I morgen

er der kun en uges ventetid tilbage. Tiden slæber sig afsted denne gang og jeg vil bare have de to uger overstået. Jeg tror desværre ikke den er der denne gang. I øvrigt er jeg vidst ved at blive småtosset - vågner op midt om natten for at trykke mig selv på brysterne og konstatere, at de stadig ikke er ømme. Nogle gange får jeg trykket så meget, at de faktisk bliver ømme og så har jeg det lidt bedre - i et par minutter.

Jeg har svært ved at koncentrere mig om noget som helst og laver hele tiden småfejl på arbejdet. Selvom jeg prøver at aktivere mig selv, når jeg kommer hjem ender jeg oftest på sofaen foran fjernsynet. Normalt har jeg krudt bagi og vil gerne alt muligt - men lige nu er der ingen energi at hente. Hvis jeg kunne få lov til at sove den næste uges tid, ville det såmænd passe mig fint.

I weekenden er der planlagt café-tur med vennerne, retaurant og bio med kæresten - og så skal vi ud og kigge på ringe...iiiiih. Så der bliver min dovne bagdel da heldigvis sat i sving.

Jeg tænker meget på, hvordan jeg vil håndtere en negativ test, men jeg ved det faktisk ikke. Som jeg tidligere har været inde på bliver det en af den slags reaktioner, man ikke kender før man står i den. Det samme gælder i øvrigt, hvis jeg mod forventning skulle stå med en positiv test på næste torsdag (aaargh). Som sagt - der er intet der tyder på det.

Hvis i er trætte af at høre mig klynke :-) synes jeg i skal slå et smut forbi RikkeS - hun har skønne nyheder og jeg er bare ovenud begejstret... Tillykke Rikke!