Mysteriet Søs ...

I virkeligheden er jeg ikke spor mystisk, men I kender mig jo ikke - så nu har jeg muligheden for at lade som om jeg er det!

Det er jo ikke fordi jeg har givet særlig mange oplysninger om mig selv her på min blog. Hvis man altså ser bort fra det helt intime såsom, hvornår jeg ægløser, menstruerer, størrelsen på min bagdel i baggy pants og når jeg skændes med mine kolleger ...

Så jeg synes i virkeligheden I skal have nogle flere ledetråde og dermed lære mig lidt bedre at kende. Jeg er 31 - snart 32 (ugh). Min kæreste og jeg er begge akademisk uddannede og vi bor i København. Jeg arbejder til dagligt med markedsføring og kommunikation. Jeg er absolut mønsterbryder og er faktisk den allerførste i hele min families historie, der er universitetsuddannet. Om sommeren befinder jeg mig på klippeøen så tit jeg kan og nyder det i fulde drag. Ellers maler jeg billeder, skriver, løber ture og drikker mangen en kaffe latte med mine veninder og min søster. Min kæreste (snart mand som I ved) er meget tæt på hinanden og vi bruger rigtig meget tid sammen - for meget mener nogle nok - men vi er i sandhed hinandens bedste venner. Vi elsker hinandens selskab. Det er ikke altid rosenrødt og vi har haft vores at slås med, som alle andre, men vi holder fast i hinanden endnu.

Vi vil meget gerne have et barn (før i tiden var det "børn" men ydmygheden og beskedenheden har indtruffet sig for længst) og har forsøgt snart 3 år. Desværre ligner min ene æggeleder pigtråd og trods det, at den anden arter sig fint på røngten (meget fotogen), mener lægerne, at den har skjulte defekter. Herudover er jeg tillige velsignet med en god del endometriose på den ene æggestok, i form af en tilbagevendende cyste. Man skal ikke være meget kvik for så at tænke sig til, at det nok er den samme "velsignelse" der har sat sig på æggelederne og gjort dem helt - eller delvist dysfunktionelle. Hvis vi vil gøre os nogen som helst forhåbninger om reproduktion er det altså reagensglas 'or the highway' ...

I september 2004 lod vi os narre til at tro vi var heldige, da det første IVF rent faktisk resulterede i en meget positiv test. Vi kunne dog stoppe vores undren efter 3 måneder da det med heldet, viste sig at være et hoax - vi mistede drømmen og tilbragte en rum tid med tårer og ubesvarede "hvorfor" skrig ... Det sidste passer ikke, det tilføjede jeg bare for dramaeffekten.

De gængse debatforaer blev utilstrækkelige - jeg vil have mit helt eget publikum, som I ved handler det om mig, mig, mig... egoistisk og barnløs, som jeg jo er. Apropos publikum - bank, bank (banker, i panisk angst for at forsvinde i glemslen, på skærm) - er I egentlig derude?

Retfærdighed

Før jeg blev ufrivilligt barnløs var jeg vidst temmelig naiv omkring mange ting i mit liv. Jeg troede, at der var en større mening med alt og det var min holdning, at man får hvad man fortjener. I mange år gjorde den holdning livet ekstremt svært for mig og på et tidspunkt endte jeg i dyb depression, fordi jeg gik rundt og troede, at jeg var et dårligt menneske, som fortjente alle de svære situationer jeg "blev sat i". Det tog mig lang tid at lære, at der ingen retfærdighed er - i hvert fald ikke på den måde, jeg gik rundt og tænkte. I dag er jeg mere kynisk, men det har på mange måder været en enorm lettelse for mig at opgive "alt sker af en årsag" tankegangen. Nogle gange kan det selvfølgelig være svært at se meningen med tingene, hvis ikke de har en årsag. Men måske, bare måske (for jeg ved et jo i virkeligheden lige så lidt som alle andre) er der ingen mening med at livet udarter sig, som det nu gør, for den enkelte. Meget kan vi selv styre og kontrollere, meget kan vi ikke.

På en eller anden måde løftede min holdningsændring mig også ud af en offerrolle, som gjorde, at jeg ofte sad fast. Jeg føler mig stadig som offer for omstændighederne engang imellem, fordi jeg er det - men jeg påtager mig ikke længere den fulde skyld... Det er bare uheld! Det er, meget få, mennesker der helt undgår uheld i deres liv, andre løber ind i alt for megen af den... sådan er det bare! Jeg bliver stadig stiktosset når mine veninder prøver at skabe mening med, at jeg har svært ved at få børn. Én har sågar sagt, at det nok var Guds mening ... hvorfor i alverden skulle Gud være ude efter lille mig? Den logik kan jeg slet ikke følge.

I morgen er der en ny dag - og for at bruge en kliché - ingen kender dagen før solen går ned ...

Kan i gætte hvem det er?

Det er mig! 

Med søndagmorgenhår og baggy pants!

Oh frihed!

I dag har jeg taget en fridag. I virkeligheden har jeg kun en 29 timers arbejdsuge, men for det meste sniger den sig op på meget mere. Så derfor tager jeg ofte en fridag.

Jeg har altid mange planer om, hvad mine fridage skal bruges til. I dag skulle jeg male (skal udstille for første gang om et par måneder) ud og købe en symaskine, hente min cykel hos cykelsmeden, rydde op i mine papirer, vaske lidt tøj og se min veninde C. Indtil videre har jeg læst blogs, tjekket e-mails, chattet med min veninde L., drukket en kæmpe kaffe latte, set morgen tv, redt sengen, læst blogs igen og nu sidder jeg her og skriver.

Selvfølgelig kan jeg stadig nå mange af de ting jeg havde planlagt og jeg skal også stadig se C. i aften... men generelt har jeg lidt svært ved at administrere frihed. Til dagligt, når jeg har travlt, når jeg alt muligt på ingen tid. Super effektiv. Men når jeg har fri glider tiden ud mellem fingrene på mig.Min hjerne arbejder hurtigt, men min krop vil slappe af.

Måske er det fordi jeg til hverdag ikke har så meget tid til at samle tankerne og få puttet dem i de rigtige kasser - så derfor insisterer min krop på, at jeg får det gjort. Men jeg får af en eller anden grund altid dårlig samvittighed. Det er en tillært vanetænkning, at man helst skal fare rundt og gøre ting - hele tiden.

Så sent som i går hørte jeg en kvinde (vidst en skuespiller) på tv (kørte i baggrunden mens jeg var effektiv) sige; "jeg er blevet givet det her liv og så er det mit ansvar hele tiden at gøre noget kreativt med den tid jeg har og ikke spilde den"... Hvorfor egentlig? Kunne jeg ikke lade være med at tænke. Jeg mener - det er da fornuftigt tænkt og sagt og alt det der... men hvorfor egentlig? Hvor har hun den sandhed fra, hvem har gjort hende til budbringer af, hvordan det er "rigtigt" at bruge sin tid? Det var helt tydeligt at kvinden mente, at netop hendes måde at være kreativ og bruge tiden effektivt på burde sætte normen for resten af menneskeheden. Men skal man være kreativ med sin tid - hele tiden? Hvordan er man i øvrigt det? Er det besluttet ovenfra, at man ikke må "spilde" tiden (hader det udtryk). Hvor findes den lovsamling der beslutter, hvornår det er "spild" det man foretager sig og hvornår det ikke er?

Jeg beundrer de mennesker, som tager sig tid til eftertanke og som giver sig selv lov til at gøre refleksion til en livsstil. Dermed ikke sagt, at man nødvendigvis skal sidde på sin bagdel og filosofere HELE tiden. Men er det ikke ok at trykke på pauseknappen ind imellem og bare dovne den af - få tankerne i spil? Det er vel også kreativitet? Til gengæld har jeg også en meget stærk beunding for de mennesker, som forstår at køre på og få tingene gjort. Allermest beundrer jeg nok de mennesker, som har fundet balancen, som ikke lader sig indoktrinere af andre menneskers sandheder (eller klicheer).

Det lyder måske helligt, men for mig er det faktisk det modsatte.

Så i dag siger jeg skråt op med den dårlige samvittighed...i dag lader jeg mig ikke indoktrinere. Stik mig en plaid og en fjernbetjening og jeg skal vise jer kreativitet!

Den store dag er udskudt

Vi bliver nødt til at flytte brylluppet, for vi kan faktisk risikere, at jeg skal have taget æg ud på selve dagen. Det synes jeg trods alt ikke, jeg vil bruge min bryllupsdag til. Så nu bliver det i starten af maj i stedet - til gengæld har vi besluttet at invitere den nærmeste familie på et slotsophold.Iiiiih hvor jeg glæder mig!!

Rikke du siger bare til - så kigger vi forbi Cirkeline med en gave.

Kompensation

Først: tak Frederikke hils din prinsesse. Jeg har tænkt, at jeg snart må besøge hende og hilse på.

Jeg kom lige i tanke om at flere indlæg på én dag, da må kompensere for, at de er korte????

Op på hesten igen ...

Allerede i går aftes måtte jeg tage en beslutning om, hvorvidt jeg ville ringe ind på klinikken og melde mig til IVF i denne cyklus. Af frygt for at fortryde, hvis jeg ikke gjorde det - ringede jeg. Så den 13. marts er det tilbage i sadlen (eller i dette tilfælde bøjlerne;-))og i gang med nedregulering. Kan næsten ikke overskue det, men kan heller ikke overskue at skulle vente. På en måde føler jeg, at jeg løber om kap med tiden...

Min 32 års fødselsdag nærmer sig med hastige skridt og jeg er bange for at jeg ikke når en eller anden usynlig mållinje, hvor min krop tørrer ud og æggene forsvinder.

Frederikke hvis du er der: Jeg tror måske kun Cirkeline har tryllestøv til én person af gangen - jeg håber, at jeg er næst i køen. Vil du spørge hende igen?

Så blev der tisset på det bål!

Eller der blev i hvert fald tisset på en pind - som var negativ. Og et sekund efter kom blodet. Ironisk på en måde. Natten blev tilbragt med tårer og spørgsmål som; "hvorfor vil du egentlig være sammen med mig" og "find dig en anden og få en familie" ... Dumt, ja ligefrem ynkeligt måske. Men reaktionerne kommer lige så meget bag på mig selv. Overvejer kraftigt at smide håndklædet i ringen, men det har jeg overvejet før. Jeg tror bare ikke, at jeg kan give op endnu.

Sidder nu, lidt klatøjet, og håber på, at ingen vil spørge mig om noget særligt i dag - for jeg er stadig tudevorn. Men hold da helt op, hvor skal jeg drikke meget kaffe i dag!

Note til mig selv: skriv nogle længere indlæg! I morgen!

Glæden ved: "Måske" ...?

Jeg har ondt i maven. Tror desværre min menstruation er på vej. Jeg er ked af det, selvom jeg var forberedt på, at det bar derhen. I disse situationer begynder jeg altid at tænke helt irrationelt som f.eks. "kunne jeg da ikke i det mindste få lov til at tage en test inden blodet kommer" eller "hvis bare jeg ikke får menstruation før torsdag"... Det er jo blændende ligegyldigt om jeg bløder før eller efter en negativ test, hvis den er negativ er den negativ - færdig bum. Men det fatter min hjerne ikke.

Jeg tror det handler om, at jeg for en lille stund kan få lov at have håbet i behold. Det søde "måske" der trænger sig på hver gang jeg føler et niv eller en snert af kvalme. Det "måske" der får mig igennem dagen, hver dag i de to venteuger. Drømmen om at lykken vender og det er min tur nu...

En nedadgående hvirvelstrøm

I dag er jeg helt nede i hullet og "jeg bliver aldrig mor" sangen kører på repeat i mit hoved. Øv!

I morgen

er der kun en uges ventetid tilbage. Tiden slæber sig afsted denne gang og jeg vil bare have de to uger overstået. Jeg tror desværre ikke den er der denne gang. I øvrigt er jeg vidst ved at blive småtosset - vågner op midt om natten for at trykke mig selv på brysterne og konstatere, at de stadig ikke er ømme. Nogle gange får jeg trykket så meget, at de faktisk bliver ømme og så har jeg det lidt bedre - i et par minutter.

Jeg har svært ved at koncentrere mig om noget som helst og laver hele tiden småfejl på arbejdet. Selvom jeg prøver at aktivere mig selv, når jeg kommer hjem ender jeg oftest på sofaen foran fjernsynet. Normalt har jeg krudt bagi og vil gerne alt muligt - men lige nu er der ingen energi at hente. Hvis jeg kunne få lov til at sove den næste uges tid, ville det såmænd passe mig fint.

I weekenden er der planlagt café-tur med vennerne, retaurant og bio med kæresten - og så skal vi ud og kigge på ringe...iiiiih. Så der bliver min dovne bagdel da heldigvis sat i sving.

Jeg tænker meget på, hvordan jeg vil håndtere en negativ test, men jeg ved det faktisk ikke. Som jeg tidligere har været inde på bliver det en af den slags reaktioner, man ikke kender før man står i den. Det samme gælder i øvrigt, hvis jeg mod forventning skulle stå med en positiv test på næste torsdag (aaargh). Som sagt - der er intet der tyder på det.

Hvis i er trætte af at høre mig klynke :-) synes jeg i skal slå et smut forbi RikkeS - hun har skønne nyheder og jeg er bare ovenud begejstret... Tillykke Rikke!

Mere om tid og når den står stille ...

RikkeS er gravid... og selvom hun er i venteposition og er bange for at glæde sig, er hun lige nu gravid. Jeg glæder mig meget på hendes vegne og det er nemt for mig at glæde mig - på hendes vegne. Men jeg tror godt jeg kender det sted, hun lige nu frekventerer. Hun er der, hvor tiden står stille og livet foregår i slowmotion alt imens resten af verden ræser forbi.

Som mennesker vil vi sandsynligvis finde os selv i denne tidslomme i perioder af vores liv. Vi kender det alle. Jeg har selv været der i lange perioder. især efter jeg fandt ud af, at børn ikke hænger plukkeklare, på træerne. I dag vågnede jeg op med den følelse igen. Hvad har jeg udrettet med mit liv de sidste tre år? Det var nu jeg skulle skabe mig en karriere og en familie. I stedet blev jeg sat på pause ... Det er følelsen af at blive overhalet indenom og pludselig være omgivet af færdige pakkeløsninger. Hele familier er opstået omkring en. Og de er rigtig "voksne", med rigtige børn, huse, biler, terminer, karrierer... Hvordan skete det? Hvor var jeg? Hvem var jeg? Min identitet er dramatisk omlagt uden egentlig retning. Hver gang jeg finder fodfæste forsvinder jorden under mig og jeg må lægge nye planer... nye veje. Jeg bilder mig selv ind, at de andre er lykkelige, at de ved præcist hvor de vil hen - imens jeg flyder forvirret rundt og med ustruktureret energi forsøger at asfaltere. Panikken rammer mig og fornemmelsen af manglende kontrol er total. Hvor skal det ikke ende.

Så svømmer jeg lige så stille uden at bemærke det ud af lommen og føler mig nærmest lykkelig. Lever her og nu. Husker at tænke på, at i morgen måske ikke eksisterer. At lykken ikke kan udskydes til fremtiden. Stråler, smiler, danser, elsker... Er ven for mine venner, familie for min familie, kæreste for min kæreste.

Indtil den morgen jeg igen vågner, sætter benet ud af sengen - lige ned i den flydende sump. jeg lægger mig til rette i sumpen, finder asfaltblandingen frem og begynder panisk at røre rundt ... Søde Rikke - jeg er bange for at det aldrig ender - skal vi danse?

Så gik der tid med det...

Ja, jeg ved faktisk ikke engang helt, hvad jeg skal skrive om. Der sker ikke så meget andet end, at jeg venter og venter og venter.... (og spiser). I mellemtiden kan du få lov at overvære en scene fra mit liv:

Søs: "sidste gang havde jeg vidst ømme bryster allerede nu, det ene er måske lidt ømt.. men der tog jeg jo også Progestan...måske er det andet også lidt ømt... og jeg er også ret sulten... hele tiden... og træt... men det er nok bare kulden... og arbejdet... der gør mig sulten og træt... jeg har også lidt kvalme... men har jo lige spist en hel pose vingummier... og man har vidst ikke kvalme så tidligt... jeg tror ikke jeg er gravid... på den anden side... det var jo gode æg... og de sagde der var gode chancer... jeg er vidst også lidt mere sur end jeg plejer at være... men det er nok bare kulden igen.... og arbejdet... tror du ikke?"

Hr. soesterlystig: "mmmm......"

Søs: "skaaaaat???"

Hr. soesterlystig: "Hvad sagde du?"

Sne

Årets første sne faldt den dag. Normalt er sneen længe ventet og højt elsket, men den dag så vi den ikke rigtigt. Den piskede os i ansigtet, da vi langsomt bevægede os fra bilen, ind i elevatoren, op på gangen, ind til lægen, op i stolen ... Skærmen viste det vi ventede; et lille, foroverbøjet væsen - uden det hjerteblink, som havde været der ved de tre foregående skanninger og som på mange måder allerede var velkendt.

Den var vokset indtil et par dage før - det vidste jeg godt - jeg fornemmede den var væk.

Egentlig var jeg umiddelbart lettet. De sidste tre uger havde været et mareridt, hvor vi først fik at vide, den var for lille. Siden, at den var ok og så igen - for lille - "ikke levedygtig". Til sidst var beskeden; "du må vente til den er død af sig selv". Og det måtte jeg; vente til hjertet stod stille. En meget lang uge senere faldt den første sne. Siden sneede det til jul og nu falder det igen.

Sneen vækker ikke længere barnlig glæde i mit hjerte.

The twinners take it all.....

Jeg kendte engang en pige, som havde en tvillingebror og de gik altid rundt og sagde "the twinners take it all". Det gælder forhåbentlig basserne i maven - håber de deler sig på livet løs!

Nogle gange tror jeg dog, at der sidder et par guder og dør af grin over mit liv. Dagen efter jeg har fået lagt to fine æg op kommer der en undersøgelse, som viser at chancen for at få et spastisk lammet barn, er større når man får lagt mere end ét æg op af gangen. Typisk!

Nu er det så bare at ruge. Undrer mig dog, ligesom Rikke over, at der er så forskellige retningslinier på klinikkerne. Jeg ville næsten ønske, at jeg skulle tage stikpillerne. Så ville jeg da føle, at jeg gjorde noget. Som det er nu er jeg helt magtesløs.

Tak for bryllupsrådene - keep'em coming!

3 ud af 4...

Overlevede... kl. 11.30 bliver jeg GIDMEB (Gravid Indtil Det Modsatte Er Bevist)!

Så blev det torsdag

Om en halv time får jeg besked om der er nogle overlevende. I dag må jeg tage turen alene til hospitalet, da Hr. Soesterlystig må arbejde for føden.

Nå, nu ringede han lige og sagde, at han alligevel ville prøve om han kunne tage med.

Følelserne er stadig blandede. Det er en den slags situationer, hvor man ikke kender sine egne reaktioner før man står i suppedasen. Lige nu vil jeg slet ikke; "hvorfor gør jeg det" - "vi har det jo meget godt nu" - "hvorfor udsætte os selv for det igen" er de tanker, der dominerer. Alligevel bliver jeg uden tvivl knust, hvis mine basser ikke har klaret ekspeditionen.
Sidst jeg fik lagt et æg op gjorde det stjerneondt, og jeg vågnede med forfærdelige mavekramper om natten. Måske var jeg lidt overstimuleret og jeg havde jo også lige fået taget æg ud - så denne gang er det forhåbentligt anderledes. I morgen skal jeg holde et kursus for alle mine kolleger hele formiddagen, og den ellers så lystige; Soesterlystig vridende rundt på gulvet med mavekramper passer altså ikke helt ind i resten af oplægget.

For at fordrive tiden med lidt lystigere ting (tvillingens to sider gør sig gældende her) er datoen sat; d. 2. april bliver jeg Fru Hr. Soesterlystig... uuuuuh. Men husk nu Schyyyyyyyys! Må nok ud og finde en fin kjole til lejligheden. Lidt traditioner må der da være.... Burde man også gå i krig med slankekur, solcenter og manicurehalløj? Er det ikke sådan mere eller mindre obligatorisk? Ja, jeg er jo aldrig blevet gift før - så i må lige hjælpe mig lidt. Kan jo ikke spørge veninderne ...

Uret siger, at jeg må ud og ringe!!

Chockolade ...

på mit bord - fra en vis kollega. Mon det betyder, at han forstod budskabet?

Det minder mig om, at jeg har en chockoladecyste på den ene æggestok (ja der findes ikke det man ikke kan lede over i infertilitet) den bekymrer mig. Jeg har haft den længe, men nu bilder jeg mig pludselig ind, at den vil ødelægge alt for mig. Måske er det bare sceneskræk - nu må vi se i morgen!

Four more years til Anders Fjogh... hmmm...

PS:

I dag går mit kryds, som det har gjort i mange år, til de Radikale. Jeg har hørt det er moderne - så må jeg jo være noget af en trendsætter;-)

Når golde kvinder går besærk!

I går blev jeg gal - jeg mener rigtig GAL - på en kollega. Jeg bliver næsten aldrig synligt vred på nogen, som ikke er i min nærmeste intimsfære ... Men det gjorde jeg altså i går. Vedkommende havde overtrådt mine grænser gentagne gange og jokket så hårdt på mig, at jeg tabte hovedet.
En af grundene til min manglende vrede er, at jeg har tendens til at bryde ud i gråd, når jeg bliver rigtig vred - og jeg hader at lade folk få den sejr! Denne gang var jeg også ved at tude, men jeg fik bidt det i mig og gav ham min mening råt for usødet. Bagefter havde jeg det skidt i ca. tre minutter og så fik jeg det godt - rigtig godt! Jeg fik sørme sagt fra. Det på en måde så flere kolleger efterfølgende roste mig for min håndtering af sagen. For selv om jeg råbte, skreg og stortudede indeni, var jeg supercool udenpå.... supercool!

Hvilken oprejsning!