Sne

Årets første sne faldt den dag. Normalt er sneen længe ventet og højt elsket, men den dag så vi den ikke rigtigt. Den piskede os i ansigtet, da vi langsomt bevægede os fra bilen, ind i elevatoren, op på gangen, ind til lægen, op i stolen ... Skærmen viste det vi ventede; et lille, foroverbøjet væsen - uden det hjerteblink, som havde været der ved de tre foregående skanninger og som på mange måder allerede var velkendt.

Den var vokset indtil et par dage før - det vidste jeg godt - jeg fornemmede den var væk.

Egentlig var jeg umiddelbart lettet. De sidste tre uger havde været et mareridt, hvor vi først fik at vide, den var for lille. Siden, at den var ok og så igen - for lille - "ikke levedygtig". Til sidst var beskeden; "du må vente til den er død af sig selv". Og det måtte jeg; vente til hjertet stod stille. En meget lang uge senere faldt den første sne. Siden sneede det til jul og nu falder det igen.

Sneen vækker ikke længere barnlig glæde i mit hjerte.