jeg lige 5 ugers ferie, der skal fyres af. Så det er virkelig dejligt.

I øjeblikket tænker jeg meget over om det her kan være rigtigt? Er jeg virkelig gravid - selv nu tør jeg slet ikke tro på det og jeg er hele tiden bange for at gøre noget der får det hele til at ramle. Fx tør jeg slet ikke købe noget som helst babyrelateret, selvom jeg egentlig har lyst. Hvorfor render jeg rundt og tror, at jeg på en eller anden måde er forbandet? Er der nogen af jer der har følt det sådan?

12+4 og nakkefoldsskanning

I dag var så dagen! Vi var til nakkefoldsskanning og hold da op, hvor var de små mummitrolde vokset! Terminen blev bergegnet til d. 7. september - dagen før de hidtidige beregninger. Vi fik fine billeder med hjem i profil. Risikoen for Downs blev målt til 1:7128, så det kunne jo ikke være bedre. Vi er allerede dybt forelskede i de små væsener.

Kvalmen er næsten væk - den rammer stadig engang imellem, men den er slet ikke så lammende som den har været. Jeg har allerede taget 4 kilo på! Heldigvis sidder de på maven, men med alle de pandekager jeg spiser skal det nok ændre sig undervejs... Der går ikke længe før jeg kan gå under tilnavnet: kanonkuglen!

Det der med mavebilleder og den slags har vi ikke været så gode til - det har nok været lidt svært for os helt at forholde os til, at det her er virkeligt. Og så har min utilpashed også virkelig været en energisluger af rang.
Nu er energien ved at vende tilbage, og jeg begynder at kunne tro på, at jeg virkelig er gravid - med to små!

Min tur til udlandet gik fint, selvom rejsen i snehelvede, var hård at komme igennem. Da vi nåede bestemmelsesstedet, var det solskin og forår, så det var det hele værd.

10+6 og generelt ret kedelig...

Jeg er KEDELIG for tiden. Gider ingenting om aftenen, gider ingenting i weekenden... bare sådan rigtig dvask og kedelig. Måske har det noget med den evige eftermiddagskvalme at gøre, men for tiden er det eneste der rigtig duer min sofa og mit tv.

I næste uge skal jeg på en arbejdsrelateret rejse til Frankrig og jeg giiiiider ikke... jeg - utaknemmelige skarn. Men afsted skal jeg og jeg er sikker på, at det nok skal blive fint, fint når jeg endelig er der.

Maven vokser uhæmmet. Man skulle tro jeg spiste substral. Min søsters eneste kommentar, da hun så mig for første gang i et stykke tid, var: Jamen søsterlystig - hvad pokker skal det der ikke ende med. Så stor er min mave, at vi ikke kunne holde den skjult selvom vi ville...

NF skanningen nærmer sig med knap så hastige skridt - synes jeg. Og det er en milepæl jeg virkelig ser frem til. Jeg glæder mig til (forhåbentligt) at kunne slappe af og nyde, at jeg er gravid.

Det var så mit kedelige, kedelige indlæg... gaaaaab!

Træt....

Pheeeew, jeg har travlt og er energiforladt i øjeblikket - deraf min manglende opdatering. Når jeg ikke drøner rundt på arbejdet ligger jeg bevidstløs på sofaen eller forsøger at spise mig ud af den evige kvalme. I det mindste har jeg ikke den samme konstante kvalme mere og jeg er blevet meget bedre til at holde den fra døren og få spist på de rigtige tidspunkter. Men føj altså, når den rammer, rammer den bare dobbelt så hårdt som før. Enkelte gange har jeg måtte koncentrere mig heftigt for ikke at kaste op... og jeg kaster altså ALDRIG op.

De to små i maven ligger tilsyneladende og hygger sig fremragende. Min mand er praktisk og tænker i bil og barnevogn - der er jeg slet ikke nået til endnu.... Men det er nok også en måde for ham at glæde og forholde sig til omstændighederne. Familie, allernærmeste venner og arbejdsplads er orienterede og alle har været meget, meget glade på vores vegne. Jeg får næsten dårlig samvittighed over det, for jeg er jo ikke ligefrem boblet over af begejstring over omgangskredsens graviditeter de sidste år... Men i hvert fald dejligt med al den glæde!!

Det der med billeder - det får i altså ikke. For vi har ingen skanner derhjemme og desuden er jeg SÅ træt når jeg kommer hjem, at jeg intet orker - udover sofa og oceaner af chockolade. Så det må vente lidt. Men de er søde kan jeg godt afsløre, som de ligger derinder og tonser rundt!

9+3 og hurtig opdatering

De små rumdutter har det rigtig godt - de er præcis lige store og de lå og sprællede rundt derinde... Jeg skriver mere, når jeg har lidt mere tid.

To små rumvæsener

Hang der på skærmen og blinkede til os... Helt perfekte og lige som de skal være.

7+ 0 og to dage til skanning

Jeg har været lidt fraværende den seneste uges tid. Når jeg ikke plager mig selv med min nervøsitet for om alt nu er som det skal være er jeg i den grad plaget af kvalme. Kvalmen er der stort set døgnet rundt og den er svær at ignorere. Det eneste der hjælper er rigeligt med søvn og så mad! Det er svært i hverdagene, når jeg er på job. Det går lidt bedre i weekenden - her kan jeg give min krop en ekstra halv time før jeg står ud af sengen og jeg kan spise lidt mere regelmæssigt.

Jeg må sige, at jeg har fået en helt ny respekt for jer, der har kastet meget op igennem jeres graviditeter. Kvalme er bare altoverskyggende, når det er på denne måde. Jeg selv kaster ikke op, men jeg vågner op om natten fordi kvalmen er så voldsom. Det er som at have tømmermænd 24 timer i døgnet...

Jeg skal skannes mandag eftermiddag og vi er meget, meget spændte.

Maria - hjertelig tillykke med dine to pragteksemplarer af et par knægte... godt gået:-)

6+0 og i kulkælderen...

Det meste af sidste uge har jeg siddet på arbejdet og haft det elendigt. Jeg har haft kvalme - døgnet rundt og virkelig ikke været mange sure sild værd. Kvalme er jo aldrig rart, men jeg synes faktisk det var dejligt. endelig kunne jeg mærke, at jeg var gravid og endelig kunne jeg tro på det.

Nu er kvalmen forsvundet som dug for solen og jeg er atter ved at køre mig selv ned i et bekymringshul. Jeg har faktisk lidt svært ved at tackle det her og jeg tror, at min ufrivillige abort for to år siden har efterladt flere traumer i mig end jeg egentlig har været villig til at indrømme. I hvert fald har jeg det ret hårdt og har svært ved at overskue, hvis denne bekymring skal fortsætte i flere uger. Nu er der sikkert nogen der siger, at bekymringer hører med til at være gravid og få børn... og den er jeg helt med på. Men mine bekymringer grænser til angst i øjeblikket og det er ingenlunde sjovt.

Jeg har været lidt rundt og læse i akiverne hos nogle af jer, der har været gravide og det hjalp en smule for jeg kan se, at de tanker jeg gør mig også har gjort sig gældende hos nogle af jer. Men jeg har stadig brug for jeres gode råd... hvad ville I gøre hvis I var mig?

5+2

På alle de amerikanske graviditetssider står der, at jeg burde blive ramt af kvalme nu... Altså det står der, som om det er SANDHEDEN. Nu skal jeg altså have kvalme - det har jeg bare ikke. Måske lidt, engang imellem, men ikke noget særligt.

De andre symptomer svinger lidt. Jeg er stadig MEGET sulten og jeg er bange for, at jeg ender som en ordentlig trumle, hvis jeg fortsætter med at indtage føde på samme vis som nu. Træt er jeg også - i lørdags sov jeg fra kl. 14.00 til 16.00 og igen fra 21.30 til 08.30.... Når kl. slår tre er jeg klar til at gå hjem fra arbejde. Det er lidt for tidligt. Jeg har meget svært ved at koncentrere mig om andet end min krop lige nu. Brysterne er ømme, eller det vil sige det svinger meget. Pludselig er de meget ømme og så er de ikke ømme, men de ser i hvert fald lidt anderledes ud end de plejer. De er større (Hr. Lystig er meget glad) og de var jo ikke små før... så... Hello Dolly - synger vi herhjemme for tiden!

Angsten er der i høj grad endnu - men jeg synes, at jeg er blevet bedre til at skubbe den lidt i baggrunden så den ikke er helt så overvældende. Men det svinger også lidt i takt med symptomerne (og mangel på samme). Hvis bare jeg kunne få en garanti på, at det er nu jeg skal være mor.... er der nogen der ved, hvor garantikontoret ligger?

Og hvornår skal man egentlig opsøge sin læge? Skal man allerede nu bestille tid til nakkefoldsskanning og den slags?? Hvem har en manual jeg kan låne?

Recap

Fortæller du om forløbet indtil nu? Ja, det gør jeg da...

Vi havde opgivet - ville ikke mere, turde ikke mere. Det gjorde for ondt og vi ville spare os selv for flere nederlag... eller sådan havde jeg det i hvert fald. Hr. Lystig var ikke helt enig og som det sidste lovede jeg ham, at vi ville få en second opinion. Valget faldt på Rikkes Doktor Spas, som kastede et blik på min journal og mine røngtenbilleder og sagde... "det her, det er dansen rundt om guldkalven min skat" (sagde han faktisk). De æggeledere skal UD.

Som sagt så gjort en måneds tid efter fik jeg æggelederne fjernet af selveste Jørgen Clevins datter (de kan noget med sakse den familie). Og efter endnu en måned startede jeg op i en lang behandling. Jeg fik lagt 2 prima blastocyster (dyrket i 5 dage) tilbage d. 21.12. og fik akupunktur, et pilleglas med prednisolon og et knus af doktor Spas. Og så gik jeg hjem for at holde jul. Hver dag underholdte jeg gæster, hver nat græd jeg! For alt lod til at være som det plejede og jeg var sikker på, at heller ikke dette forsøg havde virket. Sidste torsdag var jeg på café med min mand og vi besluttede at købe en test, tisse på den (altså kun mig) og derefter drikke os en kæp i øret med en god flaske vin! Først skete der ikke en dyt... jeg sad og kiggede på testen et øjeblik, tænkte "ja, det vidste jeg jo godt" lagde den fra mig for at vaske hænder og var i mine tanker i gang med den allerbedste rødvin fra vinreolen. Tog testen op for at smide den ud... to streger ... lige kraftige... hov! Vi måtte lige sunde os og fik begge to grineflip. Slog koldt vand i blodet, da jeg før har testet falsk positiv. Hr. Lystig drønede ind på apoteket for at købe en anden test... også to streger ... lige kraftige...

Ja, resten ved i jo. Blodprøven viste HCG på 653 - sidst jeg var gravid var den 157 (eller 159 kan ikke huske det) så noget tyder jo på, at Søs er gravid. Og måske... bare måske er hun begyndt at få lidt ømme bryster (de vokser i hvert fald VOLDSOMT) og måske, bare måske havde hun en hel del kvalme midt på dagen i dag. Så måske, bare måske... er den virkelig god nok...

Back in business

Efter et moderat pres fra omverdenen genåbner jeg hermed min blog.

Som de fleste af jer ved er miraklet sket og jeg er blevet gravid igen! I dag er 4+5 (men hey hvem tæller dage - ikke mig... fløjt...fløjt...fløjt...).

Det er meget svært for mig at glædes over denne nye drejning i mit liv - mit hoved er desværre mest fyldt med bekymringer. Jeg har problemer med at tro på, at det virkelig er rigtigt og da jeg absolut ingen symptomer har (pånær ekstrem sult - men det er vel ikke et symptom ligefrem... jeg har jo altid været glad for mad) tror jeg stadig hver andet øjeblik, at NU er det slut. Det bliver nogle lange uger og jeg har brug for DIG til at hjælpe mig igennem.... hjælp!