Så blev det torsdag

Om en halv time får jeg besked om der er nogle overlevende. I dag må jeg tage turen alene til hospitalet, da Hr. Soesterlystig må arbejde for føden.

Nå, nu ringede han lige og sagde, at han alligevel ville prøve om han kunne tage med.

Følelserne er stadig blandede. Det er en den slags situationer, hvor man ikke kender sine egne reaktioner før man står i suppedasen. Lige nu vil jeg slet ikke; "hvorfor gør jeg det" - "vi har det jo meget godt nu" - "hvorfor udsætte os selv for det igen" er de tanker, der dominerer. Alligevel bliver jeg uden tvivl knust, hvis mine basser ikke har klaret ekspeditionen.
Sidst jeg fik lagt et æg op gjorde det stjerneondt, og jeg vågnede med forfærdelige mavekramper om natten. Måske var jeg lidt overstimuleret og jeg havde jo også lige fået taget æg ud - så denne gang er det forhåbentligt anderledes. I morgen skal jeg holde et kursus for alle mine kolleger hele formiddagen, og den ellers så lystige; Soesterlystig vridende rundt på gulvet med mavekramper passer altså ikke helt ind i resten af oplægget.

For at fordrive tiden med lidt lystigere ting (tvillingens to sider gør sig gældende her) er datoen sat; d. 2. april bliver jeg Fru Hr. Soesterlystig... uuuuuh. Men husk nu Schyyyyyyyys! Må nok ud og finde en fin kjole til lejligheden. Lidt traditioner må der da være.... Burde man også gå i krig med slankekur, solcenter og manicurehalløj? Er det ikke sådan mere eller mindre obligatorisk? Ja, jeg er jo aldrig blevet gift før - så i må lige hjælpe mig lidt. Kan jo ikke spørge veninderne ...

Uret siger, at jeg må ud og ringe!!