Eksistensiel paranoia

Uheldet følger mig støt i disse uger - en nerve har sat sig fast i ryggen og giver mig SMERTER. Min lunge føles som om den kan kollapse, når jeg trækker vejret og det gør bogstavelig talt ondt i hovedet, når jeg tænker (så det vil jeg overlade til i andre i dag). Og selvmedlidenheden oh selvmedlidenheden, hvilken trofast følgesvend, som bekræfter mig i min paranoia. Nogle er ude efter mig, guderne har set sig gale på mig. Bevæger mig langs panelerne mens blikkene sniger sig bagud, hvem lurer der i mørket og venter på det rette øjeblik til at slå ned i mit miserable liv?

Hver dag denne uendelig riven i mine slimhinder, og nåle i min mave - hvad jeg dog ikke bydes. Må vaklende famle mig hen på divaneseren. Ikke engang der kan jeg finde ro i min elendighed. Mit sølle eksistensielle grundlag smuldrer for øjnene af mig og jeg må have fat i lugtesalten. Jeg skriger til min husbond "så find den dog - det er et spøgsmål om liv eller død"! min husbond iler til og forsøger forgæves at holde mit skrøbelige kød i live... men ak... en er fortabt når guderne har set sig bistre.

Jeg glider ud af ind af min sjælelige smerte alt imens jeg under stor anstrengelse hvisker til min husbond "det er guderne, de griner af mig". Herefter bliver alt sort i sumpet paranoiansk mørke...