RikkeS er gravid... og selvom hun er i venteposition og er bange for at glæde sig, er hun lige nu gravid. Jeg glæder mig meget på hendes vegne og det er nemt for mig at glæde mig - på hendes vegne. Men jeg tror godt jeg kender det sted, hun lige nu frekventerer. Hun er der, hvor tiden står stille og livet foregår i slowmotion alt imens resten af verden ræser forbi.
Som mennesker vil vi sandsynligvis finde os selv i denne tidslomme i perioder af vores liv. Vi kender det alle. Jeg har selv været der i lange perioder. især efter jeg fandt ud af, at børn ikke hænger plukkeklare, på træerne. I dag vågnede jeg op med den følelse igen. Hvad har jeg udrettet med mit liv de sidste tre år? Det var nu jeg skulle skabe mig en karriere og en familie. I stedet blev jeg sat på pause ... Det er følelsen af at blive overhalet indenom og pludselig være omgivet af færdige pakkeløsninger. Hele familier er opstået omkring en. Og de er rigtig "voksne", med rigtige børn, huse, biler, terminer, karrierer... Hvordan skete det? Hvor var jeg? Hvem var jeg? Min identitet er dramatisk omlagt uden egentlig retning. Hver gang jeg finder fodfæste forsvinder jorden under mig og jeg må lægge nye planer... nye veje. Jeg bilder mig selv ind, at de andre er lykkelige, at de ved præcist hvor de vil hen - imens jeg flyder forvirret rundt og med ustruktureret energi forsøger at asfaltere. Panikken rammer mig og fornemmelsen af manglende kontrol er total. Hvor skal det ikke ende.
Så svømmer jeg lige så stille uden at bemærke det ud af lommen og føler mig nærmest lykkelig. Lever her og nu. Husker at tænke på, at i morgen måske ikke eksisterer. At lykken ikke kan udskydes til fremtiden. Stråler, smiler, danser, elsker... Er ven for mine venner, familie for min familie, kæreste for min kæreste.
Indtil den morgen jeg igen vågner, sætter benet ud af sengen - lige ned i den flydende sump. jeg lægger mig til rette i sumpen, finder asfaltblandingen frem og begynder panisk at røre rundt ... Søde Rikke - jeg er bange for at det aldrig ender - skal vi danse?
2 comments:
Ja, tak. Men kun hvis du holder godt fast og sørger for at jeg ikke falder. Og først når astalten er størknet. Men det er vist meget at forlange?
Jeg frygtede nok at det aldrig ender. Det ville være lidt for nemt. Det er i virkeligheden nok kun lige startet.
Bare vi kan holde til det.
Kærligst Rikke
PS. uh. Tænk, at se ordet gravid sammen med ens navn GISP!
Jamen søde...
Du er ven for dine vennner, familie til din familie, kæreste for din kæreste... du danser med RikkeS og sætter tanker igang i mit lille hovede...
Kort og godt du har en meget vigtig plads i universet!!!
Ikke nok med det, så skal du jo også snart (ja tid er jo et relativt begreb, så jeg kan ikke blive mere konkret) være MOR til DIT BARN!!!
Lad være med at røre i sumpen, -så størkner asfalten aldrig...
Knus fra en ny læser....
Post a Comment