Lige i øjeblikket er mit liv ikke overdrevet spændende. De fleste dage står jeg op, tænder pc'en, laver espresso, spiser havregryn, læser blogs, reder seng, ordner vasketøj, spiser knækbrød, læser blogs, skriver lidt, finder nye blogs... etc. etc.
Der er ingen tvivl om, at mit liv de sidste fire år har ændret sig radikalt. Både til det gode og til det mindre gode. Før var jeg studerende, jeg havde altid travlt. Når jeg ikke var på universitetet eller til projektgruppemøde, var jeg på et af mine to jobs. Det ene var et seriøst job i en offentlig styrelse, det andet var som tjener og bartender. Der var altid fart over feltet. Jeg så mange mennesker. Hele tiden. Jeg gik til koncert, udstillinger, på club og spiste brunch næsten hver weekend med mine lige så travle veninder. Mit liv var ikke sorgløst på nogen måde. Men det var sorgløst på en anden måde end det er nu. Jeg datede de mest forfærdelige drengerøve, som jeg syntes var så fantastisk cool'e - i virkeligheden så de ikke andet end deres egen navle. Det gjorde jeg måske heller ikke. I hvert fald havde jeg nok nogenlunde den samme forestilling om, hvordan mit liv ville blive, som de havde om deres. Forestillingen var lidt mudret, men det handlede om "the fast track", bohemeliv i et loft i NY, kunstnerdrømme, hurtige jobs i hurtige brancher, hurtig op af rangstigen og en del af jet settet. Sådan var drømmene på overfladen, indeni var de mere jævne og handlede om den store kærlighed og familielykke - tror jeg. For indeni var det heller ikke så konkret.
Jeg gennemgik en udvikling, som nok startede med min depression, men som for alvor tog fat da en af disse drengerøve virkelig sårede mig. Nu var det slut med røvbananer og fester og jeg vendte mig indad, prøvede at finde andre værdier. Der gik to uger og så mødte jeg hr. Lystig. Han var absolut ikke min type. Der var ikke antydningen af drengerøv over ham. Han var moden, havde et liv, et rigtigt arbejde og det der hører til. Jeg ville ikke have ham. Det var ikke rigtigt. Det var for anderledes, han var for reel. Det var ikke normen i mit liv, det var ikke spændende nok. Men han hang alligevel fast, deromme bag i min bevidsthed og jeg kunne ikke ryste ham ud af mit hoved. Noget helt nyt var, at han holdt ved. Han turde vise mig sin kærlighed. Han gav ikke op. Til sidst kunne jeg ikke løbe fra det mere - mit livs kærlighed havde afsløret sig i en form, jeg ikke i forvejen kendte. Der stod jeg; blottet og overrasket med store øjne og åbne arme og med et helt andet liv på nethinden end det jeg havde gjort mig forestillinger om. Det var varmt og blødt, men samtidig realistisk på en måde, som fik mig til at føle, at nogen brat havde rykket mig ud af en coocoon. Det var som om lyset blev skarpere, kanterne mere virkelige, livet mere håndterbart. Det var ikke med vaseline på linsen og spændingsmavepine.
Han vækkede mig, men blidt og omsorgsfuldt.
I går sagde en klog pige til mig, at hun ofte havde ønsket sig tilbage til de dage, hvor børn ikke var noget for hende - for det ville gøre livet meget lettere. Jeg tænker ofte over, hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg havde valgt anderledes. Nogle gange længes jeg efter det liv så det gør ondt i min krop og min sjæl pines. Jeg tænker på, hvilket menneske jeg ville have været på det der loft i NY. Jeg maler billeder på indersiden af min pande af, hvor simpelt og fanatstisk dette liv ville have været. Mit liv i hurtigbanen er en tilbagevendende fantasi, som jeg bruger til at slå mig selv oven i hovedet med, når livet ikke kører på skinner. For når alt kommer til alt, vil jeg ikke bytte. Måske ville det andet liv have været ligeså godt, som det jeg har nu. Men jeg føler, at jeg lever i den virkelige verden nu. Mit liv skal leves præcis som det leves.
Og hvem siger, at hr. Lystig og jeg ikke til enhver tid kan drage til det store æble og slå os ned som bohemer? Er det ikke altid godt med en plan b?
