Glad for, at jeg slipper for at tænke mere over grammatikken i det!
Nu har i nok siddet og glædet jer til et velovervejet, velformuleret indlæg med temaet "dumme bemærkninger fra fertile kvinder", som jeg har reklameret med. Men sandheden er, at jeg stadig bliver lige så lammet af de ÅNDSSVAGE bemærkninger, som folk kan finde på at hælde ud, når de ikke ved hvad de skal sige. jeg er helt overbevist om, at jeg garanteret selv gør det hele tiden. jeg håber, nogen beder mig om at holde min kæft, hvis det er tilfældet.
Men det skete altså igen. En kollega sagde de ord, som med et slag forvandlede hende fra sød og venlig til frådende grønt uhyre, der må destrueres inden solnedgang for ellers går det galt ... "arh, du skal bare slappe af, det kommer når du mindst venter det" ... Monolog i mit indre: "din lortesæk, du skal ikke sidde der og belære mig om, hvor meget jeg selv har indflydelse på denne her lortesituation, som gør mit liv til snot i perioder" ... Forsøg på fornuftig dialog: "ved du hvad, den bemærkning har jeg hørt så mange gange, at jeg får kvalme af det. Jeg ved, du mener det godt, men jeg tror ikke mine oviductus'er (brugte et andet ord i virkeligheden) vokser ud påny, hvis jeg beslutter mig for at købe en hængekøje og slå hjernen fra (også her blev der brugt lidt andre ord, men dramaturgi, I ved)" ... Hende: "jamen jeg kender en pige, som havde prøvet i flere år og så gav hun op og lod være med at tænke mere over det - vupti så blev hun gravid" ... Indre monolog igen: "Ej, ved du selv, hvor dum du lyder? Du generaliserer ud fra en historie, som du i virkeligheden ikke ved passer. Hvordan fanden kan du vide om hun bare lige sådan besluttede at lade være med at tænke på det? Er det overhovedet muligt; orv, nu synes jeg jeg har tænkt længe nok på det - jeg tror jeg stopper nu? Kan det tænkes, at ikke alle barnløse kvinder har det samme fysiske (eller det er jo åbenbart psykisk) problem, som kan løses ved aftagende tankevirksomhed?" ... Virkelighedens dialog: "Jamen, det lyder da dejligt - nu må vi se - ræk mig lige kaffen" ... Indre monolog: "Så jeg kan smugle arsenik i den" ... Dialog (med sødest mulig stemme): "Vil du ikke have en kop til?".
Wednesday, March 02, 2005
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
7 comments:
Hej Søs.
Ååååh ja, indre monologer, kender udemærket godt følelsen af at man med sammenbidte tænder og sukkersød stemme får sagt en hel masse der slet ikke stemmer overens med det man tænker...(gudskelov, kunne man nok sige...)
-Men iiih hvor er det skægt at se det på skrift *GG* -så får man detogså lissom "talt" ud.
Om det hedder en ægleder eller en æggeleder??? tjaaa det hedder jo en æggebakke (der er mange æg i) men det hedder jo også et æggebæger (og her er der kun e´t æg i)
Det er sgi ægge nemt at blive klog på...
P.S. Jeg har fået spritny blog...you´re weelcome!
Åh, jov. Det er lige sådan at det er. Herligt beskrevet.
Hvis jeg skal børste støvet af min lille latin prøve (og den er altså gammel) mener jeg at kunne huske at oviductus bliver til oviducti i flertal :)
Knus
Der vil altid komme situationer, hvor du må træde et skridt tilbage, trække vejret og finde et usædvanlig pædagogisk overskud frem. Specielt når andre mennesker siger som bl.a. din kollegaer. Dybest set siger hun det i bedste mening, for hende lyder det som en plausibel forklaring, sådan at lade psyken bestemme slagets gang – og hun har til dels også ret, men ofte er barnløshed jo konstateret gennem længere tids behandling og kontrol og derfor findes der også gerne en medicinsk forklaring på, at netop du ikke kan blive gravid på den "normale" (alt er vist relativt) måde.
Der hvor jeg vil give din kollegaer ret er i måde hvorpå vi vælger at tackle vores situation. Måden hvorpå vi vælger at hive os selv op ved roden, måden hvorpå vi ser vores dæmoner i øjnene og kæmper med oprejst pande. Barnløshed og kampen deri giver voldsomme nederlag ind imellem, men at tillade sig selv at tage dagene som de kommer og ikke altid lade det være det primære i ens liv, det tror jeg virkelig gør en forskel i forhold til behandlingerne. Jeg kan tage fejl.
Jo, Frederikke - jeg forstår godt, hvad du siger. Men nu er jeg i forvejen ret god til at tage hver dag for sig. Det som virkelig pisser mig af er, at hun vælger at børste det jeg går igennem over på mig og giver mig ansvaret for, at jeg ikke kan få børn ad "naturlig vej". Når hun siger sådan siger hun, at jeg gør noget forkert og hvis jeg bare gjorde det anderledes, så ville jeg få det jeg ønsker. Det er jo ikke tilfældet - jeg kan slappe af og give slip (hvilket jeg for længst har gjort) herfra og til månen, det gør mig ikke mere gravid.
Det er den mangel på anerkendelse af at barnløshed er fysisk og ikke relateret til om man "fortjener at få børn" eller "slapper nok af". Det er den der følelse jeg får af, at hun, når hun siger sådan, lader som om den slags aldrig kunne ske for hende "for hun har gjort det rigtige" og derfor er hun blevet "belønnet" med et barn.
Det er nok i bund og grund ligegyldigheden og ignorancen i sådan en bemærkning, som jeg reagerer på...
Når det så er sagt, så ved jeg også, at hun mener det godt... det er jo også derfor det med arsenikken kun forekommer i min fantasi;-)
Søs
Søs, dybest set er det ligegyldigt hvad vi reagerer på: Det er følelser og det behøver vi jo ikke forklare.
Det er sindssygt tragisk at tingene skal være som de er i forhold til barnløsproblematikken.
Selv tror jeg det hænger sammen med alle de pseduo-undersøgelser, der altid er til alting; frutbarhed eller mangel på samme, graviditeter, fødsler, rygning osv.
Omverden bliver forvirret.
Derudover er barnløshed endnu ikke ord, der rigtig eksisterer i bøgerne om forplantning og når det endelig blive taget op i medierne, så bliver det fremhævet som et luksus problem og kaldt en folkesygdom og dermed sidestillet med fx overvægt.
Det er den slags dumhed vi skal kæmpe imod. Det er smadder hårdt og dårligt bliver vi jo konfronteret med de mange delte meninger, der afspejler vores samfund.
Mange gange bliver vi nødt til at gentage vores fortælling i en uendelighed. Det kræver overskud.
Jeg kan sagtens forstå, du reagerer og i dit stille sind ønsker død og ulykke. For det er jo en anden side af fortællingen: Ikke bare kæmper vi mod dumhed, det er kraftedeme også de "dumme", der får børnene og hvad er lige historien med det?
Ja, det er rigtigt:-) hva' pokker sker der? Det er sgu' så svært med alle de følelser, som vi ofte ikke engang ved vi har.. Nogle gange synes jeg jo også jeg selv reagerer helt latterligt - det er derfor det er så sjovt at skrive om... Knus Søs
Når jeg er i dårligt humør spørger jeg dem om de mon dumpede biologi i folkeskolen.... når jeg er i overskudshumør smiler jeg overbærende og forklarer dem hvordan det hænger sammen når man har fået fjernet æggelederne... og når jeg ikke orker noget smiler jeg og kaster op i min mund
amocca
Post a Comment