Mysteriet Søs ...

I virkeligheden er jeg ikke spor mystisk, men I kender mig jo ikke - så nu har jeg muligheden for at lade som om jeg er det!

Det er jo ikke fordi jeg har givet særlig mange oplysninger om mig selv her på min blog. Hvis man altså ser bort fra det helt intime såsom, hvornår jeg ægløser, menstruerer, størrelsen på min bagdel i baggy pants og når jeg skændes med mine kolleger ...

Så jeg synes i virkeligheden I skal have nogle flere ledetråde og dermed lære mig lidt bedre at kende. Jeg er 31 - snart 32 (ugh). Min kæreste og jeg er begge akademisk uddannede og vi bor i København. Jeg arbejder til dagligt med markedsføring og kommunikation. Jeg er absolut mønsterbryder og er faktisk den allerførste i hele min families historie, der er universitetsuddannet. Om sommeren befinder jeg mig på klippeøen så tit jeg kan og nyder det i fulde drag. Ellers maler jeg billeder, skriver, løber ture og drikker mangen en kaffe latte med mine veninder og min søster. Min kæreste (snart mand som I ved) er meget tæt på hinanden og vi bruger rigtig meget tid sammen - for meget mener nogle nok - men vi er i sandhed hinandens bedste venner. Vi elsker hinandens selskab. Det er ikke altid rosenrødt og vi har haft vores at slås med, som alle andre, men vi holder fast i hinanden endnu.

Vi vil meget gerne have et barn (før i tiden var det "børn" men ydmygheden og beskedenheden har indtruffet sig for længst) og har forsøgt snart 3 år. Desværre ligner min ene æggeleder pigtråd og trods det, at den anden arter sig fint på røngten (meget fotogen), mener lægerne, at den har skjulte defekter. Herudover er jeg tillige velsignet med en god del endometriose på den ene æggestok, i form af en tilbagevendende cyste. Man skal ikke være meget kvik for så at tænke sig til, at det nok er den samme "velsignelse" der har sat sig på æggelederne og gjort dem helt - eller delvist dysfunktionelle. Hvis vi vil gøre os nogen som helst forhåbninger om reproduktion er det altså reagensglas 'or the highway' ...

I september 2004 lod vi os narre til at tro vi var heldige, da det første IVF rent faktisk resulterede i en meget positiv test. Vi kunne dog stoppe vores undren efter 3 måneder da det med heldet, viste sig at være et hoax - vi mistede drømmen og tilbragte en rum tid med tårer og ubesvarede "hvorfor" skrig ... Det sidste passer ikke, det tilføjede jeg bare for dramaeffekten.

De gængse debatforaer blev utilstrækkelige - jeg vil have mit helt eget publikum, som I ved handler det om mig, mig, mig... egoistisk og barnløs, som jeg jo er. Apropos publikum - bank, bank (banker, i panisk angst for at forsvinde i glemslen, på skærm) - er I egentlig derude?