Wednesday, March 30, 2005

Hjælp - panik!

Er lige kommet i tanke om, at jeg har glemt at tage næsesprayen her til morgen. Har jeg ødelagt det hele.. hvad skal jeg gøre... hjælp!

Telefonen ringer på mit arbejde ...

Søs: Det er Søs ...
Damen: Dav, det er fra afspændingskurserne - jeg kan se her, at du har tilmeldt dig et kursus hos os?
Søs: Det tror jeg ikke, det må være en fejl..
Damen: Nej, dit navn står her og dit telefonnummer (læser op). Jeg ringer fordi du ikke har betalt endnu..
Søs (meget forvirret): Jeg har altså ikke meldt mig til et afspændingskursus???
Damen: Nej, det er et fødselsforberedelseskursus - og det er jo ved at være tid nu.
Søs (synker klump og hvisker): Nååh... nej jeg aborterede i 12. uge... og jeg sendte også en afbudsmail, som jeg fik svar på...
Damen (med mærkelig munter stemme): Nå, men så er der jo en naturlig forklaring. Så må du undskylde forstyrrelsen. farvel. (Klik...)
Søs (blinker et par gange for ikke at tude): Farvel...

Tuesday, March 29, 2005

Eksistensiel paranoia

Uheldet følger mig støt i disse uger - en nerve har sat sig fast i ryggen og giver mig SMERTER. Min lunge føles som om den kan kollapse, når jeg trækker vejret og det gør bogstavelig talt ondt i hovedet, når jeg tænker (så det vil jeg overlade til i andre i dag). Og selvmedlidenheden oh selvmedlidenheden, hvilken trofast følgesvend, som bekræfter mig i min paranoia. Nogle er ude efter mig, guderne har set sig gale på mig. Bevæger mig langs panelerne mens blikkene sniger sig bagud, hvem lurer der i mørket og venter på det rette øjeblik til at slå ned i mit miserable liv?

Hver dag denne uendelig riven i mine slimhinder, og nåle i min mave - hvad jeg dog ikke bydes. Må vaklende famle mig hen på divaneseren. Ikke engang der kan jeg finde ro i min elendighed. Mit sølle eksistensielle grundlag smuldrer for øjnene af mig og jeg må have fat i lugtesalten. Jeg skriger til min husbond "så find den dog - det er et spøgsmål om liv eller død"! min husbond iler til og forsøger forgæves at holde mit skrøbelige kød i live... men ak... en er fortabt når guderne har set sig bistre.

Jeg glider ud af ind af min sjælelige smerte alt imens jeg under stor anstrengelse hvisker til min husbond "det er guderne, de griner af mig". Herefter bliver alt sort i sumpet paranoiansk mørke...

Wednesday, March 23, 2005

Så er de igen på vej ...

De lyse nætter. Er du vimmer, hvor jeg glæder mig! God påske allihop!


Lyse nætter Posted by Hello

Tuesday, March 22, 2005

Anina ...

jeg fik vidst aldrig sagt tak for dine mange, rigtig gode råd i forbindelse med min arbejdssituation. Jeg tror jeg tænker meget som dig i forvejen, men skulle lige mindes om den med at bruge humor og klar kommunikation. Bruger det hver dag!
Tak.

Monday, March 21, 2005

"Mange kvinder vælger at vente med, at få børn til de er over 30, dette udgør et samfundsproblem"…

Overskrifter som denne har jeg gentagne gange set I diverse medier. Det pisser mig mildest talt af!

Hmmm… vi kvinder er altså på den måde skyld i et stort samfundsproblem, og mændene har på magisk vis undsluppet sig al ansvar i den henseende. Jeg har for eksempel aldrig set overskriften "mænd i Danmark er nogle små drengerøve, som har svært ved at påtage sig det faderlige ansvar" eller "mænd vælger at få børn senere og senere". Sjovt nok er diskursen omkring kvindernes dårlige valg med hensyn til reproduktion især fremherskende blandt mandlige skribenter. Jeg har et par indsigelser:

1. man kan ikke, hvad enten man er under eller over 30 bare lige vælge at få børn. 1 ud af 5 par i Danmark har ondt i fertiliteten (undertegnede inklusive).

2. kvinder kan på trods af den fremskredne teknologiske udvikling (og i hvert fald ikke med lovens velsignelse) få børn alene.

3. ofte (dette er måske en helt personlig observation, hvis du er uenig kan du bare ignorere dette punkt) er det mændene, som skal lokkes til at reproducere sig. De er enten "ikke helt klar endnu" eller "har stadig horn som skal løbes af".

Hvis dette samfundsproblem partout skal gøre til kvindernes problem alene foreslår jeg "samfundet" at gøre det lovligt for enlige (kvinder og mænd) at få børn alene. Det indebærer ikke mindst at gøre det nemmere for enlige at adoptere. Hvis ovenstånde er imod "samfundets" moral og etik mener jeg, at det er på tide at mændene får deres del af skylden.

Survival of the fittest?
I det hele taget er polemikken omkring fertilitet og frygten for det barnløse samfund dybt forældet og har mandschauvinistiske undertoner. Som jeg ser det er hele problematikken præget af forældede kønsrollemønstre og angst. Angst for at kvinder virkelig godt selv kan tænke og dermed have en reel indflydelse på deres eget liv. Eksempelvis er det helt ok for mænd, i alle aldre og af alle afstøbninger, at aflevere en lille klat i en kop og donere den videre. En i sig selv smuk handling, som ikke kræver nogle underskrifter eller fremtidige medvirkender i "sporløs". Mændende kan forblive anonyme og kan således sprede afkom, hvorend de færdes. Visse vil sågar påstå, at dette er en del af mændenes natur.

Kvinder derimod, kan allernådigst donere deres æg til barnløse, hvis de i forvejen selv er i behandling for barnløshed. Det kan jeg for så vidt godt forstå, da jeg har visse forbehold over for at man af økonomiske årsager indtager hormoner og donerer æg. Hvad jeg ikke forstår er, at de kvinder som godt må donere æg skal have en underskrift fra deres mænd først!!! (Jeg føres tilbage til før 1915, hvor kvinder kun kunne stemme med tilladelse fra deres mænd- og ugifte ja de kunne godt glemme det!). Nu vil man sågar fra etisk råds side helt stoppe ægdonation i Danmark. Da vi stakkels barnløse kvinder har et så specielt forhold til vores æg, at vi ikke har fornuft, hjerne og dømmekraft til at vurdere konsekvenserne af vores donation. Etisk råd kan dog godt gå med til, at vi donerer æg til vores søstre eller veninder og dermed har vi også mistet den rettighed til anonymitet, som mændene åbenbart har eneret på.

Tillykke Sille!

Sille
fortjener et besøg fra alle i dag.... påskeægget er sprunget ud i fuld flor. Gode nyheder!

Friday, March 18, 2005

Stadig tekniske problemer

Jeg har prøvet alt muligt, det fungerer ikke! Nu må jeg få min kæreste, som også er IT- nørd (ligesom Rikke) til at kigge på det.

Jeg er faktisk temmelig afslappet lige nu, hvor jeg har taget min beslutning. Tiden fordrives med de opgaver jeg finder mest spændende og jeg har fået skrevet en ansøgning om dagen siden i onsdags. Jeg føler mig dog stadig lidt rendt over ende. For to uger siden var jeg fantastisk glad for mit arbejde og helt vildt for at være her. Underligt som tingene ændrer sig.

Jeg håber det her er porten til noget nyt og bedre - jeg trænger til forandringen.

PUK, Stina og Jasmin jeg håber i læser med - jeg har savnet jer meget.

Thursday, March 17, 2005

Shoutouts

Sille og GitteK hvor er i? Jeg er dødspændt på at høre, hvordan det gik med dine fine æg Sille? Og Gitte - hvem vandt din fredagskonkurrence
:-)

Styrke og svaghed

Tak for jeres gode råd og dejlige opmuntrende bemærkninger.

Jeg har altid haft det lidt sært med at definere styrke og svaghed. I den situation jeg er i har jeg følt mig svag (og blevet kaldt svag) men min veninde mindede mig i går om, at jeg jo faktisk havde været temmelig stærk. Jeg fik nok og sagde fra overfor en horribel situation. Desværre gav det bagslag, fordi der er en "du må ikke sige nej" kultur her på stedet og så blev de gamle mænd enige om, at det var nemmere hvis de spredte et rygte (bag min ryg) om, at jeg var lystløgner... jeg lader den lige stå et øjeblik LYSTLØGNER???

Nu kender i mig ikke rigtigt, men at være løgner ligger mig fjernere end noget. Mine venner, familie og gode kolleger står rundt om mig og ryster chockerede på hovedet. De kender mig - de ved hvem jeg er. Jeg har begået den fejltagelse at sige fra overfor magtfulde mænd i et lukket lokale. Men jeg fortryder det ikke og jeg føler mig som sådan heller ikke forurettet. Bare desillusioneret over, at mennesker, kloge veluddannede mennesker, kan opføre sig sådan.

Min beslutning er truffet - selvom jeg er stærk nok, vil jeg ikke. Jeg føler mig for værdifuld som menneske til at være et sted, hvor mine evner og mine standpunkter ikke respekteres. Er jeg stærk eller svag?

Wednesday, March 16, 2005

Pres og afklarethed

Min arbejdssituation er stadig presset. Hver dag hører jeg nye rygter og hver dag bliver jeg mere og mere afklaret omkring, at dette sted ikke er for mig. Heldigvis har jeg en håndfuld gode kolleger, som i den grad bakker mig op. Det er ikke der problemet ligger. Det er en situation som handler om politik og gamle mænd der klapper hinanden på ryggen. Det kan jo være svært at tolerere en dygtig, ung kvinde.

Det er svært at skrive om det, fordi jeg ikke kan formidle uretfærdigheden i det der sker og fordi jeg et eller andet sted er bange for at give jer det forkerte indtryk af mig. Det er faktisk det værste ved hele situationen, at det jeg bliver kaldt sætter sig fast i min bevidsthed og truer med at blive en del af min selvforståelse -selvom jeg virkelig kæmper imod med alt, hvad jeg har i mig. Min stolthed og min selvrespekt vil jeg have med mig ud af døren.

Det lyder helt vanvittigt, men jeg glemmer helt den påbegyndte cyklus pga. alt det her rod. Jeg ville aldrig have troet, at noget kunne overskygge behandlingen i min bevidsthed - men der kan man se, hvor drevet vi i virkeligheden er af vores arbejdsidentitet. Hvad laver i andre gæve mennesker i blogland? Måske kan vi netværke?

Monday, March 14, 2005

Noget er galt

Med min blog - beklager! Jeg har ikke tilstrækkelig teknisk indsigt til at vide, hvorfor min højremenu ligger og gemmer sig nede i hjørnet... Skal vi ikke bare sige, at det er moderne?

Glemte også at sige før, at jeg i går startede på nedregulering - næsesprayen giver mig stadig opkastningsfornemmelser. Det forvilder sig altid ned i min mund og det smager... yyydrksbvadr!

Friday, March 11, 2005

En ulykke kommer sjældent alene

Indlægget her er skrevet før weekenden, men af en eller anden grund har jeg ikke kunne hverken kommentere eller publicere i dagevis. Nu prøver jeg igen.

jeg ved det - min blog er ved at udarte sig til lidt af en klynkeside, men sådan er det vidst bare lige nu. Gråt, trist og med den der følelse af, at det aldrig nogensinde bliver forår og sommer igen. Har lige fundet ud af, at jeg i flere måneder har fået for meget i løn fordi lønkontoret har lavet en fejl. Så nu skal jeg altså betale en formue tilbage - de penge, som skulle have sikret mig min brudekjole. Ja, faktisk alle de penge som skulle have sikret os vores bryllup. Så lige nu er jeg en bitter lille sveske indeni.

Dog er jeg også en ret så sej sveske, som har oplevet værre!

RikkeS - tak for sangen... nynnede den hele dagen i går. Og hvor er det fedt med den der musical og lidt sjovt, at du tager den op. Jeg har nemlig i flere dage gået og brygget lidt på et indlæg om, hvordan Hollywwood indoktrinerer os til at tro at børn er noget man får, hvis man har sex. Og med sex mener jeg hvis-du-kigger-på-en-mand-i-mere-end-fem-minutter-uden-tøj-på-og-der-er-blød-musik-i-baggrunden
Hele mit liv er jeg blevet narret til at tro, at bare jeg fandt manden og lysten, så var børn et givent. Jeg så filmen; "Somethings gotta give" med Jack Nicholson for nyligt. Datteren i filmen havde problemer med at binde sig til en mand og havde derfor alskens løse, promiskuøse (fy) forhold til playboys af forskellig art. Moren fik hende heldigvis på rette spor og da der på skærmen stod 6 måneder senere var hun selvfølgelig gravid i 4. måned med en god mand. Der ser i piger, man skal bare give efter for kærligheden - så går det stærkt!

Opdatering:Jeg tog fejl. Hollywood har ikke narret mig - Var til børnefødselsdag i går og en af vores bekendte dukkede op med sin kæreste, som han har kendt et års tid. Sørme om hun ikke var gravid i 5. måned! Hmmm.... en ulykke kommer sandelig sjældent alene!

Wednesday, March 09, 2005

Det man har - og det man ikke har!

Følgende indlæg er skrevet ud fra en betragtning jeg har gjort i de forløbne år. Umiddelbart er det en banal betragtning, men som tiden går bliver den mere og mere relevant for mig: Vil vi altid have det vi ikke kan få?

Folk som har mange penge har det med at sige ting som "penge gør dig ikke lykkelig". En bemærkning jeg ofte får fra forældre; "nyd dog, at du ikke har børn endnu - der er ingen vej tilbage, når du først får dem". Problemet er jo bare, at man, hvis man må kæmpe for dagen og vejen og ikke ved, hvornår man får mad næste gang - ganske givet har lidt svært ved at tro på, at penge ikke er løsningen. Selv om de to SLET ikke kan sammenlignes, gælder den samme tvivl alligevel mig ... Jeg har meget, meget svært ved at forene mig med tanken om, at et barn ikke vil gøre det ud for lykken.

Problem 1)er, at de mennesker som siger ovenstående, taler fra helt andre rationaler end den de taler til og i virkeligheden slet ikke kan udtale sig i generelle termer om, hvad andres lykke gøres af. Problem 2) er, at lykken ikke er obligatorisk - eller håndfast. Lykke er et abstrakt begreb, som defineres vidt forskelligt fra person til person.

Jeg tror, jeg er nået til den konklusion, at lykke er alt for ukonkret og mudret til at forfølge. Måske ligger den ægte lykke i virkeligheden i forfølgelsen af lykke, måske kan mennesket ikke fungere uden at kæmpe, for at opnå det de "ikke kan få". Ligger det ikke i vores natur? Når vi så har opnået det vi søgte, mangler vi noget andet og så begynder det hele forfra. Sandsynligheden for, at min lykke er gjort, hvis jeg opnår at få det barn jeg ønsker mig, er nok meget lille. Jeg opnår højst sandsynligt ypperlig lykke i flygtige stunder, men der vil altid være en anden ulykke, der venter på én kulissen. Ligesom der altid vil være en anden lykke, der venter i kulissen. Facts of life! Hvad tror I?

Tuesday, March 08, 2005

Tilbage i Cyberspace

Hej venner... længe siden. Jeg undskylder mit fravær på skærmen, men der har været indtil flere opslidende kriser på jobbet den sidste uge. Kriser af et omfang, som gør det tvivlsomt, at jeg er her om halvanden måned. Den slags river i psyken og man bruger al sin energi på at holde næsen oven vande.
Jeg er glad for, at jeg ikke er midt i et IVF forsøg og at hormontiden først starter på søndag.

Det værste jeg ved er når der bliver sået utroværdighed omkring ens person - det og så verbale overgreb ... Jeg har i den grad været udsat for begge dele inden for de sidste 10 dage. Tårer er blevet fældet og nætter er blevet tilbragt med vidt åbne øjne og hjernen på fast forward! Jeg ved stadig ikke, hvad enden bliver på det hele og jeg er nok nærmest nået dertil, hvor jeg er lidt ligeglad.

Jeg håber de sidste par år kommer til at være en værdifuld læreproces - set i bakspejlet, for jeg synes de har været relativt hårde. Ikke hårde, så man ikke kan holde det ud, hårde - men sådan mere; jævnt svære.
Heldigvis skal jeg snart giftes og det er jo en stor og god oplevelse at glæde sig til.

Thursday, March 03, 2005

Phew...

Sikke en dag - jeg er fuldstændig smadret. Har drønet rundt for at nå at færdiggøre en præsentation. Nu er det overstået og luften er lige så langsomt ved at drøne ud af ballonen.

Weekendplanerne involverer shawarmafest hos os, sammen med min søster og hendes familie. Der er ikke noget at gøre lillefisen på 4 1/2 vil have sit nattøj med. Så vi får nok en overnattende gæst! Lillefisen æææælsker sin moster og det er en fryd, når han kigger på mig med endeløs kærlighed i øjnene. Han har ovenikøbet sagt til sin mor, at hun, far og storebror hurtigt må spise deres shawarma og så kan de ellers godt pille af hjem. Han vil have moster og Hr. soesterlystig for sig selv. Ûbercute.

Ellers håber jeg at få tid til lidt shopping, synes der mangler noget i klædeskabet ... en kjole til mit bryllup bl.a.

Wednesday, March 02, 2005

Oviductus

Glad for, at jeg slipper for at tænke mere over grammatikken i det!

Nu har i nok siddet og glædet jer til et velovervejet, velformuleret indlæg med temaet "dumme bemærkninger fra fertile kvinder", som jeg har reklameret med. Men sandheden er, at jeg stadig bliver lige så lammet af de ÅNDSSVAGE bemærkninger, som folk kan finde på at hælde ud, når de ikke ved hvad de skal sige. jeg er helt overbevist om, at jeg garanteret selv gør det hele tiden. jeg håber, nogen beder mig om at holde min kæft, hvis det er tilfældet.

Men det skete altså igen. En kollega sagde de ord, som med et slag forvandlede hende fra sød og venlig til frådende grønt uhyre, der må destrueres inden solnedgang for ellers går det galt ... "arh, du skal bare slappe af, det kommer når du mindst venter det" ... Monolog i mit indre: "din lortesæk, du skal ikke sidde der og belære mig om, hvor meget jeg selv har indflydelse på denne her lortesituation, som gør mit liv til snot i perioder" ... Forsøg på fornuftig dialog: "ved du hvad, den bemærkning har jeg hørt så mange gange, at jeg får kvalme af det. Jeg ved, du mener det godt, men jeg tror ikke mine oviductus'er (brugte et andet ord i virkeligheden) vokser ud påny, hvis jeg beslutter mig for at købe en hængekøje og slå hjernen fra (også her blev der brugt lidt andre ord, men dramaturgi, I ved)" ... Hende: "jamen jeg kender en pige, som havde prøvet i flere år og så gav hun op og lod være med at tænke mere over det - vupti så blev hun gravid" ... Indre monolog igen: "Ej, ved du selv, hvor dum du lyder? Du generaliserer ud fra en historie, som du i virkeligheden ikke ved passer. Hvordan fanden kan du vide om hun bare lige sådan besluttede at lade være med at tænke på det? Er det overhovedet muligt; orv, nu synes jeg jeg har tænkt længe nok på det - jeg tror jeg stopper nu? Kan det tænkes, at ikke alle barnløse kvinder har det samme fysiske (eller det er jo åbenbart psykisk) problem, som kan løses ved aftagende tankevirksomhed?" ... Virkelighedens dialog: "Jamen, det lyder da dejligt - nu må vi se - ræk mig lige kaffen" ... Indre monolog: "Så jeg kan smugle arsenik i den" ... Dialog (med sødest mulig stemme): "Vil du ikke have en kop til?".

Tuesday, March 01, 2005

Teaser ..

Jeg har ikke tid til at forfatte mit næste indlæg nu, men jeg kan afsløre, at det kommer til at handle om "du skal bare slappe af og lade være med at forvente noget, så bliver du helt sikket gravid, selvom dine ægledere ligner salt lakridssnører der er bundet i knuder".

Hedder det egentlig ægleder eller æggeleder?

Monday, February 28, 2005

Mysteriet Søs ...

I virkeligheden er jeg ikke spor mystisk, men I kender mig jo ikke - så nu har jeg muligheden for at lade som om jeg er det!

Det er jo ikke fordi jeg har givet særlig mange oplysninger om mig selv her på min blog. Hvis man altså ser bort fra det helt intime såsom, hvornår jeg ægløser, menstruerer, størrelsen på min bagdel i baggy pants og når jeg skændes med mine kolleger ...

Så jeg synes i virkeligheden I skal have nogle flere ledetråde og dermed lære mig lidt bedre at kende. Jeg er 31 - snart 32 (ugh). Min kæreste og jeg er begge akademisk uddannede og vi bor i København. Jeg arbejder til dagligt med markedsføring og kommunikation. Jeg er absolut mønsterbryder og er faktisk den allerførste i hele min families historie, der er universitetsuddannet. Om sommeren befinder jeg mig på klippeøen så tit jeg kan og nyder det i fulde drag. Ellers maler jeg billeder, skriver, løber ture og drikker mangen en kaffe latte med mine veninder og min søster. Min kæreste (snart mand som I ved) er meget tæt på hinanden og vi bruger rigtig meget tid sammen - for meget mener nogle nok - men vi er i sandhed hinandens bedste venner. Vi elsker hinandens selskab. Det er ikke altid rosenrødt og vi har haft vores at slås med, som alle andre, men vi holder fast i hinanden endnu.

Vi vil meget gerne have et barn (før i tiden var det "børn" men ydmygheden og beskedenheden har indtruffet sig for længst) og har forsøgt snart 3 år. Desværre ligner min ene æggeleder pigtråd og trods det, at den anden arter sig fint på røngten (meget fotogen), mener lægerne, at den har skjulte defekter. Herudover er jeg tillige velsignet med en god del endometriose på den ene æggestok, i form af en tilbagevendende cyste. Man skal ikke være meget kvik for så at tænke sig til, at det nok er den samme "velsignelse" der har sat sig på æggelederne og gjort dem helt - eller delvist dysfunktionelle. Hvis vi vil gøre os nogen som helst forhåbninger om reproduktion er det altså reagensglas 'or the highway' ...

I september 2004 lod vi os narre til at tro vi var heldige, da det første IVF rent faktisk resulterede i en meget positiv test. Vi kunne dog stoppe vores undren efter 3 måneder da det med heldet, viste sig at være et hoax - vi mistede drømmen og tilbragte en rum tid med tårer og ubesvarede "hvorfor" skrig ... Det sidste passer ikke, det tilføjede jeg bare for dramaeffekten.

De gængse debatforaer blev utilstrækkelige - jeg vil have mit helt eget publikum, som I ved handler det om mig, mig, mig... egoistisk og barnløs, som jeg jo er. Apropos publikum - bank, bank (banker, i panisk angst for at forsvinde i glemslen, på skærm) - er I egentlig derude?

Thursday, February 24, 2005

Retfærdighed

Før jeg blev ufrivilligt barnløs var jeg vidst temmelig naiv omkring mange ting i mit liv. Jeg troede, at der var en større mening med alt og det var min holdning, at man får hvad man fortjener. I mange år gjorde den holdning livet ekstremt svært for mig og på et tidspunkt endte jeg i dyb depression, fordi jeg gik rundt og troede, at jeg var et dårligt menneske, som fortjente alle de svære situationer jeg "blev sat i". Det tog mig lang tid at lære, at der ingen retfærdighed er - i hvert fald ikke på den måde, jeg gik rundt og tænkte. I dag er jeg mere kynisk, men det har på mange måder været en enorm lettelse for mig at opgive "alt sker af en årsag" tankegangen. Nogle gange kan det selvfølgelig være svært at se meningen med tingene, hvis ikke de har en årsag. Men måske, bare måske (for jeg ved et jo i virkeligheden lige så lidt som alle andre) er der ingen mening med at livet udarter sig, som det nu gør, for den enkelte. Meget kan vi selv styre og kontrollere, meget kan vi ikke.

På en eller anden måde løftede min holdningsændring mig også ud af en offerrolle, som gjorde, at jeg ofte sad fast. Jeg føler mig stadig som offer for omstændighederne engang imellem, fordi jeg er det - men jeg påtager mig ikke længere den fulde skyld... Det er bare uheld! Det er, meget få, mennesker der helt undgår uheld i deres liv, andre løber ind i alt for megen af den... sådan er det bare! Jeg bliver stadig stiktosset når mine veninder prøver at skabe mening med, at jeg har svært ved at få børn. Én har sågar sagt, at det nok var Guds mening ... hvorfor i alverden skulle Gud være ude efter lille mig? Den logik kan jeg slet ikke følge.

I morgen er der en ny dag - og for at bruge en kliché - ingen kender dagen før solen går ned ...